Filmen er død. Sådan har klagesangen lydt, lige siden den blev opfundet. Da Louis Lumière, manden der 28. december 1895 åbnede verdens første biograf i Paris, blev spurgt af en ven, om han måtte købe filmfremviseren, rådede Lumière vennen til at spare sine penge. Film er hø og hakkelse »Film er en opfindelse uden nogen fremtid«, forklarede han, og forlod derpå selv branchen i 1900, overbevist om at der ikke var mere at hente. Siden er filmen, ikke mindst amerikanske film, blevet erklæret død snesevis af gange, ikke mindst af filmkritikere, der mener, at intet er som i de gode gamle dage og at alt, hvad der laves nu, er noget værre hø og hakkelse. Noget er grumme galt Årsagerne til denne sørgelige tingenes tilstand svinger. Det er globaliseringen, der forfladiger alt, det er pengemændene, det er special effects, det er Arnold Schwarzenegger, det er tv, det er serier, det er Star Wars, Spielberg, stjernerne, manuskriptforfatterne, instruktørerne. Forklaringerne er mange, men et er sikkert: Noget er gået grumme galt, og det har taget livet af vor elskede film. Hele ligningen i hovedet Så langt er filmkenderen og kritikeren David Thomson principielt enig, men modsat mange andre forsøger han ikke at komme med enkle forklaringer. Titlen 'The Whole Equation' på hans nye bog er et citat fra F. Scott Fitzgeralds ufuldendte sidste værk 'The Last Tycoon' om Hollywood, hvor han et sted skriver, at Hollywood »kan forstås, men kun vagt og i korte glimt. Mindre end et halvt dusin mænd har nogensinde kunnet holde hele ligningen i hovedet«. Og det er just hele ligningen, som Thomson, der i al fald har set flere film og tænkt mere over dem end 99,99999 procent af klodens befolkning, forsøger at give os. Og mere til. Sanseløs jagt på profit Bogens undertitel er 'A History of Hollywood', og selv om Thomson bruger langt størstedelen af bogen på Hollywoods tidlige år, leverer han den bedste og mest interessante beskrivelse af fænomenet Hollywood, jeg har læst. Dels fordi Thomson skriver ualmindeligt godt og medrivende, men mest fordi Thomson vitterlig forsøger at få hele ligningen omkring film og deres betydning med. Hvorfor ser vi film, hvad betyder det for os og vores egen tilværelse, og hvilke faktorer har påvirket, hvilke film Hollywood producerer? Han starter med at aflive myten om, at det er grådigheden og den sanseløse jagt på profit, der har presset livet ud af filmmagernes kunstneriske åre. Hollywood har helt fra starten handlet om penge. D.W. Griffith demonstrerede allerede i 1915 med 'Birth of a Nation', verdens første blockbuster, der kostede 100.000 dollar at lave og indspillede mere end 60 millioner dollar, hvor mange penge, der var at tjene på film. Penge til 'Borte med blæsten' Om ikke før, så har penge i de 90 år siden da været en afgørende del af hele Hollywood-ligningen. Ikke at filmselskaberne hverken dengang eller nu er voldsomt gode til lave penge, eller rettere forudse hvilke film, der gør det. Ingen ville finansiere 'Birth of a Nation', og da David O. Selznick 24 år senere lavede 'Borte med blæsten' mente alle, at han ville tabe alle sine penge og mere til. Det gjorde han ikke. Tværtimod, men det gjorde til gengæld alle dem, der forsøge at gentage succesen de kommende år. 'Godfather' genskabte magien Og der er intet nyt under solen. Stort set alle i Hollywood var sikre på, at James Camerons 'Titanic' ville blive en lige så stor katastrofe som skibet selv. I stedet indspillede den næsten to milliarder dollar og blev den største filmsucces nogensinde. Men hvis penge og jagten på penge helt fra starten har været en del af ligningen, så må det jo efter Thomsons mening være andre faktorer, som har ødelagt Hollywood, så der ikke længere produceres film som i hverken guldalderen fra 1927 til 1948 eller sølvalderen fra slutningen af 1960'erne til midten af 1970'erne, hvor film som 'Bonnie and Clyde', 'Godfather' og 'Easy Rider' for en kort stund genskabte magien. Bid af filmbranchens sjæl Efter Thomsons vurdering er det især to faktorer, der har skylden for miseren. For det første, at stjernerne og instruktøren får en del af profitten. Den praksis begyndte i 1950, hvor filmselskaberne var i krise. Den amerikanske højesteret havde tvunget studierne til at sælge deres biografer, og det ugentlige antal biografgængere var af delvist uforklarlige årsager næsten halveret på mindre end fem år - fra omkring 100 millioner i 1946 til 60 millioner i 1950. Og det udnyttede Lew Wasserman, alle stjerneagenters fader, da han forhandlede Jimmy Stewarts aftale for at lave to film - 'Harvey' og 'Winchester '73' - med Universal Studios. Stewart forlangte 400.000 dollar, og da Universal ikke havde så mange penge, foreslog Wasserman, at Stewart i stedet kunne spille gratis mod at få halvdelen af overskuddet. Universal sagde ja, og solgte efter Thomsons mening dermed en god bid af filmbranchens sjæl. Kvalitetsfilm ind i produktionsmøllen Siden er systemet muteret ud over alle grænser, således at superstjerner som Tom Cruise og stjerneinstruktører som Peter Jackson rutinemæssigt får 10-20 procent af profitten, plus et tocifret millionbeløb i dollar som garanteret minimum. Denne praksis med at lade stjernerne profitere på film uden at dele risikoen, har - ifølge Thomson - været en af de afgørende faktorer i Hollywoods fald. Dermed har man nemlig undermineret studiernes magt, og med få markante undtagelser som Miramax' direktør Harvey Weinstein har studiecheferne ikke længere overskud til, som den legendariske Irving Thalberg fra M-G-M, at smide lidt kvalitetsfilm ind i produktionsmøllen uden at skele alt for meget til, om lige de film tjener sig ind. Fra otte til to timer Thomsons portræt af Thalberg og det, han repræsenterer, er fænomenalt og tjener også til at illustrere den anden faktor, som Thomson mener har ødelagt filmene: instruktørens kunstneriske kontrol over filmen, retten til 'final cut'. Et betydeligt mere kontroversielt synspunkt, ikke mindst fordi Thomson forsvarer en af filmhistoriens legendariske 'forbrydelser'. Nærmere bestemt Thalbergs beslutning om at snitte Erich von Stroheims sagnomspundne film 'Greed' fra 1925 ned fra de oprindelige omkring otte timer til to. En ugerning har mange cineaster siden ment, men ikke efter Thomsons mening. Selv - eller måske netop - i sin nedklippede version placeres 'Greed' traditionelt højt på listen over alle tiders bedste film. Business er afgørende del af film Men endnu vigtigere markerede Thalberg med beslutningen om at skære filmen ned til en fjerdedel, at magten lå hos dem, der investerede pengene og undgik derved, at megalomaniske instruktører som Stroheim - hvor gode nogle af dem end måtte være - kunne knuse studiet i en endeløs jagt på perfektion. Noget som det næsten lykkedes Michael Cimino at gøre med United Artists godt 50 år senere med gigantfloppet 'Heaven's Gate'. Her havde Cimino, der var urørlig som instruktør efter 'The Deer Hunter', fuld kontrol over filmen - uden selv at skulle betale gildet - og studiet var dermed reduceret til en magtesløs tilskuer, mens 'Heaven's Gate' røg mere og mere ud af kontrol. Og det er ingen film efter Thomsons mening værd. Business er en afgørende del af film, og giver man magten til folk, der tror, at det udelukkende handler om kunst, men samtidigt forlanger millioner af dollar og procenter af overskuddet, ja så får man hverken god business eller gode film. Som det alt for tit kan konstateres i biografer over hele verden.