Udenpå ligner han en profet. Indeni viser det sig, at han er et helt almindeligt ualmindeligt menneske. Lars Movin rapporterer live fra Seattle om fænomenet og udenlandsdanskeren Torben Ulrich. Og 584 sider med mange gentagelser er måske lige lovli' live. På den anden side: så holder vi alle sammen af Torben Ulrich! Velgørende uprivat 'Udspil' bygger på mere end halvfjerds timers båndet samtale, samvær i dagevis samt adskillige burgere nede på havnefronten. Bogen er bygget kronologisk op og samler sig naturligt om temaerne sport, musik og livskunst. Der er velgørende lidt privat stof og næsten ingenting om kærlighed. Da sønnen Lars var en lille trommeslager, så farmand kun én forpligtelse over for sit barn: at gøre ham til et ordentligt menneske. Ungdomsoprør Torben Ulrich stammer mange steder fra - gennem sin mor er han jøde - og baggrunden er det højere, frisindede københavnske borgerskab, som det foldede sig ud lige efter krigen. Wilhelm Reich, Freud og Marx har svirret om ørerne på drengen, der vælger at spille tennis - som sin far - og tillige drives mod skumle, tilrøgede spillesteder i den indre by. Jazzen blev hans skæbne, men det er bolden, der har dirigeret hans bane. Bolden med stort B. For det er samværet omkring Boldens bevægelser, der er pointen. Frigjort fra begreber som vinder eller taber. Selv om fortælleren ofte vandt, er det dog en konfliktfyldt indgang til såvel national repræsentation som senere eliteidræt. På Torben Ulrichs tid var der velgørende meget at gøre ungdomsoprør imod. Mest politisk i sine udtalelser er tennisspilleren egentlig, når han gennemhegler Wimbledons stive overlæber. Træning er sagen, mener sportsmanden, og kampen er den pris, man må betale for at få lov at træne. Cirkulær tilværelse Der er ufatteligt meget namedropping i 'Udspil'. På den anden side har Torben Ulrich været overalt. Han hørte Stones i Hyde Park, Jefferson Airplane i Golden Gate Park, og han har flettet tæer med John Coltrane på et hotelværelse, mens de talte dybsindigt til en båndoptager. Som skribent regner Torben Ulrich sin artikel om 'Coltranes becifringer' i Jazz-årbogen 1961 for den bedste. Det handler stadig om Bold. Torben Ulrich har gang i sjippetovsbilleder på rispapir og musik til udmejslede ord. Under sin detaljerede gennemgang af vestkystlejligheden finder Lars Movin ikke ét sportstrofæ eller én ketsjer. Bøger og billeder bliver gennemgået meget grundigt. James Joyce bor inde i klædeskabet. Og hér bor altså Torben Ulrich! Hvem er han? Det bliver uklart og næsten væk i de mange ord. Hvad omskabte overklassedrengen med alle talenterne og mulighederne til en kunstner? Til en rastløs søgende sjæl, der - set fra sidelinjen - ofte har valgt de mest besværlige stier at blive stejl på. Og så frem til en buddhistisk afklaring, der måske allerede har skaffet ham af med det ego, som den nyfigne læser gerne ville vide lidt mere om. Måske er Torben Ulrich bare det glade og ufatteligt kloge legebarn, for hvem alle døre åbner sig. Set igennem den 75-åriges bakspejl og boldøje har tilværelsen tegnet sig som en cirkel. Rundt om Bolden. Måske hopper han mere indeni nu, men han hopper dog. Og sjipper. Hvilket mageløst liv!