'Fodfejl' kalder tidligere udenrigs-minister Uffe Ellemann-Jensen sit lange essay om den kolde krig og dansk udenrigspolitik siden 1945 med sig selv i hovedrollen og med særlig vægt på stridighederne mellem ham og Folketingets flertal i perioden fra 1982 til 1988. Misvisende titel Titlen skal give associationer til 'fodnoter' og 'fejl' - i tennis er fodfejl en overtrædelse af baglinjen ved serv. Men den er for så vidt misvisende, da forfatteren bestemt ikke betragter fejlene som mindre og tekniske, men derimod som afgørende svigt, der har belastet ikke kun Danmarks sikkerhed og omdømme, men været til alvorlig skade for hele den atlantiske alliance. Dobbeltspil Hovedskurkene i dette drama udnævner Uffe Ellemann-Jensen allerede i fortalen. Det er Socialdemokratiet og dets ledere. Svæklinge og opportunister næsten alle til hobe. Stauning svigtede Danmark før krigen. Hedtoft indså ikke i tide nødvendigheden af den vestlige alliance, men måtte nølende trækkes ind i en dansk accept af NATO-medlemskabet. H.C. Hansen kørte dobbeltspil i striden om atomvåben på dansk jord (men Uffe Ellemann-Jensen tilgiver ham, for i disse sager behøver man ikke at sige (hele) sandheden). Partitaktiske motiver Jens Otto Krag fremsatte et farligt paradeforslag om internationale våbeninspektioner på Grønland, samtidig med at han fortav de amerikanske kernevåben i Thule. Anker Jørgensen var en opportunist, der af rent partitaktiske grunde vendte sig mod opstillingen af NATO's mellemdistanceraketter, krævede forhandlinger om Norden som en atomvåbenfri zone, som led i en almindelig udtynding af atomvåben på begge sider af jerntæppet, og ønskede, at Danmark skulle tage afstand fra Reagans stjernekrigsprojekt. Jeg - Svend Auken - fremkaldte bevidst raketvalget i 1988 for at genvinde regeringsmagten og var i øvrigt ikke til at regne med. Poul Nyrup Rasmussen forkludrede folkeafstemningen om Maastricht - så jasiden tabte - og fik bagefter indsat de ulykkelige EU-forbehold. Mogens Lykketoft var allerede i sin studietid på det gale hold over for Sovjet, og i modstanden mod Irakkrigen var det igen rent partitaktiske motiver, der drev ham. Drøje hug falder der også til Kjeld Olesen og Lasse Budtz, mens Hans Engell er den eneste borgerlige politiker, der må føle forfatterens kniv. Kampen mod atomvåben 'Fodfejl' er et partsindlæg, hvor alle oplysninger og episoder, der ikke taler til fordel for USA og forfatteren - dramaets to helte - er udeladt, og hvor alle de medtagne forløb skildres med et væld af fordømmelser og moralsk løftede pegefingre. Fremstillingen er journalistisk velskrevet. Den er fræk og provokerende, men samtidig minder bogen konstant læseren om, hvorfor Ellemann blev en så isoleret og kontroversiel skikkelse i dansk politik. Hvor havde det været velgørende, hvis Uffe Ellemann-Jensen for en gangs skyld havde prøvet at forstå sine modstanderes holdninger som andet end svigt og partipolitisk taktik. Var Anker Jørgensens indsats for Norden som atomvåbenfri zone rent opportunistisk, eller var hans modstand mod et nyt våbenkapløb i Europa kun oppositionspolitik? Vi, der var tæt på Anker Jørgensen, ved, at Ellemanns karakteristik af ham og hans holdninger er helt forkert. Ligeledes ved ethvert medlem af den daværende socialdemokratiske folketingsgruppe, at jeg i 1988 samtidig med debatten i folketingssalen om eventuelle kernevåben på besøgende krigsskibe stod i gruppeværelset og kæmpede for (bl.a. mod Anker Jørgensen, som ikke troede Ellemann over en dørtærskel), at Socialdemokratiet skulle stemme ja til regeringens forslag til dagsorden, som jeg var sikker på, at regeringen og dets støtteparti, de radikale, ville sikre kom til afstemning først. Det uforsonlige skær Men naiv, som jeg var, røg jeg lige i en (VKR-?) fælde, der skulle bane vejen for valg, udsmidningen af CD og KrF af regeringen og inddragelse af fem radikale ministre i regeringen, ved at de radikale til alles overraskelse pludselig ikke ville stemme sammen med Schlüter-regeringen i dette procedurespørgsmål. Jeg ønskede brændende at undgå valg om sikkerhedspolitikken, men blev lokket i en snedig fælde. Mange har ønsket alle dokumenter fra dette begivenhedsforløb omkring opspillet til folketingsvalget offentliggjort, herunder samspillet mellem Udenrigsministeriet, den amerikanske ambassade i København og State Departement. Det ønske støtter jeg fuldt ud. For mit eget vedkommende var jeg var helt enig i den sikkerhedspolitiske kritik af USA's og NATO's strategi over for Sovjet, men jeg var indadtil kritisk over for det alternative flertals ønske om mange vedtagelser i Folketinget. Der blev gennem konfrontationerne i folketingssalen mellem flertallet og Uffe Ellemann-Jensen skabt et uheldigt billede af dansk udenrigspolitik, og jeg følte, at det 'alternative flertal' snedigt blev brugt til at legitimere de radikales støtte til Schlüter-regeringens indenrigspolitik. For mig var og er dialog og forsøg på fælles holdninger i dansk udenrigspolitik noget helt afgørende. Det lykkedes til sidst i europapolitikken (der havde forfatteren og jeg et fortrinligt samarbejde, selv om han i bogen lidt uklædeligt tager hele æren for vores vellykkede samarbejde), men i sikkerhedspolitikken stødte vi alt for ofte på et uforsonligt skær, der hed Uffe Ellemann-Jensen. Bevidste udeladelser Man kan i høj grad diskutere, om det, oppositionen gjorde i Ellemanns udenrigsministertid, altid var det rigtigste og det klogeste, og her har Ellemann naturligvis lov til at deltage. 'Fodfejl' skal i så henseende være velkommen, men det ville have klædt den og givet den troværdighed, hvis forfatteren ikke bevidst havde udeladt omtale af alle de pinlige episoder i hans ministertid. Udenrigsministeriets udlevering af 18 DDR-flygtninge - mænd, kvinder og børn - fra den danske ambassade i Berlin til Stasi og østtysk fængsel i september 1988, eller det efterfølgende engagement med en notorisk østtysk menneskehandler, eller det hjemlige cover-up af begivenhederne og den danske regerings rolle, er ikke omtalt med et ord i 'Fodfejl'. Støtten til Saddam Husseins oprustning og invasion af Iran og undertrykkelse af shia-folket under Iran-krigen nævnes heller ikke i bogen. Afghanistan omtales, men ikke den danske regerings støtte til Reagans ulykkelige bevæbning og finansiering af islamiske fanatikere i Afghanistan (Taleban og Osama bin Laden er de ubehagelige resultater af den politik). Det samme gælder støtten til contraerne i Nicaragua. Ikke et ord. Forskellige tolkninger af kommunismens fald Mest skuffende er det dog, at Uffe Ellemann-Jensen ikke finder plads til en selvkritisk passage om sin og sin regerings lunkne holdning til apartheidstyret i Pretoria og deres offentlige afstandtagen fra ANC og Mandela. Også her var det alternative flertal nødt til at stemme en anstændig dansk politik igennem - med hårdnakket modstand fra Ellemann og hans regeringskolleger. Uffe Ellemann-Jensen synes øjensynligt, at det var oprustningen og den hårde kurs over for Sovjet, der førte til kommunismens fald. Jeg er langtfra overbevist om rigtigheden af denne konventionelle visdom. Tværtimod tyder nu offentliggjorte kilder på, at sovjetlederne indtil Gorbatjov seriøst frygtede, at USA pønsede på en angrebskrig mod Sovjet, og at verden ved flere lejligheder kom tæt på en fatal konfrontation. Det ændrede sig først med Gorbatjovs valg. Reagans rolle I sin bog 'How the Cold War Ended', 2004, har en af Reagans allernærmeste rådgivere og deltager i alle forhandlingerne med Gorbatjov, Jack E. Matlock, givet en helt anden version end den konventionelle visdom. Reagan overbeviste, ifølge den senere amerikanske Moskva-ambassadør, Gorbatjov om, at USA - trods stjernekrigsprojektet og hårde ord om 'ondskabens rige' - ikke havde aggressive planer over for Sovjet, men at Reagan ønskede at være partner med et mere liberalt og demokratisk Sovjet. Det var afgørende. Gorbatjov troede ham og kastede alle sine ressourcer ind på en hjemlig reformproces. Mistilliden mellem supermagterne forsvandt i Reykjavik i 1986, også selv om der i første omgang ikke kom konkrete aftaler ud af mødet. Øretæveindbydende Hvad med Uffe Ellemann-Jensens egen rolle? Personligt har jeg aldrig haft noget imod hans provokerende stil og lidt brovtende facon. Jeg har altid beundret hans træfsikre formuleringer og internationale engagement. Møderne med Ellemann har jeg altid værdsat, også det polemiske anstrøg, selv om jeg på det personlige plan blev noget overrasket over, hvor giftigt skrevet 'Fodfejl' egentlig er. Men på politiske ledere som Anker Jørgensen, Jens Risgaard Knudsen, Ivar Nørgaard, Kjeld Olesen, Gert Petersen og - tror jeg - Niels Helveg Petersen og Poul Schlüter virkede Uffe Ellemann-Jensen øretæveindbydende og selvhævdende. Oppositionens klare mistillid til ham i 1980'erne havde også noget med disse personlige kendetegn at gøre. Når man læser 'Fodfejl', forstår man bedre hvorfor.