Er den private have i disse år ved at blive et livsstilsprojekt, så er der med udgivelsen af dette fornemme atlas over 'Europas store haver' virkelig kommet noget for den lille haveejer at måle sig imod og ikke mindst lære af. Om end de økonomiske, geografiske og tidslige forhold, der gør sig gældende for bogens pragthaver, ikke på nogen måde lader sig indpasse i en almindelig parcelhushave. Men det er heller ikke haver skabt af eller til almindelige mennesker endsige almindelige arkitekter, der er på spil i bogen. Den indflydelsesrige danske havearkitekt, professor Carl Theodor Sørensen (1893-1979) skrev i bogen 'Haver. Tanker og arbejder' fra 1975: »De haver, vi rejser efter, som giver os oplevelser, der lever i vort sind, er skabt af kunstnere«. Ambitiøst projekt Det er hans ide og tanker, der ligger til grund for den foreliggende imponerende kvadratiske bog i nydeligt mørkegrønt omslag. Bogen realiserer hans 50 år gamle bekostelige og omfattende ide at indsamle planerne for Europas fineste haver i en enkelt bogudgivelse for at demonstrere disse særegne kunstværker, som de blev undfanget ved arkitekternes arbejdsborde. For Generalife, Versailles, Nymphenburg, Arkadia, Parc des Buttes-Chaumont - alle Europas haver med de smukke fantasiskabende navne - er nok resultatet af store kollektive indsatser, men i sidste ende er det en definerende kunstnerisk streg, der har udkastet planerne. Det er denne havernes kunstneriske arne, som atlasset har søgt at samle. Men da de fleste haver er vokset over lang tid og ved hjælp af flere arkitekter, er mange af plantegningerne ikke nødvendigvis udført af den, som haven tilskrives. Men det er også tilstrækkeligt, at der er tale om ældre plantegninger, der demonstrerer de ideer, haverne er udlagt efter. Historisk stringens Mange af Europas skønneste haver er skabt for at udstråle bygherrens magt og pragt. Det forklarer dog ikke, hvorfor de ser ud, som de gør. Her er en forståelse for traditionen og dens lokale betingelser nødvendig. Så foruden de mange beskrivelser, skønne tegninger og enkelte malerier indeholder bogen Carl Th. Sørensens klare essay 'Havekunstens oprindelse' fra 1963. Med positivistisk rigiditet afgrænser han emnet, og med historisk stringens konkluderer han heri, at den engelske landskabelige have er en ofte fad videreudvikling af den rige franske kunsthave, ikke som man tidligere havde ment et rent brud med denne. For at forstå dette må man forstå, hvad en have er. Haven som sådan er et indhegnet område, hvor noget kan gro. Denne oprindelige havetype strækker sig så langt tilbage i tiden, som der findes civilisation, i hvert fald til bondestenalderen, men muligvis også længere. De egyptiske haver langs Nilen, hvor omgivende mure beskytter mod ørkenens sand og røvere, ses som eksempler på denne form. Den franske parterrehave Grundlæggende for enhver have er adkomsten til vand, og i varmere klimaer anlagdes haven der, hvor vandet var. Siden har den muslimske kultur rendyrket denne form omkring en kilde, en form, som i Europa kaldes den spanske have. Den type karakteriserer Carl Th. Sørensen som en stilisering af vandingsanlægget. Den italienske have, der får sin storhedstid i renæssancen blandt andet i Medici-familiens villahaver med deres kaskader og vandfald, er derimod en stilisering af bjergbækken. Her er det, fontænen udvikles med mekanisk snilde, og dramatiske kaskader af vand i f.eks. spiralsnoede fald understreger bygherrens kontrol over det flygtige, men kraftfulde element og giver samtidig en svalende effekt i det varme klima. Også den franske have er organiseret omkring vand, men i det flade franske landskab er det en stilisering af flodlandskabet, der udtrykkes i de aflange bassiner, som man f.eks. ser i Versailles, skabt i anden halvdel af 1600-tallet af den franske arkitekt Andre le Nostre. Her benyttede man sig også flittigt af alleer, som med deres regelmæssige rækker af træer langs stierne udgør en stiliseret skov. Men det afgørende nye i den franske have er udviklingen af den broderede parterrehave - bedene med de karakteristiske slyngede mønstre oftest af buksbom. Sørensen er særlig begejstret for denne haveform og ser det som en frigørelse af hegnet. Den indramning med blandt andet buksbom, man tidligere afgrænsede bede med, bliver i den franske parterrehave selve indholdet, formet i abstrakte kunstfærdige arabesker. Fra symmetri til bevægelse Den engelske have, der vokser frem knap hundrede år senere, er ikke organiseret omkring vand, om end den ofte har en dam eller sø. Men den engelske have vil Sørensen kun modstræbende anerkende som en selvstændig stil: »... formen er alt for ofte monoton til kedsommelighed«. De få mestre, han dog anerkender og ender med at tildele en særegen type, 'det stiliserede bakkelandskab', har blot skabt undtagelserne blandt en lang række haver udformet af dilettanter, mens andre i England dygtigt viderefører den franske havetradition. I de bedste eksempler som Heveningham Hall eller Rousham ser man græsklædt, bakket land bevokset med skove, lunde og enkeltstående træer. Om end Sørensen har ret i, at den franske have lever videre i den engelske, sker der ikke desto mindre et afgørende brud i kraft af, at ideer om akser og symmetri opgives til fordel for sigtelinjer, asymmetri og bevægelse. Kunstnerisk samspil Den engelske have er i høj grad en spadserehave, der skal opleves, mens man bevæger sig rundt i landskabet. Den franske have er i princippet en todimensionalt udtænkt have, der bedst opleves fra et højt punkt i det slot, den knytter sig til, eller som en overordnet systematik, der muliggør, at man kan nyde dens rige detaljer. I dens ringere versioner får man det bedste indtryk ved at se den på en plantegning, men i de fineste haver som f.eks. Versailles er det den geometriske klarhed og de abstrakte mønstres samspil med og ikke mindst afvigende tilpasninger til landskabet, der gør dem interessante. Det er blandt andet heri, at kimen til den engelske have ligger. Haven blev simpelthen så stor, at den voksede ud over sin indhegning og smeltede sammen med landskabet. Hvor den franske have med parterreanlæggets filigranmønstre af buksbom karakteriserer et yderpunkt i kulturaliseringen af naturen, er den engelske haves slyngede stier i et grønt bakkelandskab et andet yderpunkt i kulturhavens efterligning af naturen. Det er det gensidige samspil i alle niveauer fra landskab over bed til plante mellem menneskets ideer og naturens betingelser, der i visse tilfælde og uanset type får en have til at blive virkelig kunst. Og den kunst kan ikke ses i planerne for en have. Den kan kun opleves gennem en gåtur på stedet. Bogen har tre eksempler på danske haver, Fredensborg, Frederiksborg og Frederiksberg, men den kan også læses som en guide til Europaturen. God vandring!