Børn skal lære mere i det moderne videnssamfund. De skal også lære bedre, og de svageste børn skal hentes med i denne proces. Alt dette er de fleste enige om. Spørgsmålet er, hvordan det skal ske. Skal det være ved at standardisere og sætte præcise mål for undervisningen eller snarere ved at give det enkelte barn mulighed for at lære i sit eget tempo og på sin egen måde? Rundkredspædagogik Fortalerne for standardisering bygger blandt andet på PISA-undersøgelserne og hævder, at den danske folkeskole er kommet alt for langt ud i en slags rundkredspædagogik uden tydelige faglige krav. Over for dem står det meste af den danske skoleverden, der lægger vægt på et bredere dannelsessyn som sigte for undervisningen - og de får en ikke uvæsentlig støtte fra dansk erhvervsliv, der vægter børns kreativitet og selvstændighed frem for paratviden. Ti intelligenser Hvem har ret? Undervisningsminister Bertel Haarder, der er fortaler for strammerkursen, eller den danske skoleverden? De sidste har i hvert fald fået en vigtig forbundsfælle i den amerikanske psykolog Howard Gardner og hans teori om de mange intelligenser. Teorien blev første gang lanceret i 1983 og har siden gået sin sejrsgang over det meste af verden. Siden 1990'erne har den opnået betydelig popularitet i pædagogiske kredse i Danmark. Der er ligefrem skoler og skolevæsener, der bygger på hans teori (f.eks. Billund og Næstved). Gardner gør op med den klassiske opfattelse af intelligens som en uforanderlig mental kapacitet, der entydigt forklarer menneskers evner. I stedet, hævder Gardner, har vi mange intelligenser - ni eller ti - der hver især og samlet er udtryk for vores forudsætninger: Det personlige indre, den personlige omverden, det kropslige, det musikalske, det rumlige, naturen, det verbalt-sproglige, det logisk-matematiske og bevidstheden om eksistensen. Den tiende intelligens er selve evnen til at styre opmærksomheden. Denne bredde skal en pædagogik tage højde for, derfor skal det være en mangfoldighedens pædagogik, ikke en standardisering, hvad Gardner heller ikke undlod at understrege, da han for nylig besøgte Danmark. Gardner er optimist, hvad angår børns udvikling; han hævder, at intelligens skal udvikles ved, at stærke funktioner trækker de svagere funktioner med sig. Sociale vilkår Bogen er en lettilgængelig introduktion til Gardner, skrevet af forskere inden for området. Den er ikke ukritisk, men diskuterende, hvor forfatterne ser Gardner som en fortaler for en forståelsesorienteret undervisning. Han har vægt på det individualiserende og det kognitive, men mindre plads til det kulturelle fællesskab. En anden kritisk påpegning er den manglende inddragelse af de sociale vilkår bag intelligenserne; et forhold, der kan gøre os blinde over for sociale vilkårs enorme betydning for børns udvikling. Forfatterne tænker selvstændigt og kritisk, derfor er bogen en inspirerende introduktion, der kan være en god hjælp for alle, der er engageret i diskussionerne om den danske skoles udvikling.