Bodil Udsen et geni? Bodil Udsen en folkekær skuespillerinde? I hvert fald fylder Bodil Udsen 80 og trænger til et portræt, som journalisten Irene Manteufel har leveret fint og uden mislyde og uden at løbe om hjørner med skuespilleren. Uforfængeligt portræt Det kan man vel heller ikke. Det indryk, som bundfælder sig, er en dame med sine meningers mod, ikke bange for at være modig, og ikke særlig optaget af, om hun nu er det. Sjovt nok: et meget uforfængeligt portræt af en skuespiller, som ikke havde blikket så meget henvendt på sig selv, men til gengæld er en skarp iagttager af andre. Hidsig og blid, impulsiv og eftertænksom. Sexchikane eller dovenskab Hendes storebror gik i skole med Mogens Wieth, og sådan blev hun indviet i sit arbejde. Hun kom på Det Kongelige Teaters elevskole og blev smidt ud et år efter - måske sexchikane, måske dovenskab, dette er lidt dunkelt - og så måtte hun klare sig på godt humør og originalitet. Begge dele havde hun fra sin mor, som Bodil Udsen er en beundrer af - hendes søskende (som også kommer med, jeg sagde jo, at bogen er grundig!) er måske mere i tvivl om, hvor de skal lægge vægten. Moderen fremstår som både smuk, charmerende og en anelse brutal. Men altså ikke i Bodil Udsens øjne. Modspil og debat Gennembruddet kom, da Erling Schroeder fandt hende til rollen som Winnie i 'Glade dage', og samarbejdet med ham blev til en livslang forelskelse - »jeg elsker at arbejde med dem, jeg kommer op at slås med« - og Erling Schroeder var en af de bedste til at sætte hendes temperament i kog. Og så blev de uvenner under prøverne på 'Lokomotivet' på ABC Teatret, hvor der fløj spyt ud af munden på Bodil Udsen, og Erling Schroeder troede, at hun spyttede på ham med vilje, og de ophørte med konversationerne og rejserne et helt år, indtil han gav sig. »Der var ikke noget med at give mig - for hvad fanden skulle jeg gøre?«, siger Bodil Udsen. Her er det, at Irene Manteufel viser sig som en rigtig interviewer og ikke bare en passiv budbringer. Hun svarer: »Ringe til ham eller skrive til ham f.eks.?«. Og den slags svar kan Bodil Udsen godt lide - hun trives bogen igennem markant med modspil, diskussion, debat, vrede, hun tuder og griner (meget), hun snøfter, og selv om det ikke kan komme med i bogen, kan man høre det i stemmens og pausernes kadencer. Frodig helhed Også afsnittene om H.C. Andersen viser hende som en levende og veliagttagende person; et menneske, som forstår Andersen (og som må krympe sig under indvarslingen af det forestående pr-jubilæum). Hun nævner et sted hos Andersen, hvor han griner ad Grundtvig, fordi Grundtvig havde sådan en lille fistelstemme - det er også nyt for mig. Og dermed godt set. I det hele taget er Bodil Udsen overfølsom for komik, og mange gange lige så tæt på at dø af grin som af lykkepiller og tårer. Portrættet indeholder gode minder om hendes ægteskaber, ikke mindst med Jens, forretningsmanden fra Aalborg, som blev hendes livs lys og støtte i de seneste mange år. Eventuelt kunne man have sprunget hendes feriested og hendes familie over, tænker man - men så alligevel ikke. Det er en del af den frodige helhed, som omfatter mange paradokser: galskab, arrigskab, kærlighed, kynisme, trofasthed og en sund sans, som demonterer alt for meget vrøvl og sentimentalitet i livet. Læseværdig!