Gennem kunsthistorien har ikke bare kunstnere, men også de forfattere og følsomme sjæle, der vil genoplive kunstnernes liv for at skrive deres historie, været fortryllet af Italien i almindelighed og Rom i særdeleshed. Støvlelandet har ligefrem haft den evne at kunne gøre nogle af 1800-tallets kunstnere bedre, end de var. For alle blev rejsen som et besøg i Paradisets have og hjemrejsen som en uddrivelse. Også for digteren H.C. Andersen: 'Danmark er et fattigt Land! Italien fik et Fyldehorn af Frugt og Blomster, medens vi kun fik en Græstørv og en Slaaenhæk.' Evig idyl Men det kunne have været værre. For man kan altid gå hen på Statens Museum for Kunst og se eller gense Italiens evige idyl, som den blev set af Andersen og skildret af guldalder-malerne. Og for dem, der gerne vil have oplevel-sen med sig hjem og stille den i bogreolen, er udstillingen 'Her i Italien' blevet til bogen 'Dengang i Italien', mens udstillingsarrangøren selv er blevet til forfatter. Folkeeje Hvis Hans Edvard Nørregård-Nielsen var et firedobbelt kompagni af forfattere, bestående af Hans, Edvard, Nørregård og Nielsen, ville man bedre kunne forstå den mængde publikationer, der én efter én kommer fra deres ... jeg mener, fra denne ene mands travle hånd. Og vi taler hverken om pamfletter eller småbøger. Forlaget Taschen har ikke længere eneret på at producere murstenstykke, gennemillustrerede bøger om kunsthistorie til et par hundrede kroner i udsalgspris. Gyldendal kan også være med. Men de kan kun være med, fordi forlaget med Nørregård-Nielsen har fået en forfatter, der i kraft af sine erindringsbøger er gået hen og blevet folkeeje. Også når han skriver om billedkunst. Måske fordi han allerhelst skriver om den kunst, der opleves som selvskreven til den danske kunstkanon, uanset at den har Italien som motiv. Som en farvestrålende brokade Som læser har man det indtryk, at Nørregård-Nielsen, når han fortæller om den danske guldalder, selv i dens italienske eksil, træder ind i en tid, hvor han føler sig mere tryg end i sin egen. Noget fra denne verden har han dog alligevel haft held med at trække ind i sin egen, og det er sprogtonen. Han viger ikke tilbage for at ofre lidt af klarheden, hvis han til gengæld kan gøre stilen poetisk underfundig. Han er som improvisatoren, der forlader sig på sin glimrende hukommelse og sit sprogs evne til at finde vej ind i enhver krog af sine oplevelser, for så indtrængende og vedkommende som muligt at kunne genfortælle dem i tidens lidt arkaiske stil. Og det må man lade ham: Han formår at binde en lille personlig sløjfe på næsten hvert eneste udsagn, så man har det, som om han må have oplevet det hele selv. Der er absolut intet armslængdeprincip, når Nielsen inviterer læseren med ind i denne store lune tidslomme. Metodisk afrettede kunsthistorikere, der plejer at stønne over al denne mangel på akademisk distance og forbehold, kommer næppe uden om, at vores cicerone er misundelsesværdigt godt inde i sit emne og i tidens litteratur, og at han altid kan spinde en farvestrålende brokade af det erindringsstof, andre har efterladt. Hvor mange citater hans prosa end er spundet sammen af, så taber han ikke tråden. Eller pusten. Vi andre må så prøve at holde trit både med ham, Andersen og hele kompagniet af rejsende guldaldermalere, både inden for Roms mure og uden for, i den romerske campagne. Helt til Capri, Napoli og Venedig kommer vi. Fordi digteren har været der, og Nørregård-Nielsen har været dér efter ham, meddigtende. Balance mellem idyl og nøgternhed Bogen er i sværvægtsklassen og vil i den aktuelle udgave ikke egne sig som medbragt lekture til slentreture gennem Rom. Til gengæld er den utrolig opulent illustreret, især med de malerier og tegninger, der stadfæster nærværet hos italiensfarere som Eckersberg, Dahl, Købke, Rørbye, Lundbye, Roed og H.C. Andersen selv. Men guldaldermaleriernes prospekter er krævende naboer for en moderne fotograf, der også ønsker at give bud på, hvordan Italiens herligheder kan præsenteres. Og Janne Klerks nyoptagelser kan ikke hamle op med det selskab. De har deres berettigelse ved at ville ajourføre guldalderens motiver, så man kan se, hvordan de tager sig ud i dag. Men ofte ligner de alt for meget de ferme idyller, man kender fra købepostkort. For meget 'Søndagsitalien'. Når man sammenligner med de sort/hvide fotografier fra 1800-tallet, der også har fundet vej til de mange sider, slår det én, hvor meget bedre balancen her er mellem idyl og nøgternhed. Måske er det simpelthen umuligt i dag at se disse ofte repeterede motiver med den samme uskyld, som Andersen & guldaldermalerne så dem. Måske skal man ikke engang prøve. Ikonografi og nostalgi Det har været Hans Edvard Nørregård-Nielsens sigte 'at samle så mange og vidt forskellige billeder fra tiden, at enhver kan finde frem til det gamle Rom og de dele af Italien, som H.C. Andersen passerede på sin første rejse i landet'. Andersen var ikke den eneste dansker, hvis værker og breve har vævet sig ind i dette mønster. Hele perioden blev en del af denne Italiens-ikonografi og -nostalgi. Mange af citaterne kredser om de små ting i tilværelsen, om danskernes overvejelser, udflugter og visitter hos hinanden, og man må sande og sige, at det ikke just var et sindsoprivende liv, vore landsmænd i 1800-tallet levede i landet, hvor citronerne blomstrer. Historien hugget i sten Fraregnet de håndplukkede citater fra H.C. Andersens gennembrudsværk 'Improvisatoren' er bogens mest insisterende stykke tekst det, som Meir Goldschmidt skrev efter at have stået ansigt til ansigt med udsmykningen i Titus Buen, med Jerusalems brand og templets plyndring under det romerske imperiums soldater. »Havde jeg nogensinde kunnet glemme, at jeg var jøde, havde jeg noget Øjeblik tvivlet om, at mit Folks Underkuelse var andet end en Drøm, en Indbildning, var der i mit Sind opstået den Tanke, at Historien måske ikke var andet end et Eventyr, opfundet af ørkesløse Poeter, så stod den her, hugget i Sten, uforgængelig selv i Sønderlemmelsen«. »Så nær var jeg ved hint Øjeblik, da Jerusalem faldt og Templet brændte, at jeg næsten syntes mig at være foran det og at kunne holde Begivenheden tilbage. Her var det altså, her var Øjeblikket! Fra den Stund af, da Mejslen klang i dette Marmor, begyndte det, at vi, knækkede som Nation, blev fordelt mellem Nationerne«. Jo, guldalderen havde også sine meget alvorlige øjeblikke. Selv i Italien. Men man skal lede efter dem, især i vor tids forhold til den tid.