På en dansk politisk karikatur fra sidst i 1800-tallet ses to Venstrepolitikere fundere over deres situation. Højres provisoriestyre har sat dem uden for indflydelse, men som deres forbillede Napoleon håber de på et politisk comeback. Da slår en frygtelig tanke ned i dem: »Det er da på Elba vi er, vi to/ og ikke på Sankt Helene?«. Forbavsende populær Bladets læsere ville have forstået hentydningen til de to øer, hvor den franske kejser havde været fange, sidste gang til sin død i 1821. Napoleon Bonapartes liv og karriere hørte til tidens paratviden, og for den lille elite, som gik i latinskolen, var tilmed navnene på alle hans 18 marskaler del af den historiske kanon (selv om blødsødne pædagoger var begyndt at overveje, om mindre ikke kunne gøre det). Hans popularitet i Danmark kan undre, for det var jo alliancen med ham, der førte til statsbankerotten og tabet af Norge. Men alliancen skyldtes igen det britiske overfald og flåderan i 1807, så det var briterne, man (eller mange) hadede, også efter at 1864 gjorde tyskerne til den nye hovedfjende. Populærhistorie I dag huskes Napoleon vel kun for sit Waterloo, konsekvent udtalt på engelsk som i ABBA-hittet. Alligevel, eller netop derfor, kan der meget vel tænkes at være et marked for Herman Lindqvists nye biografi med dens 600 sider, som - med forfatterens ord - ikke blot omhandler kejseren og generalen, men også elskeren, brevskriveren, drømmeren, familieoverhovedet, matematikeren og lovgiveren, manden, der fra en beskeden (skønt adelig) baggrund ved egen evne og energi blev Europas hersker. Lindqvists bog er flot, men traditionelt illustreret, og den er skrevet med verve og journalistisk tæft. Lindqvist er nemlig journalist, men kalder sig 'populærhistoriker' og forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve, hvor meget bedre han skriver (og sælger) end de kedelige faghistorikere. Underholdt bliver man da også, og man får meget at vide, men man bliver ikke klogere. Pinlige fejl Tilmed er en del af det, man får at vide, forkert. I en billedtekst på side 307 hedder det således om Lord Nelson, at han »to gange lod København bombardere og førte hele den danske flåde bort«. Øh - nej. Nelson udkæmpede slaget på Reden 1801, hvor han kun truede med at bombardere byen, men han faldt (som nævnt i billedteksten) ved Trafalgar i 1805. Derfor må han frikendes for bombardementet og flåderanet, der som nævnt skete i 1807, nærmere bestemt i september, som Lindqvist har fundet ud af på side 353. For så på næste side at glemme det igen, for her har Napoleon på sin 38-års fødselsdag i Paris 15. august allerede hørt om det britiske angreb og tyveriet af den danske flåde - mere end tre uger før det fandt sted. Paul Hammerich skal engang have sagt, at en historiker er en journalist, der er kommet for sent. Tilsvarende kunne man definere en populærhistoriker som en journalist, der har for travlt. Opspind og propaganda Hastværket og prioriteringen af det velskrevne over det veldokumenterede medfører, at læseren aldrig kan være sikker på, om der er hold i de historier, der fortælles, eller om de af de foragtede faghistorikere er afsløret som opspind eller propaganda. Og det er der rigeligt af, når det drejer sig om Napoleon. Ikke alene opbyggede han sin egen legende, men af de over 100.000 bøger, der angiveligt er skrevet om ham, er langt de fleste partsindlæg. Debatten står ikke kun mellem højre og venstre, men også internt på de to fløje: Venstrefløjen ser ham både som den, der knuste, og den, der fuldbyrdede revolutionen, højrefløjen ser ham både som den demagogiske diktator og som den geniale hærfører, der gjorde Frankrig til La Grande Nation. Lige så omtvistet var han uden for Frankrig. Franskmændene foragtede og udplyndrede de besatte områder og udløste dermed national protest og modstandskamp. Men Goethe beundrede ham, og Beethoven ville tilegne ham sin 'Eroica'-symfoni, hvad han dog fortrød, da han hørte om kejserkroningen. I England var der selv under krigen liberale, der forsvarede ham (og senere sendte ham bøger og blommesyltetøj i fangenskabet). Tænd for dit tv i stedet ... Men Lindqvist, som bor i Paris og tydeligt sætter fransk civilisation højt, deler sin helts foragt for de engelske kræmmere. Ikke alene karikerede disse skurke ham, de prøvede også at slå ham ihjel. Det første er rigtigt, men det britiske Napoleonbillede er nu ulige mere komplekst, og i øvrigt holdt franskmændene sig ikke tilbage, som man kan se af de mange franske karikaturer i nazistiske bøger om England. Det sidste kan meget vel være sandt, selv om den anløbne minister Fouché, som afslørede komplotterne, vel kunne tænkes at have haft sin egen dagsorden. I øvrigt: Svensk tv viser i øjeblikket en serie om Napoleon baseret på Max Gallos store biografi. Den giver et mindst lige så livfuldt portræt og kan ses på en femtedel af den tid, det tager at læse Lindqvist.