Titlen på bogen er det mest aggressive: '20 smagsdommere skyder med skarpt'. Men det er falsk varebetegnelse. Det er snarere spredehagl og løst krudt, der fyres af. Men det larmer. Mange af indlæggene, der er skrevet 'parvis' enten som ét manifest eller som en dialog, finder tonen i den danske debat hadsk. Altså fra statsministerens side. Smagsdommerne appellerer til mere frisind, frigørelse, tolerance og åbenhed. Værdier, som deklameret næppe kan udløse dissens, før de skal finde praktisk anvendelse. Gammeltestamentlige Fogh Socialdemokraten Mette Frederiksen og journalist David Rehling har ikke andet end spejderhagl at fyre med. »Vi ønsker et samfund, der forpligter sig over for sine borgere og forpligter dem over for hinanden«. Den slags overlever ikke en banalitetstest. Og hvad der går ud over det banale, ender i dristigheder, som at Anders Foghs 'noget for noget'-princip er inspireret af amerikanske højrestrømninger og gammeltestamentlig ret. Søren Fauli og Barbara Stephensen mener, at patos og følelser skal mobiliseres for at dæmme op for hadet og angsten. Når klicheerne skal kvalificeres, sker det i sætninger som »ikke sådan at forstå, at højrefløjen er ond«. Så blev det nuanceret. Skvadderabe Hanne-Vibeke Holsts og Bjørn Nørgaards dialog forstyrres ikke af tvivl i sind og sjæl om uberettigede generaliseringer (»det danske samfund er socialt set et kastesamfund, der er værre end det indiske«). Samtalen fungerer fint mellem dem, fordi de reagerer synkront på de samme ord, men når det sker ved, at alle partier (på nær et par unge fra Enhedslisten) udnævnes til dybt reaktionære, Anders Fogh »står og lyver folk op i ansigtet«, Thulesen Dahl er »skvadderaben«, Ejvind Vesselbo »perfidt dum«, Venstre et »bonderøvsparti«, udlændingeloven affejes som »alle de dér pisseregler«, ja, så skyder de kun skarpt efter egne skygger. Det er pinligt at læse kunstnere bruge et sprog, som man irettesætter sine børn for at bruge. En indhyllet indvandrerkvinde sammenlignes med »en sæk kartofler efter at have født fem børn«. Bang. Berigelsen synes slut. Konkret foreslår Bjørn Nørgaard at afskaffe udlændingeloven, bureaukratiet og pissereglerne og indføre et nævn af borgere valgt ved ombud, som skal tage stilling til opholdstilladelse. Hvad ville Nørgaards reaktion være, hvis Bertel Haarder havde foreslået det? Bred skydeskive Professor Ditlev Tamm og Rune Lykkeberg sætter kulturkampen ind i et større historisk perspektiv. Det konstateres, at venstrefløjen ikke længere har det intellektuelle momentum. Anders Foghs kritik af rundkredspædagogikken trækkes frem som en ny protestantisk ånd, der skal genskabe orden i det pædagogiske kaos. At kritikken af statsministeren ofte udarter til rene automatreaktioner, som forfatterne skriver, bekræftes så rigeligt i bogen. Godt ramt. Alarmerende skriver direktør Christian Madsbjerg og Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil om tabet af eliten i det danske samfund. I disse år forsvinder den uddannelsesmæssige elite ud af landet, skriver de, med dramatiske konsekvenser for det danske samfund. Studerende finder hurtigt ud af, at danske universiteter er andenrangs. »Orienteringen, samtalen og fremtidsforhåbningerne er rettet andre steder hen end mod Danmark«. Og det bliver dyrt for Danmark. En forsker med patent på et medikament bidrager mangefold mere til samfundsøkonomien end en smart tjener på en fancy cafe. Samtidig forarges forfatterne over forbudskulturen, der gør det besværligt at sætte nyt i gang, som f.eks. et privat universitet. Hvis Rosenkrantz-Theil mener, hvad hun lægger navn til, er det nye toner fra venstrefløjskæledæggen. Det kunne være spændende at se, hvordan Enhedslistens ung- og gammelkommunister vil sikre eliten i Danmark. Skulle skatten op eller ned? Kan I ikke indstille sigtekornet noget mere? 'Gadekærsmentalitet' Forfatteren Inge Eriksen og professor Erik Jørgen Hansen skyder også kun med løst krudt mod konstruerede fjendebilleder. Det erkender de selv i bemærkningen om, at hvis ikke Pia Kjærsgaard fandtes, måtte vi opfinde hende. Skydeskiver søges! Inge Eriksen kan ikke skjule sin skuffelse over, at den kolde krigs ophør ikke udløste bedre samfund. Har hun ikke været i Østeuropa? Det er meget bedre i dag. Det var forfærdeligt før 1989. Der skydes ikke mere med skarpt. Atomtruslen er væk. Erik Jørgen Hansen mener, at Europas ungdomsmangel skal løses »ved import af unge fra udviklingslandene«. Er det ikke en forbier? Ph.d. Cecilie Banke og juraprofessor Henning Koch diskuterer EU' forfatningstraktat. For Koch skal traktaten ses som et svar på holocaust, og Danmarks lette vej gennem Anden Verdenskrig forklarer dansk uvilje mod »suverænitetsofferet« til EU. For Henning Koch står kampen i dag mellem rationaliteten og romantikken og med Koch på fornuftens side. For Banke er Europa begge traditioner, på godt og ondt. Det er både fornuft og menneskerettigheder, men også nation, folk og følelser. Romantik fører til fordummelse, siger Koch: »gadekærsmentalitet«, »hjemstavnsdyrkning« og »Blut und Boden«. Bang, bang, bang. ABB - 'Anything But Bush' Thomas Højrups og Søren Ryge Petersens bidrag er de bedste i bogen, da de forholder sig modtagende og ikke fordømmende over for jyske fiskeri- og landbosamfund. Højrup og Ryge gør læserne klogere. Her skydes ingen, men tørt krudt er at hente. Bogen afsluttes med en brevveksling mellem Naser Khader og Tøger Seidenfaden, som kan ses som typisk for dansk debat. Khader refererer konkrete problemer som f.eks. en indvandrerdreng, der væmmes over kammeratens svinekød i madpakken. Hvad gør vi ved det? Og Seidenfaden reagerer med vores fælles skandinaviske skyldfølelse: Det må vi snakke om. Khader er tro mod virkeligheden. Han skyder ikke selv med skarpt, men opruster ved at erklære sig som demokratisk fanatiker, der vil udbrede demokrati til Mellemøsten. Som et studie i automatreaktioner mod Fogh og Bush fra danske smagsdommere er bogen illustrativ. Patronhylstre tømmes i blinde. ABB er fast slogan - 'Anything But Bush'. Vi burde have lært af historien, at det er dumt at definere sin egen position så negativt i forhold til modstanderen. For afhængigheden skader udsynet. Mag.art. Henrik Gade Jensen er tidligere pressesekretær i Kirkeministeriet.