Når man arbejder med videnskabelige emner - som forsker, studerende eller som almindelig prof udi et videnskabeligt fag - så ender man tit med at blive lidt nørdet, når det kommer til opslagsværker. Man knuselsker kæmpeværker, som andre mennesker i bedste fald ville finde komplet intetsigende. Eksempel? 'Kindlers Neues Literatur-Lexikon' er en klog fætter på efterhånden 23 store, stofindbundne bind. 'Hamlet' i hast Kindler - de boglige kumpaner omtaler ofte værket som en nær slægtning - er guld værd for en litterat. Her kan man nemlig slå alle hovedværker fra hele litteraturhistorien op og få dels en ganske kort gennemgang af deres handling, dels de mest kendte læsninger og analyser. På den måde kan man få genopfrisket 'Hamlet' på cirka fire minutter. Problemet med Kindler er selvfølgelig, at det koster en mindre bøhmisk bondegård - og at enkelte studerende kunne føle sig fristet til at lade sig nøje med pixi-versionerne i Kindler og så glemme de herligheder, litteraturen selv har at byde på. Kunstnerisk kraft Et andet eksempel på et vidunder af et opslagsværk kommer fra den anden side af bordet. Her er det nemlig ikke litteraturhistoriens værker, der gennemgås, men kritikhistoriens store skoler, strømninger og personligheder. I 'The Johns Hopkins Guide to Literary Theory & Criticism', som udkom første gang i 1994, kan man nyde alle aspekter af litteraturfortolkningens kunst. Og sikke indsigter. Slår man op på en helt tilfældig side - flap, flap, flap - så lander man på den britiske kulturkritiker William Hazlitt, som levede fra 1778 til 1831. Her kan man læse om, hvordan briten - der også forsøgte sig som kunstmaler i Paris i en tiårig periode - indførte det vigtige begreb 'gusto' i britisk kulturkritik. »Gusto i kunst er den kraft eller passion, som definerer et hvilket som helst objekt«, som kritikeren skrev. Ord som knytnæveslag Forfatteren til den næsten to sider lange, overordentlig velskrevne og blidt encyklopædiske artikel er den anerkendte romantikforsker Charles K. Chandler fra University of Chicago. Samme forfatter sammenfatter også Hazlitts største bedrift, nemlig hans forsøg at forny kritikkens sprog. Hazlitt ville have de kritiske tekster ud af støvet og give dem saftigt liv - altså gusto. »Hvert eneste ord skal være et knytnæveslag, hver eneste tanke skal omgående tage livtag med sin sidemand«, som han skrev. Og det var netop på grund af denne retoriske fornyelse, at hans fans var mange - især blandt forfattere. 'Skatteøen's forfatter Robert Louis Stevenson skrev for eksempel, at »Vi er alle sammen nogle fine fyre, men ingen af os skriver som Hazlitt«. Af samme grund fik han også mange fjender, og Hazlitt blev ofte angrebet af dem, han kaldte »tyranner« og »tudseædere«. Bibelmagi Så fik vi has på Hazlitt. Næste opslag er lige så tilfældigt, men en anelse mere tricky. For fingeren sidder lige præcis imellem Paul B. Armstrongs tre sider lange nærkamp med 'Fænomenologi' og så Karl D. Uittis hele otte sider lange hårkløvning af begrebet 'Filologi'. Prøver man igen, lander man i afsnittet om 'Bibelsk teori og kritik', hvor man kan læse om selve den vestlige tekstanalyses mere systematiske udgangspunkt - nemlig bibelfortolkningen, der med et fint ord hedder eksegese - og om den helt særlige form for læsning, der i folkemunde går under navnet bibelmagi. Bibelmagi er den praksis, hvor man kaster en bibel op i luften, og når den lander, så tager man det opslag, den rammer, som udtryk for en dyb sandhed. Årsagen er jo, atmange kristne mener, at Bibelen rummer hele sandheden, og at de samtidig mener, at gud står bag tilfældigheden. Altså udpeger gud meningen med alt gennem sin styrende magt over tilfældet. Sjovt nok, i øvrigt, er det jo præcis samme teknik som den, undertegnede netop har anvendt. Her var Bibelen blot erstattet af en profan litteraturbibel. Og udøver vi som læsere denne okkulte kunst igen og igen, vil vi kunne kaste os omkring i alle litteraturvidenskabens herligheder. Litterære greatest hits I den nye version er der nemlig medtaget nye kapitler om alskens emner. De 270 omhyggeligt udvalgte medforfattere har alene eller i fællesskab skrevet i alt 241 artikler om litteraturkritikkens greatest hits. Og fordi litteraturvidenskab også er en samledisciplin, der trækker på sine åndelige familiemedlemmer, er der i værket også personligheder, skoler og videnskabelige retninger, som ikke har med egentlig litteraturvidenskab at gøre, men som er vigtige for litteraturkritikken. Det er filosoffer som Nietzsche, psykologer som Freud, antropologer som Claude Levi-Strauss eller sociologer som Pierre Bourdieu. Abjekte objekter Bagerst i 'The Johns Hopkins Guide to Literary Theory & Criticism' er der indtil flere registre, så man altid kan finde det, man søger. Hvad har medforfatteren Don Bialostosky fra University of Pittsburgh i grunden skrevet om? Svaret står i forfatterindekset: 'Francis Bacon' - ikke maleren, men hans navnebror, som opfandt det videnskabelige essay. Hvor kan man læse om 'Georg Brandes'? Ved at slå op - siger navneindekset - under opslaget 'Historical'. Samme sted står der, at 'Judith Butler' kan nærlæses under både sit eget opslag, under 'Feminist', under 'Gay 1, 2, 3', under 'Gender', under 'Performance', under 'Byron' og under 'Coleridge'. Hvis man vil vide mere om et af litteraturvidenskabens mærkeligste begreber - ikke objekt, ikke subjekt, men den vederstyggelige mellemting 'abjekt' - så skal man kigge under navnet 'Kristeva'. Vil man forstå det latinske begreb 'enarratio poetarum', så skal man slå op under 'Medieval'. Vil man vide noget om, hvordan man vurderer et værks værdi, så kan man slå op under 'Value'. 'Usædvanlig præstation' Vil man vide noget om dette værks værdi, kan man slå op i en af den danske stats bekendtgørelser: »Karakteren 13 er en undtagelseskarakter«. »Karakteren anvendes ved en usædvanlig selvstændig og udmærket præstation eller et tilsvarende standpunkt, hvis forudsætning er en suveræn præstation, som viser hurtig opfattelse og fuld forståelse af et problem eller et emne, og som tillige viser selvstændig stillingtagen og overblik over større dele af stoffet og deres indbyrdes sammenhæng«.