Vi kender alle sammen de små letlæste antologier over kærlighedens ord - præsenteret på natbordet tilbyder de en behagelig indslumring, og hvis forfatterne er kendte - det er de som oftest - bliver læsningen til en uanfægtet nydelse. Sådan sagde Diderot og Oscar Wilde, dette mente Rousseau og Balzac, og det skal nok være sandt i øjeblikket. 'Tværtimod' Men hvad med at være kritisk og opmærksom på forfatternes fejltagelser og tidsbestemte misforståelser? Hvad med at sige 'tværtimod' til den skråsikre mand og kvinde, og hvad med selv at udtale sig - med alt, hvad det indebærer af tvivl og fortrydelse? Joe - tjoe ...! Irriterende aforismer Suzanne Brøgger har livet igennem selv udtalt sig om kærlighed, ofte med en skarphed og ukonventionel dialektisk præcision, som endnu varer ved i sindet. 'Fri os fra kærligheden'. Ja tak. 'Ja'. Ja tak. Hun kan jo selv, og derfor forekommer det vist også en smule fattigt at sætte hende til at læse de små aforismer og tilbyde sin omfortolkning og irritation. Hun har taget opgaven på sig - her skal dementeres - men det havde klædt hende at forholde sig frit og ikke kun modsigelseslystent til teksterne. Tynd feminisme Når man læser aforismerne, kan man godt selv lægge til og lægge fra. Nogle af dem forekommer forældede. Hvad mener man f.eks. om Bismarck, som sagde, at han havde mistillid til politikere, der bar lange skørter, hvad enten det nu var politikere eller gejstlige. Er det et udsagn om kærlighed eller om politik? Det sidste, tror jeg. Og Suzanne Brøggers modreplik er ikke andet end tynd feminisme: »Politik i bukser er nu heller ikke noget at råbe hurra for«. Bitter desillusion En mand, der hedder R.W. Chambers - jeg kender ham ikke - skrev, at en kvinde aldrig glemmer en mand, der har kysset hende. Hvortil Suzanne Brøgger svarer: »Kan hænde, at kysset huskes, men manden glemmes«. Det tror jeg er noget vrøvl. Men tænk selv efter. Værre er det, at hendes desillusion (som skal gøre op med tidens anklager om at være naiv) får hende til at vrænge ad sandheder, som egentlig virker ret rimelige. Marquis de S.: »Kærlighed er en sang, der begynder med en solo, fortsætter med en duet og ender med en trio«. Suzanne Brøggers kommentar: »Der i reglen spiller falsk«. 'Os er helvede' Bedst er Suzanne Brøgger, når hun giver fanden i fornuften og forsøger sig med en galsindet, normgivende modindsats, som selvfølgelig kan være hen i vejret, men som dog er noget. Madame d'Arconville hævder, at kvinder pynter sig for at behage, for at glæde elskeren eller for at finde en ny - Suzanne Brøgger siger, at man navnlig bør pynte sig for påskeliljerne og poplerne, musvitterne og mælkebøtterne. Eller for postbuddet. Man bør pynte sig. Og en anden skønånd foreslår, at kvinden er en gåde, og at hun hader den mand, som gætter den. Hertil Suzanne Brøgger: »Oh, at være en gåde ... eller hvad med en høne?«. Det er ikke skønnatlæsning, men det går an. Dronningens henførte snak om dig og mig og »os« får også et ord med på vejen: »Os er helvede - den bundløse fortvivlelse og fortabthed«. Sagt af den tresårige.