Hvis man vil genere Ulrik Høy, Weekendavisens mangeårige bagsideklummeskriver, så skal man formentlig være politisk korrekt og flink mod ham. Men det er vi nødt til ifølge god borgerlig skik, for i dag fylder han 60 år, og i den anledning har Jakob Levinsen samlet en række af Høys kommentarer og essays i bogform. Kontroversiel debattør Hvis argumentet lyder lidt knudret, får læseren undskylde os med, at det er skåret efter en høysk skabelon. Det er den slags retoriske kneb, der uge efter uge gør ham til kontroversiel debattør i konstant, ja ofte desperat - forekommer det - søgen efter en ny provokation for at leve op til sit image. Højreorienteret Nu er historiske avisklummer i bogform altid problematiske, fordi de bedste i sagens natur tager afsæt i aktuelle begivenheder. Men det er dog lykkedes Levinsen at samle et udvalg, der viser, hvorfra Ulrik Høys verden går. Den er solidt plantet til højre, når han selv skal sige det, men han kunne lige så godt sige i fortiden. Han tilbeder den hjemmegående husmoder, god bordskik, kvinders omsorgsopgaver og Højskolesangbogen. Han afskyr samarbejdspolitikernes fejhed under besættelsen og dyrker modstandsbevægelsens heltemod. Men først og fremmest hader han de kulturradikales leflen for kommunismen og manglende bodsgang for dette svigt osv. Ingen kan beskylde Ulrik Høy for at spille med fordækte kort. Værd at frede Derfor kan det heller ikke skjules, at de dumme svin i Høys univers befinder sig på eller omkring Politikens redaktion. I modsat fald ville vi have alvorlige problemer med udgivelsesgrundlaget og arven efter Hørup og Brandes. Og derfor må det være tilladt at irritere Høy med, at de suverænt bedste tekster i bogen slet ikke handler om hans kæpheste eller yndlingsaversioner. Den ene er et essay om en rundtur med en sygeplejerske fra distriktspsykiatrien et sted på Sydsjælland. Følsomt, præcist - og morsomt. Det andet handler om fordelen ved at få influenza - en helt suveræn udlægning af Høys Rasmus Modsat-fobi. Engang skrev Ulrik Høy sine klummer under mærket Platuglen, der nu desværre er opgivet. Og det er en skam. For vel er han plat. Men han er altså også en ugle. Det samme kan siges om de fem andre debattører på højrefløjen (eller er det seks), som vort land kan mønstre. Men de mangler til gengæld humor i invaliderende grad. Det gør Høy ikke. Og derfor er netop denne platugle værd at frede, hvad enten han kan lide tanken eller ej.