Man kan sige det lige så mange gange, man vil: Israel er et normalt land, hvis politik og handlinger skal vurderes fuldkommen som alle andre landes. Hverken værre eller bedre. Det lader sig bare ikke gøre i praksis, for Israel er ikke et normalt land, og dets handlinger og problemer vækker voldsomme følelser, der rækker langt ud over både landets grænser og dets 'virkelige' betydning. Kritik af Politiken Det har mange konsekvenser, en af dem, at Israel er et ualmindeligt vanskeligt land at dække for aviser og andre nyhedsmedier. Næsten uanset hvad de gør, vil de blive kritiseret for at være partiske i den ene eller anden retning. Et større antal danske jøder indrykkede eksempelvis for et par år siden en helsides annonce, i hvilken de beskyldte nærværende dagblad for at være antisemitisk. Skæbnens ironi Få medier har oplevet dette i så høj grad som den liberale britiske avis 'The Guardian', der i de senere år er blevet lagt for had af yderligtgående zionister, kaldt antisemitisk og udsat for massive internetkampagner. Som den israelske journalist Daphna Baram skriver i 'Disenchantment', sit interessante studie af forholdet mellem The Guardian og Israel, er det på mange måder skæbnens store ironi, at just The Guardian skulle ende det 20. århundrede med et ry som en antisemitisk avis. Fra kærlighed til had Århundredet startede mildt sagt anderledes. The Guardians legendariske redaktør Charles Prestwich Scott, der styrede avisen fra 1872 og 57 år frem, var en af zionismens allerstørste støtter. Han introducerede bevægelsens britiske leder Chaim Weizmann (senere den første israelske præsident) for Storbritanniens førende politikere og bidrog afgørende til, at udenrigsminister Balfour i 1917 afgav sin berømte erklæring om, at det britiske imperium støttede og ville bistå med virkeliggørelsen af zionisternes drøm om oprettelse af en jødisk stat i Palæstina. Endnu mere udtalt blev The Guardians støtte til den zionistiske sag under Scotts efterfølger som chefredaktør, William Percival Crozier, der ledede avisen fra 1932 til 1944. Som Baram dokumenterer, forvandlede Crozier reelt avisen til en del af den zionistiske bevægelse. Han konspirerede med zionistiske ledere og diskuterede helt åbent, hvordan The Guardian bedst kunne bistå bevægelsen og sikre oprettelsen af en levedygtig jødisk stat. Tættere kunne forholdet næppe blive, og i dag ville mange journalister nok synes, at The Guardians bånd til zionismen frem til oprettelsen af staten Israel var lige lovligt nære. Men hvordan er det, der startede som et kærlighedsforhold, endt i en hadefuld skilsmisse med dødstrusler og vandalisme mod bladets korrespondent i Jerusalem? Mild tone Det er det spørgsmål, Baram gennem en analyse af The Guardians dækning af Israel forsøger at give et kvalificeret bud på. Og dermed også et forsøg på en forklaring på, hvordan glansen med europæiske øjne gik af Israel. For The Guardians udvikling er selvsagt ikke unik, den er repræsentativ for store dele af det liberal-humanistiske miljø i Vesteuropa, og Barams bog derfor også interessant for en langt bredere kreds end pressehistorikere og mellemøstfreaks. Det er Israels historie set gennem en ganske særlig linse - The Guardians dækning og holdninger - og gennem den, hvordan den offentlige mening i Europa er gået fra enorm sympati over for Israel til uhyre skepsis og mistro. Udviklingen er naturligvis i hovedtræk velkendt. De første, meget spæde mislyde i forholdet kommer allerede med uafhængighedskrigen i 1948 og de palæstinensiske flygtninge. The Guardian slår forsigtigt til lyd for, at Israel skal behandle sit arabiske mindretal ordentligt, og at det kun vil skade sig selv, hvis det undlader at gøre dette. Og tonen forbliver meget mild frem til 1956-krigen. Her begynder bladet at være mere kritisk, men stadig dog meget beskedent og med en tone af 'gode råd', der skal 'redde Israel fra sig selv', som Baram udtrykker det. At Israel og dets indbyggere grundlæggende vil alle det godt, sættes der ikke spørgsmålstegn ved. Pressens magt - og ansvar Først i 1967, med besættelsen af Gaza og Vestbredden, begynder ordene at blive lidt mere barske. The Guardian er fra starten imod besættelsen, imod bosættelserne og - selv om betydningen af PLO undervurderes - fortaler for palæstinensernes rettigheder. Invasionen af Libanon i 1982 og massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila forsurer yderligere forholdet, og fra den første intifada begynder i 1987 og frem, er The Guardian en decideret antiisraelsk avis. Eller er den? Ikke ifølge Baram, der efter sin gennemgang af avisens dækning fuldkommen afviser beskyldningerne om såvel antisemitisme som antizionisme - tværtimod holder avisen ifølge hende fast i sin prozionistiske grundholdning. Der har været enkelte svipsere, men mest af alt understreger Barams gennemgang, i hvor utrolig høj grad avisen og de skiftende chefredaktører konstant har forsøgt at bevare en afbalanceret dækning af konflikten. Med sin grundlæggende liberale redaktionelle linje hælder avisen selvsagt mere i retning af fredsfløjen end Ariel Sharon og Likud, men selv kritikere af avisen vil formentlig blive overrasket over, hvor stor en indsats der er gjort for at være neutral. Er man bekymret over pressens magt, og om journalisterne tager den tilstrækkeligt alvorligt, er Barams analyse beroligende læsning. Flertallet af de nuværende og tidligere Guardian-folk, Baram har talt med i forbindelse med bogen, er endog meget reflekterede omkring både avisens og deres helt personlige rolle og ansvar i forbindelse med dækningen af konflikten. Politiken-analyse ønskes Men hvorfor beskyldes The Guardian så for at være antisemitisk? Er det bare jøderne, der er hysteriske, eller stikker der mere under? Det har været meget debatteret også internt på The Guardian, og svaret kommer i høj grad an på, hvad antisemitisme betyder, herunder især hvor langt kritik af Israel kan gå, før det bliver antisemitisme. Debatten er regelmæssigt også oppe og vende herhjemme, og mens der næppe er noget endegyldigt svar på, hvor grænsen går, er Barams gennemgang af den britiske debat oplysende. Er Israel virkelig blevet jødernes nye 'kollektive synd', som de skal tage afstand fra for at kunne deltage i den offentlige debat? En anden faktor, Baram fremhæver, er, at kommentarer og personlige holdninger er blevet mere og mere udbredte i The Guardian. I gamle dage var der lederen og et par eksterne indlæg, resten var 'rene' nyheder. I dag er der snesevis af kommentatorer, analytikere og almindelige journalister, der alle fra tid til anden kommer med deres uforgribelige mening om Israel. Avisen er med andre ord blevet mindre uniform, og det er derfor blevet lettere for paranoide e-mailere at sende hinanden citater fra avisen, der 'beviser' dens antisemitiske linje. Samme udvikling har aviserne som bekendt fulgt i Danmark, og under læsningen af Barams bog kunne undertegnede ikke lade være med at håbe, at der en dag bliver skrevet en tilsvarende undersøgelse af nærværende avis og dens holdning til Israel. Ligesom Barams studie af The Guardian ville det være spændende læsning.