På billedsiden har dette organ altid været pionér blandt danske dagblade. Fra de første tegninger kom i avisen i slutningen af 1890'erne over fotografiet fra 1908 og helt frem til i dag. Billedtraditionen blev grundlagt, på trods af at ordets mester Viggo Hørup ikke havde megen sans for det visuelle og illustrationernes betydning. Politiken skal jo ikke være en billedalmanak, skal han have sagt. Letfærdig proces Men billeder kom der nu alligevel i avisen, især efter at reporteren Henrik Cavling i 1905 havde overtaget bladet. Han grundlagde bladets endnu levende tradition med en række fremragende tegnere, skiftede det store 'lagenformat' ud med et mindre, men mere håndterligt og gjorde bladet mindre litterært, mere journalistisk nyhedsorienteret og underholdende. Letfærdigt, kaldte kritikere det. Som led i denne letfærdige proces skabte han endnu en Politikentradition ved i 1908 at ansætte den første pressefotograf i Danmark - den legendariske Holger Damgaard med kamera, stativ, magnesiumbomber og glasplader plus en enestående samling af 30.000 efterladte billeder på Det Kgl. Bibliotek. Den grå hverdag Damgaard blev den første i en kongerække af fremragende pressefotografer, der går over den lidt yngre Tage Christensen, ansat 1927, til Erik Petersen, ansat 1939, og videre til bl.a. den senest pensionerede Lars Hansen, der sammen med fotochef Per Folkver har stået for udvalget af Erik Petersens billeder, der udgør denne bog med forord af Kim Skotte. 700 film fra Petersens familie har Folkver og Hansen været igennem og udvalgt 150 billeder. De 117 er gengivet i bogen. Alle billederne er uden undertekster - med god grund. For hver især fortæller de uden ord en god historie fra den hverdag, den almindelige anonyme dansker gennemlevede i disse problematiske og omdiskuterede år. Kun ganske få kendte folk optræder på billederne. Det er historien om folkets anonyme krig, der fortælles. De ukendtes liv illustreres. Den historie om den grå hverdag og levevilkår, der endnu ikke er sat ord på, hverken af faghistorikere eller af journalister og andre skriverkarle, selv om den oplevedes af alle dengang. Solidarisk årvågent blik Generationerne er afbildet i forskellige situationer. Børnehavebørnene på gåtur i kæde, let påklædt ungdom på sommerens overfyldte fluepapir ved Bellevue, aldersrentenydere i skoven eller tappert på cykel i vintersnevejret, tålmodige køer foran købmandsbutikker med tobak eller foran fyldte fiskerbåde på Gammel Strand, folkelige alsangsbilleder, B&W-arbejdere i samlet opstilling på motorfabrikken på Christianshavn før det britiske bombardement 27. januar 1943, den aldrende kong Christian X til hest på morgenrideturen, før han faldt af den, Frikorps Danmark på orlov fra østfronten 'beskyttet' af civile danske nazister, den samlede tyske militære top i fuld uniform, civil ulydighed med bål- og barrikadebygning i gaden, arbejdsløse gademusikanter på hatten og professor Tribini med ensemble. Det hele er flot set og taget. Og vel at mærke spontant og ægte. Impressionistisk. Man mere end aner arbejderdrengen i Erik Petersen med dennes solidarisk årvågne blik bag kameraet. Faren ved moderne fotojournalistik er jo den arrangerede virkelighed. Et enkelt billede kan sige mere end 1.000 ord. Men billedet kan også lyve og manipulere 10.000 gange stærkere i kraft af moderne teknologi, og uden at læseren, billedkiggeren, kan se og kontrollere det. Sådanne manipulationer sker jo hyppigt i nutiden i fotografernes bestræbelser på at score kassen eller vinde prestigefyldte præmier. Den virkelige virkelighed Den britiske journalist Harold Evans, tidligere chefredaktør på Sunday Times og The Times, har for år tilbage som én af de første i et par afslørende bøger demonstreret denne fotojournalistikkens arrangerede virkelighed. Det skarpe øje på udkig efter den slags fusk - efter billeder og bedrag - behøver man ikke mobilisere over for Erik Petersen. Han er på jagt efter den virkelige virkelighed. Og han har fundet den og gengivet den. Lynhurtigt og i situationen. Med den opfattelsesevne og det blik, der er karakteristisk for den fremragende pressefotograf. Han kan se situationer, næsten før de opstår. Han fotograferer poetisk, trivielt, humoristisk, grotesk og undertiden dramatisk. Og smukt. Erik Petersen kunne. Og Politikens læsere kunne genkende og identificere billeder og situationer, da bladet i agurketiden i sommeren 2004 bragte en serie fotos fra 1940-45. Læserreaktioner er trykt i uddrag bag i bogen som eneste kommentarer til billederne. Men kig selv efter på udstillingen i Politikens forhal eller på nettet. Erik Petersen kan med sine flotte og flot reproducerede sort-hvide billeder fortælle historier fra folkets krig under besættelsen - historier, som ikke er sort-hvide, og som historikere ikke formår at sætte i ord.