Han skulle egentlig have heddet Petersen. Men faderen havde med øvrighedsbevis af 5. april 1913 fået lov at slette det til fordel for sit mellemnavn, hentet fra en langelandsk landsby. Sådan gik det til, at den lille dreng Klaus fik efternavnet Rifbjerg og straks derefter påbegyndte nutidens bedst beskrevne barn- og ungdom. Hård konkurrence Det er en hård konkurrence Frank Egholm Andersen har anbragt sig selv i, når nu også han vil beskrive 'Klaus Rifbjerg som ung'. Men Egholm lader sig ikke løbe over ende af al den erindringstekst, der foreligger. Kølig mellemdistance Han holder en kølig mellemdistance, citerer og klipper sammen fra de mange selvskildringer i forfatterskabet, men holder den mulighed åben, at det ofte er gode historier, Rifbjerg fortæller: »Han husker formidabelt, men lyver lige så formidabelt, når han kan se sit snit«. Egholm noterer, når Rifbjerg husker en Hemingway-metafor galt, men kommer galt af sted, da han også vil rette på Rifbjergs sprog og selv kommer til at tale om »en bombe, der sprænger«. Billedsiden er indtagende, som nu hosstående portræt af poeten i en rolle, han sjældent har indtaget i resten af livet, som statist. Og Egholms tekst er behagelig nøgtern, fuld af kontante oplysninger om stort og småt, fra øvrighedsbrevet til unge Rifbjergs stenede vej mod berømmelsen.
Unge Rif
Lyt til artiklen
