En pels til 60.000 dollar, smaragd-øreringe og figursyet tøj fra de førende modehuse, det må da være enhver kvindes lykke. Når ens mand tilhører en af Saudi-Arabiens rigeste familier, og dermed reelt en af de mest velhavende slægter i verden, så kan man mageligt købe sportsvogne, privatfly, luksusvillaer og alt, hvad hjertet ellers har kært, uden at det viser sig som andet end en lille krusning i det uudtømmelige ocean af penge, der er til rådighed. Med et skævt blik til stakken af anmassende rudekuverter og tandpastatuben, der klemmes og vrides til sidste blodsdråbe, er det svært ikke at blive gul, grøn, blå og violet af misundelse. Men paletten blegner, og man takker sig selv for trods alt at være fattig, når man erfarer, at selv ikke en daglig styrtsø af guld er nogen garanti for lykke. Særlig ikke, når man som i Carmen bin Ladins tilfælde måtte henslæbe en afsondret tilværelse i et stærkt patriarkalsk og religiøst samfund. Hvem har brug for en pels i 40 graders varme, spørger hun og tilføjer, at de smukke juveler også mister deres attraktion af at blive gemt væk bag tunge sorte gevandter, ansigtsslør og handsker. Det er medaljens bagside: kvindernes usynlige og underkuede liv i islams vigtigste land. Kvinden som praktisk redskab Det land, som Carmen bin Ladin ankom til, var - og er til dels stadig - præget af beduinernes traditionelle syn på kvinder som en praktisk besiddelse på linje med en kamel. Den første parrer man sig med og viderefører slægten, mens den anden sørger for transport af mennesker og fragtgods. De er praktiske redskaber, ikke væsener man skal knytte sig til emotionelt. Selv om det pukkelryggede 'ørkenskib' er blevet afløst af firehjulstrækkere, er der ifølge Carmen bin Ladin ikke sket et skred i opfattelsen af, hvilken funktion en kvinde skal udfylde. At Carmen bin Ladin fødte sin mand tre døtre, øgede heller ikke hendes status i en kultur, der foretrækker drengebørn. Hendes bog 'The Veiled Kingdom' er en medrivende beskrivelse af kvinders barske vilkår i de i øvrigt privilegerede kredse, hvor hun færdedes. Indimellem var der små sprækker af håb, men i kølvandet på den iranske revolution i 1979, som havde en afsmittende virkning på fundamentalistiske kræfter rundt om i den islamiske verden, gik det atter tilbage for kvinderne. De måtte ikke tale, tænke eller handle, hvis ikke de udtrykkeligt havde fået lov til det af deres mænd. Alt andet end passe børn, bede til Gud og holde sig inden døre så vidt muligt blev anset for at være haram, forbudt. Saudiske normer og kvindeundertrykkelse Konsekvensen er, om man skal tro Carmen bin Ladin, ganske nedslående: Størsteparten af de kvinder, hun lærte at kende i Saudi-Arabien, var dybt uvidende om verden omkring sig og led under elendig fysik, dårlige manerer og følelsesmæssig afstumpethed. De skinnende juveler og pragtroberne var kun en tynd fernis over et hårdt liv. I første omgang handler bogen om Carmen bin Ladins opvækst, ægteskab, moderrolle og den brutale og langtrukne skilsmisse. Men bogens kuldslående skildringer af saudiske normer og af kvindeundertrykkelsens forskellige lag dominerer helhedsindtrykket. Det er lige ved, at man ganske glemmer Osama, den pietistiske svoger, der senere har chokeret verden med sine blodige handlinger. Hvis man kun vil anskaffe sig bogen for at læse om, hvordan han 'virkelig er', risikerer man at blive slemt skuffet. Superterroristen er ikke meget andet end en bifigur i det store galleri. Vi hører først og fremmest om, hvordan det er at leve tilsløret, formummet og indkapslet inden for den magtfulde bin Laden-klan. Resultatet er en interessant lille bog, som også frister med en række kuriøse beskrivelser af alt det, der udadtil er forbudt, men som dyrkes i skjul for det religiøse politi og moralprædikanterne. Sløret bliver løftet lidt Paperbackudgaven minder med sit portrætbillede af forfatteren på både forside og bogryg om det værste snask fra lufthavnslitteraturen. Men giv de æstetiske hensyn et velfortjent hvil, og gå i stedet rapt frem til første side. Derfra fortæller historien sig selv. Dog en enkelt bemærkning: Ud fra forfatterens beskrivelse af landet, som hun sidste gang så i midten af 1980'erne, skulle man tro, at alt var forblevet det samme. Men at der nu er en større mangfoldighed i det ellers så konservative land, kan man forvisse sig om ved at læse de engelsksprogede saudiske aviser Arab News og Saudi Gazette. Det er tydeligt, at de åndelige loftsplader er blevet hævet nogle centimeter i forhold til dengang, da Carmen bin Laden følte, at hun fik hovedet trykket ned mellem skuldrene. Saudi-Arabien er et land, der har været i konstant udvikling, siden olieindtægterne for alvor gjorde deres indtog i begyndelsen af 1960'erne; og hvor det i de første mange år var de materielle forhold, der blev forandret, er det i dag på de kulturelle og mentale områder, at forandringen finder sted. Langtfra alt er så godt, som Carmen bin Ladin ville ønske det, men helt så formørket er det heller ikke længere. Sløret synes så småt at blive løftet.