0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Yankee go home

To grovkornede angreb på amerikansk udenrigspolitik og kulturliv genopliver det værste af 1970'ernes USA-fjendtlige antiimperialisme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Hey ho, hey ho, President Bush has got to go!«. Og helst hen, hvor peberet gror.

Dét slogan var der mange modstandere af George W. Bush, der sang med på af fulde hals under det nylige præsidentvalg.

Der blev som bekendt ingen bukser af det skind, men modviljen mod den sejrrige præsident og hans regerings politik er næppe dampet af.

Blus på hadets bål
Skulle det mod forventning vise sig at være tilfældet, foreligger der nu med Tariq Alis bog 'Bush in Babylon' og forfatterparret Ziauddin Sardar og Merryl Wyn Davies' bog 'American Dream' et par brændeknuder til igen at få blus på hadets bål.

Og had er endda tæt på at være en høflig underdrivelse, når man ser, hvilke argumenter forfatterne, især Tariq Ali, bruger.

Baskende radikalt
Begge bøger er fortsættelser af værker, der har anslået samme temaer:

Bush er en neokonservativ kristen fundamentalist, den amerikanske udenrigspolitik, særlig i forhold til Mellemøsten, er imperialistisk, og Hollywood reducerer omverdenen til en kulisse, forvrænger historiske forhold til ukendelighed og glorificerer amerikanske værdier til ulidelighed.

Tariq Ali udgav i 2002 den omfattende 'The Clash of Fundamentalisms' (anmeldt i Bøger 7.9. 2002), der nu også findes i en dansk oversættelse, og Sardar/Wyn Davies udsendte samme år bestselleren 'Why Do People Hate America?' (anmeldt i Bøger 14.9. 2002).

Ud over at være forfattet af fremtrædende britiske venstreintellektuelle, som for tos vedkommende har pakistanske rødder, er det et fællestræk ved bøgerne, at de går skridtet videre i denne ombæring. Det er radikalt, så det basker.

'Modstandskamp'
Tariq Ali, den uhyre velskrivende og ditto talende redaktør af det Londonbaserede tidsskrift New Left Review, har, sorry to say, udviklet sig til en åndelig advokat for den irakiske terrorisme. Det er naturligvis ikke et begreb, han selv abonnerer på.

Han kalder det i stedet modstandskamp og drager en parallel til la resistance i Frankrig under Anden Verdenskrig.

Det lyder smukt i Alis udlægning, men forfatteren glemmer i sin historiske sammenligning, dels at de franske partisaner kun i få tilfælde udførte aktioner, der ramte civilbefolkningen, dels at den tyske besættelsesmagt konsekvent straffede uskyldige mennesker med henrettelser i klynger af 15, 30 eller 50, hver gang den havde været udsat for et angreb.

Kast et blik på situationen i Irak: Hvem er det 'modstandsfolkene' rammer? Alle, der blot i mindste måde forsøger at tage del i opbygningen af et postdiktatorisk og parlamentarisk Irak.

Manglende legitimitet
Hvordan forholder besættelsesstyrkerne - for det er de - sig til disse angreb? Ikke ved vilkårlige arrestationer på gader og stræder og efterfølgende summariske standretter.

Har Tariq Ali hørt om, at 50 irakere må lade livet, hver gang en soldat fra besættelsesstyrken bliver dræbt?

Og hvor stor legitimitet er der knyttet til en 'modstandskamp', hvor gidsler, uanset religion og nationalitet, får hovederne skåret af, og arbejdsløse mænd, der prøver at forsørge deres familier som politirekrutter, bliver sprængt i stumper af bilbomber?

Rå amerikansk magtpolitik
I Alis fortolkning handler besættelsen af Irak ikke om olie, om end det er en betragtelig sidegevinst at få adgang til store reserver af det sorte guld.

At der skulle findes masseødelæggelsesvåben i Irak har han kun hån tilovers for, og menneskerettighedsargumentet - at frelse irakerne fra deres despotiske plageånd - afviser han, med den begrundelse at undertrykkelsen i de sidste år op til krigen var kraftigt modereret.

Jamen, hvilke motiver gjorde sig da gældende? Først: vigtigheden for USA af at markere over for de arabiske stater, de asiatiske giganter, Kina og Indien, samt højrøstede europæiske lande, at amerikanerne kan gøre lige, hvad de vil, hvor de vil og når de vil. Dernæst: at hjælpe den siddende Likudregering i Israel med at fjerne en regional trussel.

Kort sagt: Tariq Ali koger et dybt komplekst sikkerhedspolitisk tema ned til at handle om rå amerikansk magtpolitik parret med jødiske interesser. Det er hørt før.

Stivnede idealer
Ideen om amerikansk verdensherredømme, eller som det hedder i den venstrekritiske sprogbrug, globalt hegemoni, gennemsyrer også Ziauddin Sardar og Merryl Wyn Davies' beskrivelse af Amerikas »farlige forfølgelse« af sin drøm som forsvarer for »det gode« og »individets ukrænkelighed«.

Den drøm, der med 'The Founding Fathers' repræsenterede essensen af den europæiske oplysningsfilosofi, har i stedet, ifølge Sardar og Wyn Davies, udviklet sig til et massivt »tab af fornuft«. Hvor der engang var forhåbninger knyttet til 'menneskeheden', har amerikanerne - hvem, hvor, hvornår og hvorfor står ikke helt klart - vulgariseret deres oprindelige idealer.

Disse fordums idealer er nu stivnet i hule fraser og falske mytologier om 'the land of the free', som uafladelig reproduceres af filmindustrien, der servilt føjer sig efter magtens anordninger om patriotisk sammenhold at any cost.

Og alt kan som bekendt købes for penge i det mægtige land mod vest, også en slagkraftig militærmaskine til brug for nedkæmpelse af opstande og opsætsighed i imperiets fjerne afkroge. For når man nærer en forhåbning om menneskehedens frelse og har styrken til at lade fantasi og realitet glide i ét, så er der bogstavelig talt ingen grænser for, hvor langt man vil gå eller hvorhen.

Onde Ole Lukøje
Den enes drøm er den andens mareridt, hævder forfatterne, som forudser, at 'læren fra Irak' - læs: at de amerikanske 'befriere' ikke blev mødt med blomster, men med sten og selvmordsangreb - vil brede sig som ringe i vandet til andre egne af den amerikanskdominerede klode. Konsekvensen vil være flere fremtidige krige og dermed mere modstand med et stadig mere radikalt udtryk. Det ligner skruen uden ende.

Amerika indtager i forfatternes fremstilling rollen som den onde Ole Lukøje, der har blindet os med sit falske stjernestøv. Vi slipper først ud af denne langstrakte rædselsnat, når »amerikanerne atter bliver en del af den menneskelige race« (sic!).

Og det gør de først, når de vågner fra deres drøm om at være bedre, stærkere og moralsk sundere end de knap 5 milliarder jordiske individer, der ikke har et amerikansk statsborgerskab.

Uforsonlighed avler ensidighed
Sardar og Wyn Davies har skrevet deres bog, kort før det amerikanske præsidentvalg gik ind i sin afgørende fase, men selv ikke kronologien kan bruges som en undskyldning for deres massive generaliseringer af 'amerikanere'.

Såvel det forrige valg som fjorårets valg har vist for alverden, at den amerikanske vælgerbefolkning er voldsomt splittet i synet på deres eget lands militære og politiske rolle i international politik.

Bushregeringen med sine stribevis af fordækte historier og mærkværdige påstande i opt