Da DSB-stemmen i højtaleren på Kolding Station en eftermiddag i april henledte min opmærksomhed på efterladte tasker og kufferter og passagerer med mistænkeligt meget bagage, gik det (igen) op for mig, at min verden er blevet kosmopolitisk. For de terrorister, som gjorde DSB og danske togrejsende frygtsomme efter terroren i Madrid, havde jo ikke et dansk mellemværende med Danmark. Hvis de havde sprængt IC3-toget fra Esbjerg mod København, som jeg ventede på den dag, ville deres motiv ikke have været nationalt. Terror i Kolding Krav om frit Falster ville ikke rydde forsiden på Politiken. Motivet ville angiveligt være Danmarks kamp for global sikkerhed og menneskerettigheder udkæmpet først i Afghanistan og siden i Irak sammen med Spanien og andre allierede. I de dage i april blev selv besindige danske borgere således overraskede over pludselig at være potentielle ofre i en kamp for det postnationale princip, at alle mennesker har lige rettigheder og krav på sikkerhed. Såvel i Danmark som i Afghanistan og Irak. Læsningen af Ulrich Becks seneste bog 'Der kosmopolitische Blick oder: Krieg ist Frieden' har oplyst min 'terroroplevelse' på perronen i Kolding. Og det vil for mig sige, at bogen (ligesom Becks tidligere bøger) har sat min oplevelse ind i dens reelle sammenhænge og givet mig begreber til at forstå disse sammenhænge. Bag om folkeretten I 'Der kosmopolitische Blick' forfægter Beck nemlig den tese, »at virkeligheden er blevet kosmopolitisk«, med blandt andet en overbevisende analyse af de ovennævnte krige og deres sammenhænge som argument. Ifølge Beck var krigene i Afghanistan og Irak de første krige mod en global risiko, nemlig risikoen for at terrorister og en terroristiskstøttende irakisk statsleder ville bekrige den vestlige civilisation og dens globale forposter med masseødelæggelsesvåben. Krigene var altså ikke som 'gamle' krige mellem stater om f.eks. ressourcer, men 'nye' krige mellem en koalition af stater og et ikkestatsligt terrornetværk (al-Qaeda er en ngo!) om risikoen for fremtidige terrorangreb. Derfor faldt krigene og modstanderne i dem også bag om den kendte folkeret, og de blev opfattet både som legitime og illegitime, selv om de var illegale ifølge folkeretten. Det afgørende var, siger Beck, og det vil det også være i fremtidige krige mod globale risici, hvordan risikoen blev opfattet. Risiko er en social konstruktion Forskellige opfattelser giver jo forskellige virkeligheder. Og efter 11. september bliver risikoen for terrorisme opfattet som så overhængende en fare af den amerikanske (og danske) regering, at krigen mod den anses for legal, uanset hvor og hvornår den føres. Andre regeringer har en anden opfattelse, og som bekendt er befolkningerne også uenige. For fremtiden er det derfor vigtigt, siger Beck, at vi vedgår, at risikoopfattelser er sociale konstruktioner, som styrer vores handlinger, og at vi fastholder, at risikoopfattelser som sociale konstruktioner står og falder med rigtigheden af den information, de bygger på. Tænk blot på, hvad der er på spil: »Faren for terrorisme omskaber over hele verden magtens geografi«. Terrorismen kan have omvæltende politiske konsekvenser. Lyttende til terroradvarslen på perronen i april blev jeg altså en del af det, Beck kalder terrorrisikoverdenssamfundet. Eller rettere: Jeg blev bevidst om det. Havde jeg hørt musik, havde jeg intetanende sat mig i toget, hvilket faren ikke var blevet mindre af. Men måske havde det været bedre, for terrorens 'risikoverdenssamfund' er det svært at handle i. Hvad skulle jeg gøre? Ufrivillig kosmopolitisering Ifølge Beck lever vi således alle i en kosmopolitiseret virkelighed, hvori vi er indfældet i et uoverskueligt netværk af relationer, som gør os gensidigt afhængige: »Min eksistens og min krop er blevet en del af en anden verden, fremmede kulturer, religioner, historier og globale afhængighedsrisici, uden at jeg vidste det og udtrykkeligt ville det«. Denne ufrivillige kosmopolitisering, som åbner alle samfund, kan vi nu forholde os til på to måder: konstruktivt eller dekonstruktivt. Becks analyse, som omfatter mange andre eksempler end krige, er som sagt oplysende, og den gør det lettere for borgeren at vælge den sværeste løsning. I det sidste kapitel, 'Kosmopolitisches Europa - Realitet und Utopie', stiller Beck det afgørende europæiske spørgsmål, som har at gøre med, hvordan vi institutionaliserer og statsliggør vores kosmopolitiske liv med hinanden: »Hvordan kan den onde cirkel (Teufelskreis), det nationale nulsumsspil, laves om til den gode cirkel (Engelskreis), det europæiske plussumsspil?«. Svaret giver Beck ikke, men han angiver en række principper, som vi kan bruge i vores søgen efter det. Og netop derfor er 'Der kosmopolitische Blick' som analyserende opråb til konstruktivitet fra borger til stat en vigtig bog.