Fjerde og sidste bind af Jørgen Jensens store værk om Danmarks oldtid er nu udkommet. Dermed er en af de største præstationer i dansk historieskrivning nogensinde fuldført. Det er tiden fra 400 til ca. 1050, dvs. det vi kalder yngre jernalder og vikingetiden, som behandles. Bevare dansk kultursprog Som i de foregående bind er fremstillingen båret af et sublimt overblik og et på samme tid både mundret og traditionsbundet sprog, hvor man mærker inspiration fra såvel Johannes V. Jensen som Martin A. Hansen. Som fremhævet i anmeldelserne af de foregående bind er det umådeligt vigtigt, at værker af denne karakter bliver skrevet på dansk. I en tid, hvor en del af faglitteraturen også om Danmarks fortid bliver skrevet på engelsk, er det storværker som Jørgens Jensens, der er forudsætningen for at bevare dansk som kultursprog, hvormed jeg bl.a. forstår et sprog, der i den gode fortællings form kan formidle forskning og indsigter. Dramatisk epoke Uden at det virker krukket, magter Jørgen Jensen at forene den nøgterne beskrivelse af fortidens forhold med nærmest lyriske passager, udsprunget af kærlighed til det danske land. Et af historieskrivningens paradokser er, at romantik og videnskab i princippet er uforenelige, samtidig med at romantisk inspiration er forudsætningen for indlevelse og forståelse. Hos Jørgen Jensen går rationalitet og romantik op i en højere enhed og gør værket til kunst, et forhold der yderligere understreges af Kirsten Kleins stemningsfulde fotografier. Den yngre jernalder og vikingetiden hører til historiens mest dramatiske epoker. I 400-tallet blev den vestlige del af Romerriget løbet over ende af germanske stammer, der skabte egne stater på romersk grund. Folkevandringstiden er den traditionelle betegnelse. Tidligere forestillede man sig hele folkeslag på vandring ned gennem Europa. I dag er vi mere usikre på, hvad der egentlig skete, og hvad folkenavne som goter, vandaler, franker osv. egentlig dækker over. Men at det har været dramatisk, fremgår af, at kampene mellem romere, goter, burgunder, hunner osv. i århundreder leverede stof til digtere og skjalde. Vi møder det i omarbejdet form i middelalderens Nibelungenlied, der i 1800-tallet inspirerede Wagner, og i de nordiske digte om Sigurd Fafnersbane. Guldhornene Guld spiller en stor rolle i denne digtning, og fra folkevandringstiden stammer Danmarks mest berømte oldtidsfund, guldhornene fra Gallehus, der tragisk nok blev stjålet fra Kunstkammeret i 1802 og smeltet om. Ingen andre fortidsfund har givet anledning til så mange og så fantastiske teorier som guldhornene. Jørgen Jensen afstår fra spekulationer og forsøger i stedet at indkredse, hvad vi rent arkæologisk kan slutte ud fra form og motiver. Men resultaterne er ikke entydige. Meget tyder dog på, at guldhornenes mærkelige billedverden er kommet til os udefra, men at den er blevet bearbejdet og udformet i overensstemmelse med 'hjemlige' forestillinger. At der er tale om motiver, der knytter an til gudernes verden, er dog sikkert. Det er også i disse dramatiske århundreder, at vi første gang hører om de danere, som siden gav navn til Danmark og grundlagde den danske stat. Hvor gammel denne stat er, ved vi ikke, men der omtales danerkonger i 700-tallet, en enkelt endog i 500-tallet. I 700-tallet har vi tydelige spor af en stærk centralmagt. Organiseret militærmagt Det ældste Dannevirke er nu dendrokronologisk dateret til 737, mere end to århundreder før Thyra Danebod. Volden vender front mod syd; det er herfra, man ventede fjenden, som kunne være tidens europæiske stormagt, det stærkt militariserede Frankerrige. Men der var også fredelige forbindelser. Frankerriget havde afløst Romerriget som forbillede og 'trendsætter' for nordiske fyrster og stormænd. Glas og andre frankiske varer vidner om et betydeligt handelsopsving i 700-tallet, en af forudsætningerne for vikingernes plyndringer. Handel tiltrækker som bekendt altid pirater. Men vikingerne var ikke kun pirater, og vikingetogene mere end sørøverangreb. En del vikingeangreb i 800-tallet hang sammen med det politiske modsætningsforhold mellem danske konger og Frankerriget, og vikingetiden slutter med Svend Tveskægs og Knud den Stores erobring af England, der havde karakter af statsforetagende. At der var tale om en organiseret militærmagt, fremgår af Trelleborg og de andre ringborge. De er dendrokronologisk dateret til 980-81, men ellers er deres hensigt og funktion usikker. Oplevelsesrig rejse En anden af vikingetidens gåder er de enorme fund af arabiske sølvmønter, ikke mindst på Gotland. Jørgen Jensen noterer redeligt, at hverken arkæologien eller skriftlige kilder giver forklaringen. Hverken plyndringer, tributbetalinger eller eksport af ravperler og bæverskind kan forklare det enorme antal mønter. Vi ved, at den økonomiske blomstring i det arabiske kalifat betød en enorm forbrugsudvidelse, hvilket bl.a. gav sig udslag i en stærkt forøget import af slaver. Venedigs opkomst har formentlig noget med slavehandel at gøre. Er det en urimelig tanke, at slavehandel også har været en del af det økonomiske grundlag for den nordiske ekspansion og måske afspejles i sølvfundene? Jørgen Jensen har nu afsluttet den lange rejse gennem fjorten årtusinder, fra tundraens strejfende rensdyrjægere til vikingernes verden. Men det er også en rejse rundt i Danmark, fra Maglemose og Bromme over Egtved, Trundholm Mose, Gundestrup, Gallehus, Gudme, Himlingøje og Lejre til Jelling og Fyrkat. Selv om Jørgen Jensen i langt højere grad end forgængerne placerer Danmark i international sammenhæng, er udgangspunktet nutidens danske nationalstat, selv om vi før vikingetiden stort set intet kender til politiske grænser og strukturer. Spørgsmålet er derfor, om nationalstaten stadig vil være en relevant analytisk kategori, når der om en eller to generationer skal skrives en ny syntese. Men det er eftertidens problem. Tilbage er kun at sige tak. Rejsen har været en oplevelse.