Indrømmet: Det var med paraderne oppe, at nærværende anmelder gik i gang med bogen om Lykketofts valgkamp skrevet af Ekstra Bladets til tider platte bagsideskribent, Michael Jeppesen. Men de faldt hurtigt ned. Hvis man tager bogen for, hvad den er: en humoristisk, skæv tilgang til Lykketofts valgkamp, er den charmerende, finurlig, hylende morsom, begavet på sin egen måde - og skræmmende. Kikset og sympatisk Har man set Guldbrandsens dokumentarfilm 'Lykketoft - Finalen' i søndags, har man også læst store dele af Jeppesens bog. Det er langt hen ad vejen de samme ofte barokke scener, de samme situationer, de samme replikker. Men hofnarren Jeppesen tilfører dokumentaren en ekstra dimension: Gennem sin drengede humor og charme kommer han meget tæt på mennesket Lykketoft, som viser sig at være både kikset, sympatisk, følelsesladet, kompetent - men frem for alt en politiker uden mål og med, når det gælder kommunikation. Han passer bare ikke ind i den moderne valgkamps medielogik. Viser det sig i scene efter scene. Tåkrummende pinligt Tag børnehavescenen. Lykketoft skal mod sin vilje møde op i en børneinstitution sammen med den svenske statsminister Göran Persson. Men mediernes absurditet udarter til, at Lykketoft, der i forvejen hader den slags 'klappe på håret'-situationer, trækkes langt væk fra børn og den svenske statsminister for at stå foran et TV 2-kamera, der aldrig bliver tændt. Han bander og skælder. Det er tåkrummende pinligt og komisk og viser en politiker, der ikke kan finde sig til rette i en moderne medievalgkamp, som styres af en velsmurt valgmaskine i Venstre. Ahaoplevelse En af de få gange, man oplever oprigtig begejstring fra Lykketoft, er, da han får en ahaoplevelse i valgbussen. Seks talsøjler toner frem på hans pc, og så vælter det ellers ud af munden på Danmarks længstsiddende finansminister med tekniske, indforståede sammenhænge om regeringens hule valgløfter. Han har skovlen under Fogh. Føler han. Ingen rådgivere tør modsige den for en gangs skyld glade statsministerkandidat. Bortset altså fra Jeppesen, som sætter sig ved siden af Lykketoft og siger det lige ud: »Mogens, det har du da ikke tænkt dig at formidle videre til vælgerne, vel?«. Overfladisk medielogik Budskabet er simpelthen for kompliceret til en valgkamp - efter Jeppesens mening. Han har desværre ret. Det kan Lykketoft godt se. Og det er Lykketofts store frustration bogen igennem. Hans budskaber er for komplekse. Og han får ikke lov til at tale ud. Om sammenhængskraften i samfundet. Om finansieringen af velfærdssamfundet. Og om Foghs mange løgne. Han får i det hele taget ikke lov til at lade argumenterne lyne i det offentlige rum. Han skal hele tiden tilpasse sig den overfladiske medielogik og bliver konstant afbrudt af TV 2-journalister, som hellere vil have en 10-sekunders kommentar til dagens katastrofale meningsmåling. Drop dog meningsmålingerne, mit afskårne fipskæg og mine briller, lad mig tale ud om det væsentlige, insisterer Mogens Lykketoft bogen igennem. Og får i virkeligheden først lov til det i sin afsluttende tale i Vega, som bliver rost af alle som hans bedste. Problematisk personlighed Det er Lykketoft mod medielogikken. Rigtigt er det, at Lykketoft ikke får meget forærende af medierne. Alligevel er der ingen grund til at acceptere Lykketofts nemme påstand om, at journalisterne »havde bestemt sig for deres vinkel, før de gik om bord i bussen: S skulle og ville tabe«, som han skriver i indledningen til Jeppesens bog. Det er en udbredt lidelse blandt en generation af socialdemokrater, at man kæmper mod 'de borgerlige medier'. Det er ikke just den oplevelse, Helle Thorning-Schmidt har nu, vel? Og tænk nu, hvilken god historie der ville have tændt journalisterne, hvis Lykketoft havde rejst sig og virkelig udfordret Fogh med klare, markante budskaber. Men sådanne budskaber skulle have været forberedt i årevis, før han satte sig op i bussen. Når man først sidder dér og har tre uger og en pc med søjler foran sig, er det for sent. Lykketofts problem i valgkampen er ikke hans partifarve, men hans personlighed. Han er en ærekær mand, der kan sine regneark, finansredegørelser og arbejdsmarkedsreformer på fingrene, men som ikke mestrer evnen til at brænde igennem med få stærke og forståelige budskaber. Spørgsmålet er så, om det er Lykketoft eller tidsånden, det er galt med? Tidsånden kan man ikke skifte ud, men det kan man med politiske ledere. Og det blev Lykketoft. Tæt på mennesket Lykketoft Hvilket menneske gik danskerne så glip af som statsminister? Jeppesen fremstiller Lykketoft som sympatisk, rar, omgængelig - en far eller en bedstefar, man gerne vil drikke en øl med, og som man gerne må drille. Og helt rørende er det, når Jeppesen bliver puttet af 'Lykkedrengen' på sofaen i Odensegade på Østerbro i København. Heja for Mogens, ham kan vi lide. Nu skal man naturligvis tage sig i agt for dokumentarisme. For når Mogens Lykketoft bliver fulgt af et kamera og putter den mand, som skriver en bog om ham, er det så den ægte Mogens Lykketoft, man ser? Eller er kameraet og Jeppesen med til at ændre Lykketoft? Og er Jeppesens dømmekraft sat ud af kraft, fordi han er forudindtaget i Lykketoft? Selvfølgelig. Dokumentarisme er intet sandhedsvidne. Alligevel kommer man i denne bog tættere på mennesket Lykketoft end nogensinde set før. Blandt andet fordi Lykketoft ikke er en mand, der forstiller sig. For statsministerkandidaten Lykketoft viste det sig at være et problem. For mennesket Mogens kan det formentlig vise sig at være en styrke.