Peer, du lyver!«, lyder den berømte første replik i Ibsens skuespil om 'Peer Gynt', der lyver så ustyrligt, ikke bare over for andre, men også over for sig selv. Samme beskyldning slynger filosoffen Peter Thielst ud i sin nye bog, 'At realisere sig selv', ikke mod nogen bestemt person, men mod selvbedragere sådan i almindelighed, som der efter hans mening bliver flere og flere af. Bogens polemiske ærinde er at levere en 'Kritik af det omsiggribende selvbedrag', som undertitlen lover. Selvbedragets overdrev Det omsiggribende selvbedrag viser sig, mener forfatteren, i den overflod af hule fraser, som vi bruger til at forstå os selv med. Thielst har samlet talemåder ind til et lille floskelkatalog, der skal tydeliggøre tidens åndelige armod. Når vi alle sammen gerne vil være »fleksible«, »omstillingsparate« og rede til at møde nye »udfordringer« eller »gøre en forskel«, er det managementteorier, der taler igennem os. Det er tom tale, der lokker os ud på selvbedragets overdrev, ifølge Thielst. Store samtalepartnere Han følger i bogen op på en veletableret eksistentialistisk tradition for at spidde uegentligheden i andres måde at bruge sproget på. Thielst giver dog temaet en særlig drejning. For det aktuelle lingo har for ham at se visse forbindelser med den eksistensfilosofiske tradition, som han værdsætter så højt. Det er »en light- eller discount-udgave af eksistensfilosofien, vi ser brede sig, og som både er mere markedsorienteret, smidig og (jubel)optimistisk og mindre forpligtende og selvkonfronterende«, konstaterer Thielst. Som et filosofisk serum mod den facile eksistentialisme tilbyder Thielst i bogen en slags indføring i classic-udgaven af samme livsanskuelse, der med Poul Martin Møller, Kierkegaard, Nietzsche og Sartre som vigtige samtalepartnere gerne vil stramme op på tanken om, at man skal realisere sig selv. Det skal man nemlig, men ikke igennem forbrug eller karrierefremmende »life coaching«. Den slags skaber nemlig grobund for selvbedrag, mens målet for den mere forpligtende eksistensfilosofi er at fjerne den. Velskrevet kulturkritik Mærkeligt er det måske, at Thielst som filosof ikke er mere interesseret i de epistemologiske problemer, som følger med selvbedragsbegrebet. Det er og bliver et paradoks, at man sådan kan bedrage sig selv, og det er samtidig en psykologisk diagnose, der ikke kan stilles med særlig stor sikkerhed af en udenforstående iagttager. For hvordan kan man egentlig vide med sikkerhed, at en anden person bedrager sig selv? Det er et praktisk problem, som man kan tænke længe over, for eksempel i forbindelse med den stribe toppolitikere, som før Irakkrigen tilsyneladende var overbeviste om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben og deraf følgende trussel mod Vesten. Det er ikke den type overvejelser, Thielst gør sig i sin bog, hvori selvbedragstemaet snarere giver anledning til moralsk fordømmelse og til præsentation af et bedre, mere værdigt alternativ i form af den klassiske eksistensfilosofi. Som sådan udgør bogen et stykke velskrevet kulturkritik. Tak til forlaget Thielst er en vidende og veloplagt rundviser i den eksistensfilosofiske tradition for at gribe selvbedraget an, men ikke en, der dvæler for længe ved enkelte problemer eller analyserne af dem. Desværre er det også en af de sidste titler, som Peter Thielst sender ud på sit eget forlag, Det lille forlag, som han har drevet igennem de sidste 12 år. Når han i 'At realisere sig selv' overvejende citerer værker, som er udgivet på dette forlag, skyldes det næppe kun markedsføringshensyn, men også den kendsgerning, at forlaget har ydet en kæmpeindsats for at oversætte og udgive filosofiske klassikere og har opretholdt et imponerende bagkatalog. Det fortjener Det lille forlag en stor tak for.