Det er en lille bog, men den bliver meget større en dag, og allerede i det koncentrerede format formår Hans Edvard Nørregård-Nielsen at give en levende forestilling om, hvad vi kan vente os, når hans endelige værk om guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye ligger færdig. Processen er den samme, som forfatteren benyttede, da han skrev sin store bog om Christen Købke. Den fik også en aperitif - 'Undervejs med Christen Købke'. Med danske øjne Det er imponerende, at man på kun 64 sider, hvoraf mange er illustrationer, bliver draget ind i Lundbyes univers, hans tid, hans tanker og naturligvis hans billeder, der i høj grad er åndsarbejder. De rummer så meget mere, end malerens øje ser, for motiverne er båret af et personligt følelsesliv og en stærk optagethed af tidens mest højspændte tanker fra Kierkegaard til Grundtvig. Og kunsthistorikeren N.L. Høyens opfordring til kunstnerne om at se med danske øjne, også på det fremmede! Det elskede fædreland Det førte til en nationalisme, der kulminerede i monumentalværker som Bissens Landsoldat og Istedløven. I deres kontante budskaber så forskellige fra Lundbyes værker, der også falder nogle år før, nemlig i årene op til 1848, hvor den 29-årige kunstner dør ved en vådeskudsulykke, da han har meldt sig som frivillig (kun bønder havde værnepligt) ved Treårskrigens udbrud, inden han nåede at komme i kamp for sit land. Fædrelandet, som Lundbye elskede »i sin moders billede«. Han sejrede altså ikke sammen med Bissens Tapre Landsoldat i Fredericia. Tænksom ung mand Der er store spændinger og dyb følsomhed på spil i talentet, og det lykkes Hans Edvard Nørregård-Nielsen at fremstille ud fra en afgrænset motivkreds omkring fødeegnens sjællandske landskab med Vejrhøj ved Kalundborg, hvor et af hovedværkerne 'Udsigt fra Bjergsøe Mark mod Vejrhøj og Dragsholm Slot' blev til (færdiggjort i februar 1840) - af sted til Glyptoteket for at gense det snarest muligt! Det er lidt af et kup for bogen, at Lundbyes billeder flere steder er sidestillet med Janne Klerks fine farvefotos af motivet i dag. Det fine ved ideen med sådan et værkstedsudbrud fra forfatteren undervejs er, at man får en spontan længsel efter at komme ansigt til ansigt med Lundbye, selv om der er overordentlig øjenkontakt, både i tegningen fra 1837 og olieportrættet fra 1841. Han er en tænksom ung mand. Han læste sin Kierkegaard og gik til Grundtvigs foredrag om det danske. Sådan som det fremgår af tegningen fra 1843, hvor en forsamling lytter intenst til den gamle på Borchs Kollegium. Den skal nok komme op til overfladen i den store bog om Lundbye. Sproglige duftranker Der er lagt spor ud til en langt mere fascinerende personlighed end med den enklere natur Købke. Lundbyes stærke moderbinding, hans fremstilling af sig selv som gammel nisse med hovedet ved hendes knæ kalder på en dybere psykologisk udredning. Han portrætterede også moderen for at have hende for øje på den italiensrejse, hvor han nok i alt for høj grad fulgte Høyens påbud om at se også det fremmede med 'danske øjne'. Oh, Danmark! Det er nok en diskussion værd i dag, og den skal nok komme med, når Hans Edvard Nørregård-Nielsen lægger det lange stræk frem, for han er i al sin indlevelse i perioden aktuelt reflekterende. Som skribent er han vidunderligt krukket, når han fletter sproglige duftranker af den dybt forsømte guldalderpoesi og somme tider er ved at kværkes i dem, så man må læse to gange for at forstå. Men hellere det end at læse de kunsthistorikere, der bare slår hø. Nørregård-Nielsen er væsensforskellig fra sin salig kollega Christian Elling, men han har den samme hang til at blive selvhenført af al sin uimodståelige viden. Og jeg kan kun sige, at det er skønt at blive ført med af dette lille præludium til et større kunsthistorisk orgelværk.