I gamle dage kom der hen mod jul en fotobog med 'årets billeder'. Det var så det år, man kunne se og huske de ting, der skete på naturligvis vidt forskellige områder. Årets billeder var tit mandelgaven. Som jeg husker det, var det ikke så meget den billedmæssige kvalitet, det handlede om, men en eller anden fordelingsnøgle og så bare begivenheden og det glatte papir. Stof og oplevelse I dag ville den ikke gå med sådan et slattent hefte. Det ved man, når man sidder med 'Øjenvidner 2004 - som Politikens fotografer så det', hvor billedredaktørerne uden falsk beskedenhed spiller et superhold af fotografer ud i fuld bredde, emnemæssigt og især stilmæssigt. Her har vi en årbog, som ikke er brugt op på et øjeblik. Her er stof, og her er oplevelse. Historiefortælling Man fornemmer, at vægten af sådan et stykke kollektivt arbejde meget godt afspejler den klare opskrivning af pressefotografiets betydning på den enkelte avis. Vi ved, hvem Berlingske i disse år har at byde på, når det gælder, og hvem Politiken har. Man identificerer i langt højere grad i dag avisen med, hvordan billederne sættes op, og hvor megen plads de får til at fortælle om virkeligheden. På Politiken får fotograferne lov til at fortælle historier. Det er en ting, man ser ofte, de store signaturreportager, især naturligvis i søndagsavisen. Og af disse satsninger er mange med i dristig udfoldelse i 'Øjenvidner'. Dramatisk og chancetagende Der er Jacob Ehrbahns stærke sort-hvide billeder fra Afghanistan - et af dem viser opløbet i et helt buñuelsk kørestolsløb med krigskrøblinge i Kabuls gader, indrammet af westernagtige kulisser og fjerne bjerge. Et andet er et billede af en mentalt syg ung mand, lænket til et træ af sin familie, bredt format, med træet i hele venstre halvdel, og det minder mig om to ting: igen den spanske filmskaber Luis Buñuel, og så en tilsvarende historie jeg kender til i Haiti, hvor en familie anbragte deres uvelkomment hjemvendte zombiesøn i en middelalderlig trælås, langt væk fra landsbyens spot. Og der er selvfølgelig Jan Grarups verdensklassereportager fra Den Demokratiske Republik Congo, fra jordskælvskatastrofen i Iran, fra antiterrordemonstrationen i Madrid og fra et fængsel i Basra, Irak. Hans styrke er den som regel yderst dramatiske og chancetagende framing, som på en forbløffende måde matcher hans åbenlyse engagement. Han er ret vild, men aldrig sælger han ud. Stilfuldt eller løssluppent De store reportageserier fornemmer man som billedredaktionens flagskib, en bekenden sig til den stolte tradition at sende folk med sanseapparat og talent ud for at opleve skuepladser i verden; de giver i bedste tilfælde et sus, og en mægtig essayistisk dybde. Med en kliché: Verden rykker tættere på. Kun en enkelt af de større ideer falder lidt mat ud. Det er ideen om en række billeder af europæiske familier, en i hvert af de nye medlemslande, som stilles op i tableau foran en baggrund og med fremviste genstande fra deres hverdag. Det er, som om selve ideens overbrugthed, i ofte langt mere stiliseret udgave, her fører til en vis løshed. Det projekt er for meget redaktion, for lidt nerve. Men et andet vigtigt punkt, hvor man ser en god billedredaktørs indflydelse, er, at der anspores til, at også de givne genrer, sporten, den politiske hverdag, domstolene, de pludselige aktualiteter og portrættet tages som udfordringer. Man ser - med fryd, hvis man holder af pressefotografiets kunst - at opgaverne i Politikenfotografernes hænder ofte fører til enten meget stilfulde eller løsslupne billeder. Det er herligt at se, når pligtstoffet bliver til inspirerede øjeblikke og gode ideer. Poetisk syn Der er gode solide bidrag af erfarne fotografer som Morten Langkilde og Lars Skaaning. Af sommetider vanskelige emner - Glyptotekets ombygning. Skaaning har f.eks. en usensationalistisk dokumentation af noget, man ofte hører om, men sjældent ser konkret: en ryg skamferet af knivstik. En anden af husets stamfotografer, Thomas Borberg, spiller ud med både serier og enkeltbilleder, bl.a. et vittigt sankthansaftenbillede: ophold i regnvejret, og så lidt benzin på bålet, med den rammende rubrik: 'Du danske sommer'. Peter Hove Olesen har flere følsomme iagttagelser, et nærbillede af en ung mand med lukkede øjne, som fortæller om 'utilpassede unge', der finder løsning i kampsport og meditation hos en mand i Holte. Og et par, der danser selvforglemmende tæt i en flydende farvevrimmel. Pelle Rink får en absolut usexy historie om gravsten i et skovbryn ved Løgumkloster for 61 tyske krigsfanger fra Første Verdenskrig til at fremstå som et mærkeligt poetisk syn i et blåligt lys. Uskylden på vej mod dommen Rink, som er praktikant, har også et udmærket koncertbillede af Iggy Pops nøgne magre overkrop og lavtsiddende jeans på Roskilde Festival, placeret lige over for Grarups ditto af en tændt Lars Ulrich (Metallica) i Parken. I den genre ser man, at det oplagte somme tider arbejder imod fotografen. B.B. King ser altid vældig veloplagt og jovial og utrolig fotogen ud, men billeder af ham har en tendens til ikke at komme ud over det. Det gælder også Finn Frandsens serie fra hans koncert. Til gengæld står samme Finn Frandsen for to af bogens bedste billeder. På det ene ser man en mand i hvid anorak med udadvendt hvidt skind (isbjørn?) som bukserøv og hvide skindstøvler gå hen mod en majestætisk bygning, ledsaget af tre mørkklædte mænd. Det er intet mindre end en fortælling. Viser uskylden på vej mod dommen. Ødemarken over for magtens storslåede arkitektur. Det er fangeren Uusaqqak Qujaukitsoq på vej mod Højesteret for at høre dommen i Thuleboernes sag mod den danske stat. Som billedteksten siger det: »Det bliver et nederlag«. Ganske enkelt mytologi Det andet er hans smukke billede af Klaus Rifbjerg i Rørvig. Et meget fint eksempel på, hvad der til hver en tid ligger og gemmer sig i portrætgenren. Det billede har usædvanlig meget tekstur. Mand, krat, træer, strand, kort sagt Danmark, i en fornem komposition, den store mand med den kubistiske næse, som vender sig mod lyset og kigger venligt-spotsk på fotografen, og bag ham, hele højre halvdel, lidt nede, dette dejlige lange træhus, som er - et stykke filmhistorie. Jeg er temmelig sikker på, at det jo simpelt hen er huset, der blev brugt som ramme for det moderne gennembrud i dansk film, Palle Kjærulff-Schmidts og Rifbjergs 'Weekend'. Det er ganske enkelt mytologi. Og så ser onkel Klaus virkelig drilsk underfundig ud under bøllehatten. Et andet portræt af høj klasse er Martin Lehmanns af Bent Fabricius-Bjerre i sin Mercedes. Blødt lys og skygge nærmest kærtegner interiør og mandens fine profil. Sprælske sportsbilleder Ved siden af disse to sort-hvide mesterstykker har vi et eksempel på, at motivet kan være så stærkt, at det forhindrer en fordybelse. Jørgen Haugen Sørensen har jo et fantastisk stærkt hoved, næsten som udhugget i sten. Hans stålblå øjne lyser i Grarups farveportræt, men Haugen bemægtiger sig fuldstændigt billedrummet med sin pågående karisma, kan ikke gøres stærkere - og skal vel så heller ikke. Viljer brydes. Der er måske også det galt, at Grarup vælger den alt for oplagte baggrund, Haugens store keramikmur. Det er altså kun 'meget godt', eller som det hed i min skoletid: mg. Jens Dresling har bogens bedste sportsbilleder. I hans OL-serie synes jeg bedst om hans helt præcise iagttagelse af den svenske højdespringer lige efter guldspringet på 2,36 m. Og så får man i et af hans billeder fra den oprivende håndboldfinale lejlighed til igen at tænke på, hvordan det øjeblik eventuelt har set ud, da Hummel fik overtalt dronningen, prinsen og kronprinsessen til at gå med deres tøj. Ikke et ondt ord om det, ikke noget om smag, bare beundring for det publicitystunt (eller var det OL-regler?), der lå i det. Hyldest til døgnets billeder Dresling har et andet notabelt billede. Det er hans erfarne øje, der fanger Thomas Gravesen med løftet pegefinger over for en dommer. Det er framet med stor sans for dramaet i den situation, et halvt Gravesenansigt, et øje, en revsende finger, vi kender det og ser det på en frisk måde her. Der er også det store hit, brylluppet. Blandt billeder, som dækker den begivenhed, var det helt oplagte, det som skulle laves, jo kareten. Det tager Jan Grarup sig af med overlegen elegance. Hans teleoptik har det smilende par, som hilser ud, ultraskarpt, bag dem og om dem sløres omgivelserne, de alvorlige parademasker med ordner, og andre, som er på job, bodyguards. Andre har gode situationer med de glade festklædte københavnere langs ruten. Et af dem er praktikanten Miriam Dalsgaards fine lille iagttagelse af to piger med prinsessekjoler og englevinger. Bag 'Øjenvidner' er der et stort og godt sammensat hold. De præsenterer sig i et gruppebillede bag i bogen, med nonchalant og pointeret frembårne fotos af dem, der er fraværende på grund af arbejde. Det glæder mit dokumentarfilmhjerte, at døgnets billeder fejres så hæmningsløst som i 'Øjenvidner'. Jeg har i mit filmarbejde så ofte fundet inspiration i fastbilledfotografers arbejde - og legekammerater blandt pressefotoets udøvere.