Hvis hjerner lignede musklerne på overarmen, ville nogen have svulmende biceps, andre små tynde pibestilke. Anmelderen og snakkehovedet Lars Bukdahls ligner umiskendeligt cykelmyggen Egons arme, De ved, den der lille snurrige myg, som Flemming Quist Møller tegnede. Det er sådan nogen halvlange, hvide, gummiagtige stilke. Ufrivillig komik I dette tilfælde opstår der imidlertid en vis, ufrivillig komik, fordi denne cykelmyg - der i Folkeskolen symptomatisk bedrev teater - her iklæder sig krønikeskriveren Saxos omfangsrige og tunge gevandter. Ud af dette kække udklædningsnummer opstår billedet af lille Egon med Saxos alfaderlige kappe hængende tre meter efter og rundt om sig. Og cykelmyggen har altså ikke altid brede nok skuldre, eller tykke nok arme, til helt at kunne udfylde Saxos kappe. Fæl selvfølgelighed Men hvad er det nu egentlig, han vil med 'Generationsmaskinen'? Ærindet er at kortlægge og beskrive dansk litteratur 'som yngst', det vil her sige 1990-2004, ud fra den præmis, at denne litteratur er vigtig og interessant (side 9). Allerede her aner man en fæl selvfølgelighed: For hvem ville mon egentlig skrive 544 sider om litteratur, de fandt uvigtig og uinteressant? Et slag på kanon-tasken Nå, grebet består yderligere i at ville anskue denne myldrende mængde tekster med to briller på: generationsbrillerne og de sociologiske briller. Første påstand er, efter meget fedtspil rundt om Borum, Stidsen, Hauge o.a., at generationer findes, at de er omtrent fem år gamle, og at der altså her er to af slagsen. Det, Bukdahl kalder for den »regelrette« generation, 1990-1996, og så den anden, den »kaotiske degeneration«, 1996-2004. De sociologiske briller dikterer, at alle disse forfattere og digtere er forbundet af andet og mere end deres tilfældige årstal; de er forbundet af venskaber og fjendskaber, af mentalitet og fælles erfaringsstof og verdenshorisont, nedenunder en flimrende individuel sværm af temperaments- og skriveforskelle - Bukdahl slår sig obligatorisk for munden og siger, som sig hør og bør, at det naturligvis bare er en konstruktion, men alligevel. Endemålet er angiveligt at skabe et saxosk Krønike-overblik og et slag på kanon-tasken. Bin Laden møder Don Quijote Rent strategisk er påstanden, at dette overblik mangler, og at kanoniseringsprocessen til stadighed er ved at køre af sporet - af to årsager. Først fordi den journalistiske omtale og det litterære anmelderi ifølge Bukdahl er overfladisk og effektjagende, styret af nyhedsværdi og livsstil, af jappet sniksnak og underholdningseffekter (alle egenskaber, der er klinisk fraværende hos Bukdahl, ikke sandt?). Og dernæst fordi den akademiske kritik er for sløv og træg og arrogant og doven, forlader sig på den træske journalistiks vilkårlige udvælgelser og generelt bare ikke er med på beatet, ikke er streetwise. Ind imellem journalisten, som er klam og dum og fadt omfavnende, og akademikeren, der er sløv og hoven og langsom, træder da kritikeren Bukdahl som den, der i egen selvmisforståelse skal redde dagen for alle disse skammeligt oversete eller miskendte eller misforståede forfattere og digtere. Som en mellemting mellem bin Laden og Don Quijote påtager Bukdahl sig ydmygt opgaven, som i øvrigt også går ud på at skelne fårene fra bukkene, med ofte ganske patroniserende falbelader. Vage beskrivelser Og hvad hævder han så? Den første generation er pæn og artig, men også meget 'postmoderne' (det er vist noget med ironi og flerstemmighed) og 'fænomenologisk' (det er vist noget med kroppen og sanserne, eller nå nej, måske noget med verden og tingene), og så befatter den sig med virkeligheden, sådan da. Den anden generation er mere barok, forvrøvlet og »forfjamsket« - et af Bukdahls yndlingsord - og humoristisk, og befatter sig stadig med virkeligheden, sådan da. Men her begynder problemerne med cykelmyggen Egons overarm at vise sig. Bukdahl afviser grundtvigiansk fnysende »fæle filosoferinger« (side 72), men erstatter dem kun med enfoldige og uforklarede ismer; den behjertede mand smider om sig med »vitalisme« og »avantgardisme« og »postmodernisme«, men det er ofte med det betegnende kodeord »cirka«. Det er sådan cirka det og det. Det gør, at en meget betydelig del af bogens beskrivelser af de pågældende forfattere og deres værker bliver vag og udflydende, baseret på en associativ og impressionistisk udpegelse af ligheder og forskelle i Bukdahls virrende familiearkiv. F.eks. ser Bukdahl meget fint, at Lars Skinnebach et sted skjult citerer Schade, men så er spørgsmålet »og hvad så?«. Forkælet og forsømt Hvad betyder det, hvad skal vi bruge det til? I nærværende sammenhæng udvikler Bukdahl ikke disse fint sete ligheder, og derved kommer de mestendels til at stå og blævre i en enorm geléklump af ufordøjede iagttagelser, der ikke for alvor kommer på arbejde. Til geléklumpen lægger sig intetsigende antiteser og fejende generaliseringer, f.eks. »Virkeligheden er blevet forunderlig og forunderligheden er blevet virkelig« (side 478). Indeed, sort er hvidt - og omvendt, og sådan er det hele vejen igennem. I fremstillingen er der i tilgift en række alvorlige problemer. Hvis man fjernede Bukdahls mange lammende kedsommelige referater af de udvalgte værker, hans tomt beskrivende adjektiver, hans hang til perfidi, hans ubegrundede (ubegrundelige?) smagsdomme, hans opremsninger af navne, hans uhyre lange citater, ikke mindst af sig selv, antager jeg, at bogen ville skrumpe fra 544 til 54 sider. Cirka. Og ville blive til en betydeligt bedre bog. Dertil kommer, at kritikeren Bukdahl i mangt og meget minder om et på samme tid forkælet og forsømt barn: Manden skriger konstant op for at blive Set & Hørt (ja, undskyld mig, men man bliver altså godt mør efter 544 sider), og der er noget både infantilt og autoritært ved hans smagsdomme. Sød lille skildpadde Bukdahl vil skelne mellem »god« og »dårlig« litteratur og undgå alle »journalisternes« leflen for Tidsånden og ungdommen (hvorved han rask vælger at ignorere, at han arbejder på en ugeavis), men han hverken kan eller vil forankre disse domme og kriterier i andet end noget, der umiskendeligt ligner en banalt småborgerlig »god smag« i pagt med netop den fordømte tidsånd. 70'er-knækprosa er noget lort (side 115), Alt for Damerne og Jens-Christian Grøndahl er kitsch; Kirsten Hammann, Pia Juul og Christina Hesselholdt er inderligt gode. Jovel, og Finn Juhl og PH laver pæne ting, mens Ilvas rædsler forvises til pøblen. Alt sammen meget pænt, konformt, artigt og frygtelig forudsigeligt - trods de mange besværgende påkaldelser af avantgardisme og anti-autoritær frækhed. Kunne man forestille sig Bukdahl skyde på sin egen avis eller en af de vigtige magtfigurer i miljøet, som f.eks. Hesselholdt? Han tør i hvert fald ikke her i bogen. Bukdahl nævner »æstetisk specificitet og litterær individualitet« (side 490), og sådan noget som »charme« og »sprogtone« (side 491) som yderligere kriterier, men det forklarer ingenting, det er jo netop blandt de ting, der selv kalder på en forklaring? Basalt er Bukdahl, hvis ikke cykelmyg, så sandelig da også en af de søde små skildpadder i Viggo Madsens forhave, som han så godt kan lide (side 505), og som i en særlig nuttet variant (eller er det en frø?) pryder forsiden. Egomani og tomgang Bukdahl er en sød dreng, med alt sit insisterende »ja, jeg vil så« (side 121). Og det er der ikke noget galt i, tværtimod. Det er bare ømt, når denne opmærksomhedshungrende skildpadde på skift poserer som Saxo (krønikeskriveren), Conan the Barbarian (slagteren fra Pilegade) og Georg Brandes (den modne verdensmand); og ømt også, når den selvbevidste sprogrevser diverterer med elegante vendinger som »det klart mest spændende« (side 248). Det er især illustrativt at sammenligne med Georg Brandes. Brandes var jo kosmopolit, belæst langt ud over skønlitteraturens grænser, dybt engageret i politik, filosofi og åndshistorie, konstant betonende det livsalige ved et åndedræt mellem Verdens og Danmarks litteratur, og så ublu åndsaristokrat. Bukdahls længste rejse - som beskrevet her - er mellem Århus og København (jo, og så til Long Island, men så flintrede han også hjem efter 14 dage); han ved ikke en brik om alt det, der ligger uden om litteraturen, han virker mærkelig lokalpatriotisk i sin demonstrative venden ryggen til alt det, der ikke snævert er 'litterært', han afskærer dansk litteratur fra verden udenom, indhegner litteraturen i en (sin) sandkasse, der vist kun lige akkurat når til Brabrand eller Viborg, men så heller ikke længere. Om Katrine Marie Guldagers roman 'Det grønne øje' (1998) hedder det næsten servilt og kuet, at man som læser fik fornemmelsen af at skulle »lære at læse på en helt ny måde« (side 441) - uden at ville forklejne romanen, så er der jo altså nok mere radikale og mærkelige forgængere rundt omkring i verdenslitteraturen, og måske endda også i den danske? Endelig var Brandes (og såmænd også Skt. Borum) en åndsaristokrat med eget palads, men i åndernes rige kan det vist højst blive til en lille 3-værelses til Bukdahl. Og det er også o.k., hvis ikke det var, fordi det alt sammen avlede en stemning af desperat klaustrofobi og en næsten fysisk fornemmelse af enerverende kedsomhed ved de plagsomt mange gentagelser og referater. Her er, for at citere fra en af de uendeligt mange ufrivillige selvbeskrivelser narcissisten leverer, »alt, alt for meget kværn« (side 367), egomani og tomgang. Kærlighed til litteraturen Når det er sagt, må jeg dog også tilføje, at der skam er forsonende og opmuntrende, ja ligefrem pragtfulde træk. Trods udmærkede antologier og enkelte artikler fylder 'Generationsmaskinen' unægtelig et hul, hvad angår kortlægningen af den yngste litteratur. Og hvis dette bestemt ikke er videnskabeligt (trods Bukdahls ret aparte påstaQnd herom side167), så er det i hvert fald brugbart som utroligt maxikatalog og opslagsværk over hele periodens hændelsesfelt; vi får vitterlig en stor bunke rå data serveret, samt det der ligner en udtømmende litteraturliste og et navneregister, så hvis man (dansklærere og elever, studerende på Nordisk, journalister, folk fra den litterære verden) vil vide noget om, hvad der foregik, så er denne bog foreløbig særdeles nyttig. Bukdahl anstrenger sig pletvis voldsomt for at være mindre koket selvsmagende, og enkelte steder lykkes det faktisk; jeg holder også af hans ublu venskabserklæringer med f.eks. Blendstrup. Enkelte domme er, om end ubegrundede, efter min mening lige i bull's eye (f.eks. om Mads Brenøe side 61, Anders Søgaard side 293, Nørup-Nielsen side 298), og så er der jo Bukdahls notoriske begejstring for og engagement i og kærlighed til litteraturen: Meget kan man sige om ungersvenden, men ligeglad, det er han ved gud grød ikke. Og særdeles vidende, inden for sin lille afgrænsede sfære i tid og rum, det er han unægtelig. Og der er meget andet godt, som ikke er røget med her, fordi Bukdahls uheldige stil har stjålet så meget plads. Hurra og tillykke Som frenetisk krønikeskriver (så skidt da), som hidsig og munter ambassadør, som umoden og patologisk partisan i polemik, som bøvet connoiseur (også det, f.eks. side 285 hvor »man fornemmer«), og da også som uhyre fintmærkende og sensitiv vejrhane er Lars Bukdahl et unikum. Gudskelov, havde jeg nær sagt. Men gennem alle mine forbehold - jeg har også nydt godt af Bukdahls neurotisk tyndbenede polemik - må man anerkende, ja ikke bare nølende anerkende, men også helhjertet råbe hurra! for dette dybt problematiske og meget gavmilde bidrag til studiet af litteraturen for lidt siden og lige nu. Mine to yndlingsafsnit ligger midtvejs. De handler, måske symptomatisk, om skepsis. Fra side167 til 170 bekender Bukdahl, at han har sorte dage, hvor han ikke kan tåle al den dydigt begavede og civiliseret pæne 90'er-litteratur. Og i 'Mellemspil: Min generation' går han planken ud med sin narcissisme, og beretter om sin løbebane fra læsende dreng til skrydende kritiker - og her er Bukdahl god, langt mindre poserende og neurotisk, ja jeg ville næsten foreslå Bukdahl at lade sig pensionere nu som kritiker og i stedet begynde at skrive sine »memoirer fra en endnu levende« råt ud. Se, det kunne blive en god historie. Jeg er selv blevet smittet af Bukdahls maksimalistiske stil, ser det ud til, og det er vel også en slags tribut. Men derfor vil jeg alligevel gerne gentage mig selv og fremklemme endnu et hæst kvækkende og udmattet (mine øjne er helt kvæstede efter endt læsning) hurra og tillykke til den grundlæggende flinke og artige Bukdahl Jr. Og tillykke, trods alt, til alle de unge og yngre forfattere og digtere, der nu skal ned i boghandlen og glædes eller græmmes. Til begge parter: Husk nu bare, at Bukdahl er en yngre mand fra Århus, hverken mere eller mindre, og at alt i denne verden forgår, også cykelmyggen Egon, Saxo - og alt for snakkesalige anmeldere som Deres undertegnede.