I ingen by er fortællingen så nærværende som i Berlin. Hver en mur, hver en bygning, hver en gade emmer af historiens vingesus på godt og alt for meget ondt. Hvis det tyvende århundrede var lidelsens blev store kapitler af dens drejebog skrevet i denne by. Og udfrielsen med fra Murens fald. Historien er gået tabt Med denne by som kulisse må fotofortælleren Krass Clement virkelig have noget at berette. Men nej. Fortællingen er som forduftet i hans nye fotobog. Hist og pist er der ansatser, nogle billeder der kredser om det samme motiv; en serie billeder af ludere bindes f.eks. sammen om billedet af et blodigt papir i en rendesten. Men hvad fortæller det og hvorfor? Uretfærdig sidestilling Bogens paginering virker helt komisk, for billederne hænger slet ikke sammen, eller gør de? To ældre damer foran et udbombet hus i 1960'erne indleder bogen. Næste side viser en ung pige i en forlystelse i et tivoli i 1980'erne, hun ser ikke ud til at more sig. Siger det noget? Måske. Er sidestillingen retfærdig? Nej. Formalistisk skygge Så det kan ikke være en læsning som en film, at instruktøren Clement har lagt til rette i denne bog. Det er derimod fornemmelsen af et vældigt fravær, der samler indtrykkene af billederne, som man bladrer gennem bogen. Som det helt nye billede af en eftersøgningsplakat med billedet af en køn pige og teksten: »Navn: Max Guevara, Alder: 18, højde 1,73, Øjenfarve: brun, Pas på! Den eftersøgte person er genmanipuleret og har overmenneskelige kræfter!«. Plakaterne sider på en skurvogn og bagved er et afdækket stillads. Berlin er under forandring, og nærværet er væk. Gennem bogen tematiseres det manglende nærvær også som fotografens evindelige skygge og hans hånd, der griber ind i billedet. En forfængelig hægen sig fast i det evigt tabte, som billedet erindrer om. Så trods mange formidable skud, og ikke mindst prægtige kompositioner og små pudsigheder, så er han kun en skygge af sig selv i denne bog, hvor han i usædvanlig grad nøjes med at være formalist.