Før menneskene begyndte at bruge fossile brændstoffer som kul og olie, måtte de hjælpe sig med vind- og vandkraft samt dyrs og menneskers muskler. Man havde også et næsten uudtømmeligt behov for træ: til bygninger, til opvarmning, til kogning og stegning, til hegn og gærder og til produktionen af glas og mursten, kalk og jern. 'Almindinger' Man fråsede løs - et åbent ildsted bruger ti gange så meget energi som et komfur - og en skønne dag var træet næsten sluppet op. I 1770 var 7 procent af Danmark skovland. I 1800 var procenten nede på 3. Men allerede før krisen var der kamp om skovens ressourcer, og det er denne kamp, som Bo Fritzbøgers disputats handler om. Han begynder med 1200-tallets landskabslove, men indrømmer at være på gyngende grund. For hvad betød egentlig de skovklædte 'almindinger', og hvem måtte bruge dem? Sikkert kun selvejerne, næppe fæsterne og husmændene, og i hvert fald ikke trællene. Datidens bondesamfund var nu engang ikke det andelsdemokrati, som man senere optænkte. Sociale konflikter Det var det heller ikke efter den sorte død, blot har perioden fra 1350 til landboreformerne den fordel, at kilderne flyder rigeligere, og dem kender Fritzbøger som ingen anden (disputatsen er hans sjette bog). Samtidig er han dog i stand til ikke blot at se skoven for bare træer, men også feudalsamfundet for bare skov. Når sociale konflikter ofte udspillede sig i og omkring skoven, var det, fordi tingene her var mere flydende og lettere kunne vendes til egen fordel. Brugsretten betød mere end den abstrakte ejendomsret og kunne være delt på ganske komplicerede måder. I princippet havde godsejeren ret til 'overskoven', dvs. tømmeret af eg og bøg, og bønderne til underskov, krat og græsning. Men de agern og bog, som svinene åd, kom jo fra overskoven, så dem skulle der betales for. Bønderne måtte gerne tage kviste og nedfaldne grene fra jorden, og tit havde de også ret til en vis mængde tømmer, men ejeren udpegede, hvilke træer de måtte tage. En uventet gevinst Her var der altså masser af konfliktstof, også fordi bønderne fandt herremændenes ejendomsret til skoven og til jagten specielt urimelig. På dette felt slog det syvende bud aldrig rigtig an, og sager om ulovlig hugst var hverdagskost (i øvrigt også mod præster og andre adelige!). Som en fynsk bonde skal have sagt, så var det kun »præster og herrefogeder og hele nådigherrernes slæng, der påstår, det er at stjæle, når bønder hugger træ i deres egen skov; og, det forstår sig, det er også en meget indbringende tro for de store«. Heraf bogens elegant turnerede titel 'Windfall', der nu betyder 'en uventet gevinst', betegnede oprindelig et træ væltet af vinden ('ved stormfald'), som bønderne måtte bruge. Men til daglig var det de store, 'magnaterne', der strøg gevinsten. Vægtig og velproduceret Med fredskovsforordningen af 1805 blev de danske skove privatejendom. Bøndernes græsning ophørte, ligesom efterhånden deres krybskytteri. Til gengæld blev det ejerne pålagt at bevare skoven og følge statens anvisninger om driften. Det huede ikke en selvbevidst godsejer som Estrup, men her hjalp ingen provisorier. Takket være loven og omfattende nyplantninger er den danske skovprocent i dag 12, og de flådeege, som man plantede efter 1807, er nu tjenlige. Skovbrug kræver lange, seje træk. Bo Fritzbøger har skrevet en vægtig og velproduceret bog, glimrende illustreret med en række kort og med et register, der også dækker de danske fagudtryk, hvoraf f.eks. 'udvisning' og 'fulde svin' ikke betyder det, man skulle tro. Trods enkelte danismer og fejl (side 352 skal 'illegalities' således være 'inequalities') var det en god idé at skrive den på engelsk og dermed gøre den internationalt tilgængelig. Til danske læsere kunne man anbefale Fritzbøgers 'Kulturskoven', udgivet af Miljøministeriet og Gyldendal i 1994, men den er desværre udsolgt. Måske kunne ministeren foranledige en ny udgave?