I 1996 udgav Søren Mørch 'Den sidste danmarkshistorie'. Der ville godt nok komme flere, spåede han, men genren var død, fordi nationalstaten nu var lige så uinteressant som et amtsråd. De fem forfattere til de fire bøger her er næppe enige, men de er sig alle bevidst, at man ikke længere kan skrive Danmarks historie uden at forklare, hvorfor og hvordan man gør det, for nationen er ikke længere uanfægtet og fædrelandets historie ikke mere obligatorisk pensum i skolen. Allerede for 30 år siden fandt Erhard Jakobsen det som bekendt skandaløst, at eleverne ikke kendte slaget ved Brömsebro ... Kyndig fortæller Titlen på Rikke Agnete Olsens bog, der refererer til A.D. Jørgensens nationale opbyggelsesværk 'Fyrretyve fortællinger af fædrelandets historie' fra 1882, var oprindeligt '41 fortællinger om Danmark i Europa', og gad vide hvorfor man opgav den, for det er netop et af bogens hovedtemaer. Olsen er en glimrende og kyndig fortæller med sin egen tone og en evne til at gøre læseren til sin medvider, som når hun sukker over, hvor svært, det er, når så mange konger, kongesønner og hertuger på samme tid hedder Valdemar. Ambitiøst mål En række kronologiske kapitler brydes af længdesnit gennem landets historie, f.eks. om Østersøpolitikken, kolonierne og forholdet til Sverige og Norge. Kvaliteten er også her høj - de syv sider om 'Livet på landet' er en blændende skitse af dansk landbrugs historie - blot betyder Olsens forkærlighed for middelalderen, at den nyere tid forfordeles. Der er gode billeder, og det er den af de fire bøger, der kræver færrest forudsætninger. Ikke desto mindre er dens formål det ambitiøse at kvalificere læsernes historiebevidsthed og derved gøre dem til oplyste, kritiske samfundsborgere: »Man må kende sin fortid for at være i sin nutid og have en fremtid«. Fra vikingetid til terrorisme Ole Feldbæks 'Gyldendals bog om Danmarks historie', der har det mål at genskabe den danske historiske kanon, er i stort format og på flere måder lovlig traditionel. Tekstboksene, der sammen med billederne udgør halvdelen af bogen, bruges således kun til biografiske skitser - 11 af de 34 første biograferede er i øvrigt kvinder mod kun 4 af de sidste 54 - ikke til temaer som i 'Politikens Etbinds Danmarkshistorie'. Men billederne er flotte, billedteksterne relevante, og fremstillingen aldeles glimrende. Feldbæks speciale er perioden 1720-1814, som han har skildret i utallige versioner den sidste snes år, men her demonstrerer han sin brede viden og spænder ubesværet fra vikingetiden til terrorbomben på Bali i 2002 - det kan undre, at man ikke har nået at tilføje en omtale af Danmarks deltagelse i Irakkrigen - og eksperter vil næppe finde mange fejl inden for 'deres' periode. Der er lister over konger, dronninger og statsministre, en oversigt over udvalgte historiske museer, og en kort litteraturliste. Nævnes må det dog, at selv om Feldbæk skriver godt, har han en kedelig uvane. Nemlig sætningsfragmenter. Som vist skal lette læsningen. Men som snarere hindrer den. Danske korstog Michael Bregnsbos og Kurt Villads Jensens 'Det danske imperium: Storhed og fald' er den mest originalt vinklede af de fire bøger. »Engang du herre var i hele Norden / bød over England; nu du kaldes svag«, digtede H.C. Andersen, og det er også bogens tema. I perioder kontrollerede Danmark Holsten, Norge, Sverige, dele af Baltikum, Island, Færøerne, Grønland og kolonier i Caribien, Afrika og Indien; derimod var Skåne, Halland og Blekinge naturligvis ikke mere imperium end Jylland og øerne var det. (Slesvig er straks vanskeligere at afgøre). I den fredssøgende småstat efter 1864 talte man helst ikke om de danske korstog eller om hvordan Danmark i 1800-tallet blev betragtet som en tyran, der undertrykte legitime nationale bestræbelser i vort sydlige naboland. Så forskellige tyske forfattere som Karl Marx og Theodor Storm beskrev den danske politik i Slesvig-Holsten på en måde som var vanskelig at forene med det billede der herhjemme blev formidlet i skolen og i drengebøger som 'Rasmus fra Rodskov'. Overtager fortidens domme Dette glemte imperium skildrer forfatterne kyndigt og veloplagt, om end med en del trykfejl (f.eks. »poliske realiteter«, som får én til at tænke på Tordenskjold) og problemer med at tælle nægtelser (»ikke fordi det ikke skortede på vilje«). Bogen er en dygtig og diskuterende version af vores udenrigspolitiske historie, med humoristiske glimt, som når det efterreformatoriske Danmark kaldes en 'slyngelstat' og 1600-tallets militærapparat en 'krigsbevarende styrke'. Der er en kommenteret litteraturliste, og sidst men ikke mindst 48 fremragende illustrationer, valgt med originalitet og omtanke og forsynet med grundige billedtekster. I de brede danmarkshistorier kan det ofte synes noget tilfældigt, hvad der medtages og udelades, skønt valget og vinklingen gerne bunder i en ubevidst overtagelse af fortidens domme - lutheranernes om katolikkerne, bøndernes om adelen, de nationalliberales om enevælden. Og som Kurt Villads Jensen engang påpegede, forklares næsten alt med noget, der er sket tidligere i danmarkshistorien, sjældent med hvad der samtidig skete andetsteds i Europa. I 'Det danske imperium' derimod belyses for eksempel Kalmarunionen ved en sammenligning med de samtidige unioner i Spanien og Polen-Litauen, et greb der burde have været anvendt noget mere. International autoritet Endelig er der udkommet en danmarkshistorie på engelsk af kgl. historiograf Knud J.V. Jespersen. Fremstillingen er konsekvent og dygtigt skrevet for læsere uden danske forudsætninger. Der citeres fra ambassadørerne Robert Molesworth (1692) og James Mellon (1992), og der bruges dristige, men oplysende paralleller - Østersøen som 1600-tallets Persiske Golf for eksempel. Bogen består af tematiske kapitler om udenrigspolitik, stat og samfund, kirke og kultur og økonomi fra 1500 til i dag; desværre er middelalderen ikke med. Hovedtesen er at det danske velfærdssamfund er groet ud af landsbyfællesskabet og enevælden, og at nederlaget i 1864 tilfældigt gjorde os til den perfekte nationalstat, men samtidig fik os til at læse småstaten tilbage i historien. Jespersens bog er et essay med skarpe kanter og vil måske få stemplet 'kontroversiel', men fordi den er på engelsk, vil han automatisk blive en international autoritet, som det skete for Thorkild Kjærsgård, da han fik oversat sin herhjemme mildt sagt omdiskuterede 'Den danske revolution 1500-1800'. I dette tilfælde kunne oversætteren med fordel have frigjort sig mere fra Jespersens syntaks, og en række fejl burde have været fanget (en venstremand anno 1901 var ikke en 'left-winger; DDR er 'GDR på engelsk; Kjærsgårds artikel om gårdmandslinjen i dansk historieskrivning findes på engelsk og burde have været med i bibliografien). Så giv en danmarkshistorie til jul - Olsens som hadegave til historieløse niecer, Bregnsbos og Jensens til højre- og venstrefløjens hjemstavnsnostalgikere, Jespersens til svigersønnen i USA, Feldbæks til forældre og bedsteforældre, så de kan få opfrisket, hvad det nu var der skete i Brömsebro.