Endelig fred! Det var den tanke, der for gennem hovedet på den britisk-israelske journalist og forfatter David Horovitz, da han 13. september 1993 så Israels daværende ministerpræsident Yithak Rabin og PLO's formand Yassir Arafat trykke hænder på plænen foran Det Hvide Hus i Washington. Endelig fred. Ak, den boblende optimisme i kølvandet på Oslo-aftalen skulle vise sig at være omtrent så kortvarig som en dansk sommer. Fredsprocessens efterår satte ind med rav og rusk, da samme Rabin i 1995 blev myrdet af en ortodoks bosætter, og vinteren fejede hen over de sørgelige rester med udbruddet af den anden intifada og den blodige voldsspiral, den har ført med sig. De mange selvmordsangreb har foruden at dræbe i hundredvis og såre mange tusinde - israelske jøder, kristne og muslimske arabere samt en del gæstearbejdere - efterladt det israelske samfund på randen af et kollektivt granatchok. Trods bomber er der liv Følelsen af at være alene i en jolle på et oppisket hav gennemsyrer beskrivelsen i David Horovitz' bog 'Still Life With Bombers'. Bogens analyse er en slags 'stilleben' over et samfund, som må manøvrere mellem chok, hævntørst og stædig søgen efter normalitet. Det er et portræt af et lands indbyggere, på begge sider af konflikten, holdt i den dystre ende af farveskalaen. Men Horovitz, der for tredive år siden udvandrede fra Storbritannien og har stiftet familie i Israel, er ikke så pessimistisk, at han hænger skiltet med 'her lades alt håb ude' op på sin dør. 'Still Life' spiller derfor også på, at der trods bomberne stadig er liv. Et er, som Horovitz skriver, den lille sejr vundet i bortsprængte lemmer og knuste facader, som terroristerne noterer ved selve eksplosionen. Noget andet, og fundamentalt vigtigere, er om bunden går ud af samfundet, om psyken kan kapere usikkerheden ved et besøg i supermarkedet, om man giver efter for nervepresset ved at sende sin børn af sted med skolebussen. Det øjeblik dagligdagen ændrer karakter fra at være almindelig besværlig til at blive en uoverkommelig udfordring triumferer terroristerne endegyldigt. Arbejde for fred Hvordan er det kommet så vidt? Horovitz er ikke i tvivl: da det kom til stykket - og det gjorde det under Camp David-forhandlingerne i 2000 - ville Arafat ikke strække sig. Han tabte freden på gulvet, lyder det fra den israelske journalist, der betegner sig selv som en slags forvirret venstreorienteret. Selv har han arbejdet for fred, og hans bog rummer en mindeværdig samtale, han fører med en palæstinensisk håndværker om deres forskellige livssituationer, på trods af at de bor under femten kilometer fra hinanden. Men han har ikke meget tilovers for den palæstinensiske leder, og bedre bliver det ikke af at han gradvist får fornemmelsen af at være blevet ført bag lyset i så mange år. Horovitz har på den baggrund også et udestående med den israelske fredsbevægelse, som han mener optræder naivt. Freden i form af sameksistens mellem de to folk i to uafhængige og fuldt suveræne stater må meget gerne blive en realitet for Horovitz, men han må erkende, at den måske skal komme fra uventet hold. Hvorfra er et åbent spørgsmål. I hvert fald ikke fra Arafat. Han har fremtiden bag sig, og han er dertil en magtbegærlig enehersker med blod på hænderne, både israelsk og palæstinensisk. Manden med det legendariske hovedtørklæde er altså ikke noget at samle på. Men hans israelske modpart, Ariel Sharon, er han fredens apostel? Det ser ikke sådan ud, og det havde i øvrigt styrket Horovitz' analyse, hvis han havde gjort det indlysende klart: Begge parter har et massivt lederskabsproblem. Oven i købet kræver det teleskop, computergrafik og god fantasi at få øje på de oplagte alternativer til de nuværende ledere. Konfliktens tragedie, som forfatteren Amos Oz har peget på, er, at alle ved, hvad der skal gøres, hvorfor og endda hvordan, men ingen vover eller evner at tage de nødvendige skridt. Indtil forløsningen indfinder sig - en Mandela på hver side havde gjort underværker, som Horovitz tørt bemærker - gælder det om at udholde et liv i dødelig alvor.