Endelig får Gitte oprejsning. I en stribe til det ærbødige grænsende respektfulde artikler om Per Højholts forfatterskab figurerer pludselig nogle overvejelser om hans mest kendte og mindst analyserede digte, 'Gittes monologer'. De har været fortiet, det har været en lille smule pinligt at berøre dem i akademiske sammenhænge, siger skribenten, af en enkel grund: De var jo så »rasende populære«. Bukdahl ruller bedetæppet ud Nu får vi omsider noget klogt og klart at vide om dem. Højholt »er glad ved sproget, og det er den glæde, der med Gitte bærer frugt«. Forfatteren til de ædruelige betragtninger om denne miskendte del af forfatterskabet er Lars Bukdahl, som ellers - også i to andre artikler om Højholt-værkets ædlere dele i samme bog - ruller bedetæppet ud, så det forslår. »Enhver udlægning af Per Højholts digtning risikerer at gentage Højholts egen udlægning«, indleder Stefan Kjerkegaard sin artikel. Det gælder de fleste af de 15 artikler i (samt titlen på) '& højholt, portræt af en praksis'. Associationsbølger Per Højholt yndede at proklamere, at hans egen person var ligegyldig, og hvad han ville med det, han skrev, var helt ved siden af. Kun at han skrev var vigtigt. Denne myte om 'afpersonalisering', om 'afsymboliserende manøvrer', om skriftens egen skriven osv. er så blevet andægtigt gentaget år ind og år ud. Humoren i Højholts vers har ikke haft gode dage under al den patos på skriftens vegne. To af antologiens artikler er forfattet af lektor Carsten Madsen, som på næste fredag forsvarer en diger disputats om Per Højholts filosofi og digtning. Metoden i bogens ikke så mange digtanalyser er hverken strukturalisme, dekonstruktion eller nykritik, men en art associationsbølger, lagt i cirkler omkring teksterne. Bedst virker Madsens metode egentlig, når han helt udelader Højholts skrifter og i stedet koncentrerer sig om hans skrift eller 'skriven', som er det foretrukne udtryk. Resultatet er en art væsensskuen uden empirisk distraktion, i den store franske tradition. Højholt snakkes efter munden Der er ingen egentlig fremadskriden i Carsten Madsens komposition, heller ikke nogen konklusion, hvor han opsummerer de resultater, han selv mener at have vundet. Som stedfortræder for denne nødvendige del af en doktorafhandling fungerer sidste kapitel, om Højholts sidste bog, romanen 'Auricula', fordi det, der kan uddrages af romanen, nemlig »også synes at fungere som konstituenter med større eller mindre effekt i den øvrige del af forfatterskabets tekster«. Romanens 'konstituenter', dvs. dens afgørende kendetegn, viser sig at være så abstrakte - f.eks. gentagelsen - at der ikke bliver nævneværdig forskel på lyrik og prosa, og romanlæsningen derfor kan bruges til at opsummere, hvad også digtene står for. Carsten Madsens disputats siger meget om den især franske tradition for litteraturfilosofi, den præsenterer. Nye indsigter i selve Højholts digte må nok vente, til det ikke længere er så påtrængende at snakke teoretikeren Højholt efter munden.