Amerikanske Elizabeth Hawes’ forhold til den franske forfatter Albert Camus er ganske usædvanligt – og fascinerende, beundringsværdigt. Sådan et forhold skal man have til mindst ét forfatterskab i sit liv, et lidenskabeligt forhold, et, der kan rumme alting! Det begynder på universitetet et sted på den amerikanske østkyst i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne som et sværmeri, han er som et rock- og filmidol, fjern og uopnåelig, en løs ramme om tågede drømme.
På væggen over sit bord har hun et fotografi hængende, Cartier Bressons berømte, hvor han er iført trenchcoat og har en cigaretstump hængende mellem læberne. Intellektuel børste. Hun har anbragt citater på væggene, bordet, lænet op ad en hårspray: »Hvis verden var klar, ville der ikke være nogen kunst«. Gensyn med ungdommen I perioder forsvinder han for så at dukke op igen, på et tidspunkt med så stor og besættende kraft, at hun beslutter sig for at skrive en bog om ham.
