Godt, Jorden gik altså ikke under 21. december. Alt tyder på, at vi krydser grænsen til et nyt år midt i nat. Hvad mere ved vi? Meget lidt. Om økonomien, kulturen, kloden og klimaet kan vi godt komme med forudsigelser, men de holder ikke. Om vores eget liv kan vi også komme med forudsigelser, men holder vi os i live? Til påskeferien? Til premieren på den nye Woody Allen-film? Til førstkommende børnefødselsdag? Til den næste istid? OK, svaret på det sidste er faktisk ret sikkert: Hverken du eller jeg kommer til at opleve næste istid, i hvert fald ikke, hvis den falder som hidtil programmeret om ca. 60.000 år. LÆS OGSÅVerden fik et magert klimaresultat i ørkenen Og skulle klimaforandringerne skyde istiden ti-tyve tusind år længere ud i fremtiden, så bliver lige akkurat den del af sandsynlighedsberegningen, som omfatter din og min chance for at stå på ski hen over den jyske højderyg midt om sommeren, trods alt kun mere sikker: Vi oplever det næppe. Og dog. Måske har vi del i noget, som er større end vores lille menneskelige nutid? Måske har vi del i et 'vi', som både har oplevet og vil opleve de istider, som er meget mere almindelige for planeten Jorden end den aktuelle, korte mellemistid? Jeg fik en justering af tidsfornemmelsen, da jeg forleden sad og læste i arkæologen Jørgen Jensens pragtværk om 'Danmarks Oldtid':
»Ved boringer på bunden af oceanerne har man kunnet konstatere, at der alene inde for de sidste 800.000 år har været otte istider med tilhørende mellemistider. Samlet har mellemistiderne næppe udgjort mere end ca. 10 pct. af dette forløb, og klimaet skiftede næsten konstant mellem koldt og varmt eller fugtigt og tørt. Også i dag lever vi i en mellemistid. Forskellige modelberegninger udført af klimatologerne antyder, at vi kan vente den næste store nedisning om 60.000 år - og én til om 100.000 år. Hvis da ikke drivhuseffekten, som skyldes menneskets afbrænding af Jordens fossile brændsler, vælter alle forudsigelser, når den engang om 50-100 år for alvor slår igennem«. Det er Jensens sprogbrug, som sætter mig i godt humør: »Vi kan vente den næste ....«. Et menneske som Jørgen Jensen (1936-2008) har tydeligvis en tidsfornemmelse, som sætter ham i stand til at sige »vi« om noget, vi skal opleve om 60.000 år, plus minus, eller har oplevet for 800.000 år siden. Og han har så meget rum i sit hoved, at han kan skrive, at »Historien om, hvordan menneskeslægten i den første halve million år tilpassede sig de skiftende levevilkår på det europæiske kontinent, er endnu meget dårligt kendt«. LÆS OGSÅEn rejse gennem fjorten årtusinder Det er befriende at møde den slags mennesker og bevidsthed, som ikke er fængslet af den umiddelbare nutid, den nærmeste fremtid eller den kendte fortid. Og så er en arkæolog som Jørgen Jensen endda en ren årsunge sammenlignet med f.eks. geologer, der tænker i millioner og milliarder af år. Jeg husker engang i den syriske ørken, hvor vi kom kørende et lille selskab, der bl.a. omfattede en geolog. Han pegede på bjergene i horisonten og sagde, at de skød op lige her, fordi vi befandt os oven på 'den arabiske plade'. Og som han sagde: »Der er uro i pladen«. Man fornemmede ligesom, at den tidsbevidsthed, der fik ham til at tale om uro, var lidt anderledes end den, der f.eks. gælder for en korrespondent for CNN, der står på Tahrir-pladsen og siger, at der er uro. Men uro er der jo - i den arabiske plade. CNN-Tiden, det er real time, nu-og-her, direkte fra Tahrir-pladsen. Medierne vænner os mere og mere til at leve i denne form for absolut nutid, uanset om vi 'oplever' noget på den anden side af Jorden eller i vores nærmeste verden. Vi er på, vi er koblet op, vi er online, vi er spærret inde i nutiden som i et fængsel eller en provins. LÆS OGSÅKlimatopmøde i Gangnam style Fortiden orker vi ikke, den er alt for velkendt. Tror vi. Fremtiden forudser vi minut for minut og i alle enkeltheder. Tror vi. Og kloden kender vi hele vejen rundt, fordi Nilens kilder har en Facebookside, fordi enhver turist har besøgt Den Kinesiske Mur, og fordi CNN samt TV 2 og Radio 24syv sender direkte fra hele resten. Tror vi. Men det er jo bevidstheder alt sammen, tidslige, rumlige og illusoriske. CNN-tiden, real time, er det mest uaktuelle og konservative, der findes, fordi den direkte udsendelse og tilstedeværelse forudsætter, at nogen for længe siden har forudset og besluttet, hvor 'det sker' - så en korrespondent kan stille sig lige der og fortælle, at det akkurat som forudset sker 'nu, nu, her, her'. Men måske er det slet ikke nu, nu, her, her, at det mest afgørende eller spændende sker? Nutiden er et nøjsomt rum. I nytåret må man godt tage sig den luksus at bryde ud og bruge en anden tidsfornemmelse. Vi ses om 60.000 år trods klingrende frost. Godt år I spå. Måske har vi del i noget, som er større end vores lille menneskelige nutid?
