Grundtvig skrev, at »den har aldrig levet/ som klog på det er blevet/ han først ej havde kær«, hvormed han mente noget i retning af, at man kun kan blive klog på det, man holder af. Det gælder i dobbelt forstand om Niels Højlund, der netop har udgivet tolv erindringsforedrag, der blev holdt på Grundtvig-højborgen Vartov i perioden 13. januar til 7. april 2005. Selvopgør Højlund er en klog mand, og han er netop blevet klog på alt det, han holder af: historien, kristendommen, Grundtvig, højskolen, Danmark - tør man sige politik? - Grønland etc. Fra første foredrag, der handler om barndomslivet på den isolerede gård Julielund på Djursland i 1930'erne, til sidste foredrag, hvor globaliseringens problemer tages under behandling, lærer man et menneske at kende, der i stadige selvopgør formår at transformere sig i takt med samfundets udviklinger. Det er et engageret menneske, der holder af udviklingerne på godt og ondt, og som i den grad evner at videreformidle sit engagement i historien i en lysende klar og velskrevet fremstilling. Grundtvigsk folkelighed Det er derfor let at holde af Højlund og hans foredrag - alle uenigheder til trods - hvilket jo ifølge den grundtvigske pædagogik er mulighedsbetingelsen for at lære noget. Og jeg mener virkelig, man lærer noget af at lytte til Højlund. Ikke kun fordi hans livshistorie er fascinerende i sig selv, men også og i højere grad fordi hans fremstilling får udviklingerne i den lille fortælling (Højlunds liv) til at smelte sammen med den store fortælling (danmarkshistorien), så de to spejler sig i og gensidigt belyser hinanden. På den måde får Højlund i praksis demonstreret betydningen af det grundtvigske nøglebegreb 'folkelighed', der betyder så meget som at ligne sit folk og sit folks historie. Læseren bliver altså både klog på Højlund, historien og på sig selv. Erindringer fra fremtiden Fra og med bogens ottende foredrag skifter Højlund fokus fra fortiden til nutiden og den kommende fremtid. Hvor er vi/han i dag, og hvor vil vi/han hen i morgen? De aktuelle temaer i resten af bogen udgøres af højskolernes krise, indvandrerdebatten, systemskiftet i dansk politik og (som nævnt) globaliseringen. Søren Krarup optager her en del plads. Danskhed og folkelighed er begreber, de to er fælles om at forbinde med noget positivt, men ligheden har dog grænser, for mens Krarups begreb om folkelighed er indskrænket nationalistisk, åbner Højlunds for større perspektiver. Som han siger: »Jeg er dansk, javel, men jeg er også europæer«. Der er ikke kun en fortid - der er også en fremtid, der er bestemmende for vores eksistens. Højlunds bog er en erindringsbog om vores fælles fremtid. Et paradoks, man kan blive klog af.