Erindringsbøger er og bliver en slags selvrejste monumenter. Et udsagn om, hvordan det var, »som jeg husker det«, og en understregning af, hvordan man gerne vil huskes af eftertiden. Og tillader man sig at dømme efter Erik Brandts eponyme epos 'Brandt', vil han gerne huskes som en mand, der stort set ikke har sat et ben forkert i sit liv, altid har været et skridt foran alle andre og samtidig ejer evnen til at nyde livet lidt mere end alle de andre almindelige mennesker, der lader snusfornuften råde og ikke tager livets handske op. Stort ego Et af de første kapitler hedder 'Et stort hoved kom til verden'; men det burde retteligen have heddet 'Et stort ego kom til verden' - for er der en ting, der skinner igennem erindringerne fra først til sidst, er det, at Erik Brandt har så høje tanker om sig selv, sine evner og sin omgangskreds, at Baron Münchhausen i sammenligning fremstår ydmyg og Muhammad Ali direkte selvudslettende. Brandt blev født ind i en klassisk borgerlig familie med en stærk fader, der var streng, men retfærdig. Og tidligt demonstrerede han talent på en række områder, blandt andet fægtesporten, som han dog opgav, fordi han blev uretfærdigt behandlet i forbindelse med en mesterskabsturnering. Synd for verden, som således gik glip af den måske største fægter siden D'Artagnan. Udråbt til guder Faderen så gerne, at sønnen studerede jura, men han ville hellere være forretningsmand og kom derfor i lære i Dalle-Valle, hvor han måtte lide den tort at sælge underbukser med lodden vrang til al folket. Bagefter gik turen til Holland og England, hvor han skaffede sig det enestående forkromede overblik, han senere benyttede til at skabe sit og hustruen Margits modeimperium, der i løbet af nogle år gjorde dem til de chikkeste af de chikke og rigere end von And. De var ganske enkelt for fede. Folk elskede deres ting. Pressen udråbte dem til guder. Havde Danmark ikke været et konstitutionelt monarki, var de givetvis blevet udråbt til statsoverhoveder, som ville have gjort vort land til det bedst klædte og mest chikke i verden. I stedet blev de en del af indercirklen omkring kongehuset, som viste sig at være supersøde, chikke og flinke. På erobringstogt til USA Historien om Erik Brandt er imidlertid også en historie om sand kærlighed. Da han i sin tid mødte sin udkårne Margit, var det kærlighed ved første blik. For hun var både chik, smuk og supertalentfuld. Men som i alle rigtige eventyr får prinsen ikke prinsessen første gang. Og således også her, hvor Erik først er nødt til at vise sig værdig til at få prinsessens hånd efter at have vist sit værd i verden. Brødrene Grimm, som sikkert også var chikke, ville have elsket historien. Selvfølgelig blev Danmark på et tidspunkt for lille for Brandterne, hvorfor de indtog New York og blev venner med alle de kendte og hang ud på det hippe diskotek Studio 54 sammen med alle de mest chikke medlemmer af det internationale jetset, som de dog kendte i forvejen fra Concorden. Andy Warhol, Mick Jagger, David Bowie og mange, mange flere pissede nærmest over kors med dem i de dage. Indtil Brandterne besluttede sig for at erobre Danmark en gang til. Hvilket de så gjorde. Og så videre og så videre. Digtskrivende kunstnersjæl Erik Brandt har haft et dejligt liv med masser af pænt tøj, champagne og flotte biler. Et liv levet i lækkert indrettede huse, fyldt med chikke detaljer. Sammen med en omgangskreds af spændende, gavmilde, værdige og modige mennesker. Mig og min Bentley. Mig og David Bowie. Mig og min Harley-Davidson. Nu kunne nogle måske få den tanke, at Erik Brandt er et overfladisk menneske, der tager disciplinen namedropping til nye højder. Men sådan er det slet ikke. For under den maskulint velklædte overflade af en superchik og lynende begavet forretningsmand gemmer der sig en digtskrivende kunstnersjæl, der som en anden Tyren Ferdinand formår at 'carpe diem' og lugte til blomsterne under livets korkeg. En blid ægtemand, en øm familiefar og vennernes sande ven. Ugebladsstof i sort-hvid Hele smøren er redigeret af journalisten Erik Bork, der har gjort et fint stykke bestillingsarbejde. Bogen er flydende fortalt. Kronologien holder - og samtlige gentagelser tjener til at understrege, hvor stor en person Erik Brandt er, og hvor fede mennesker han har omgivet sig med. Men der mangler noget. For historien om Erik Brandt burde også være en fortælling om det Danmark, han - hvad end han vil det eller ej - er en del af. Desværre er den del af fortællingen, samtidsskildringen, ikke specielt omfattende eller nærværende, hvorfor det hele kommer til at fremstå som en meget lang historie i et kulørt ugeblad. Bare i sort-hvid. Sagde jeg, at det meget hurtigt bliver alt for meget? Det gør det nemlig. Og efter at have lagt den mere end 300 sider lange selvroser af en autobiografi fra sig, er man mildest talt udBrandt.