Når man fylder 75, er der meget, som er for sent - for de fleste. Men man kan også have nået sine mål på en tilfredsstillende måde, og man behøver ikke længere at være bange for at støde an og støde på. Det gælder skuespilleren Henning Moritzen, som Niels Birger Wamberg udsender en vellykket, ukonventionel og interessant samtalebog med. Ingen plads til ydmyge floskler Det er ikke, fordi Niels Birger Wamberg ikke ganske let overskuer Henning Moritzens personlighed. Den er højrøvet! Men personligheden er samtidig beskeden, sandfærdig, usentimental og ganske disciplineret omkring sit fornemste virke, skuespilkunsten. Her er en skuespiller, som ku' (som ka'!), og denne skuespiller gider ikke plante de sædvanlige ydmyge floskler og slå syv kors i luften for sin kunst og af hensyn til sine medier. Ingen konkurrenter Han kunne spille de store roller, han fik derfor de store roller, og han blev vores førstemand i faget, efter at andre skuespillerhelte afgik ved en for tidlig død. Mogens Wieth ikke mindst. Fra de 50 års virke, heraf mange år på Nationalscenen, husker man Henning Moritzen med stor og realistisk fornøjelse - og det gør han også selv, for han fik altså de roller, han kunne ønske sig. Det giver psykisk overskud. »Konkurrenter synes jeg ikke, at jeg har haft ... Der har ikke været en flig af jalousi ... jeg beder dig om at stole på, hvad jeg siger«, siger skuespilleren. Niels Birger Wamberg: »Ikke om det kunne falde mig ind!«. Spillede de andre skuespillere ned Det sjove er, at læseren faktisk stoler på Henning Moritzen. Her er ingen bitre udsagn, og hvorfor? Ak, herregud - Erasmus Montanus, Klint i 'Genboerne', 'Teenagerlove', 'Gustav III', 'Svejk i Anden Verdenskrig', 'Den glade enke', 'Den herskende klasse', 'Misantropen', Holberg, Ibsen, Norén (men hov - hvor er Shakespeare blevet af?), Niels Bohr i Michael Frayns 'Copenhagen'. Plus et utal af film, 'Poeten og Lillemor', 'Forelsket i København', 'Harry og kammertjeneren', 'Tænk på et tal', 'Her i nærheden' - og sidst, men ikke mindst Thomas Vinterbergs 'Festen', hvor han, trods en privat modbydelighed ved rollen, spillede samtlige de andre skuespillere ned. Ingen sentimentalitet Kan hans succes have noget at gøre med, at han er uræd? At han er jazzmusiker og gøgler på bunden? Ikke engang mindet om Ingmar Bergman skræmmer ham. Næe, bekendtskabet er gledet ud. De andre skuespillere var ellers temmelig hunderædde for den svenske stjerne. Et citat fra Ebbe Rodes 'Lys badet i skygger' (1984) er snedigt anbragt af Wamberg midt under samtalen med Moritzen. Ebbe Rode: »Jeg gentager: Kære Ingmar! Jeg er næsegrus af beundring for den del af dit værk, jeg kender, og den dag du tog mit hoved mellem dine hænder, så mig intenst ind i øjnene og spurgte: »Ebbe! Hvad är du rädd for?«, følte jeg mig ikke ydmygende barnliggjort, men grebet ... ømheden bag din styrke og din fascinerende magi ...«. Bergman skulle lige ha' prøvet at gribe Henning Moritzen om hovedet. Jeg tror ikke, at seancen ville have bekommet Moritzen så vel. Bogen er underholdende og rummer også private minder om barndommen (et svalt-overlegent blik for faderens hulhed) og de mange års samliv med Lise Ringheim, som stadig står op sammen med ham på Grøndalsvej, når natten glider over i morgentusmørket. Men sentimentalt? Ikke for fem flade øre.