I det øjeblik bogen 'Gode gerninger - en udfordring til Det Danske Spejderkorps' blev åbnet, begyndte spejderminderne øjeblikkeligt at komme frem på den indre skærm. Først dukkede en lille blåmejse op. Uniformen var lavet af noget farvet lagenstof, for det var på den tid ikke muligt at få 'rigtigt' uniformstof. Men den var alligevel fin den uniform, kan jeg se på et billede, hvor jeg lidt genert står og gør honnør på blåmejsemaner. Uniformen var bare ikke fin så længe, for et møde, som blev afholdt i kælderen til det, der senere et blevet til Øregårds Museet, men som dengang ikke havde nogen for os kendt funktion, ud over at pigespejderne og altså også blåmejserne holdt til i kælderen, trak ud, sådan at lågerne til Øregårdsparken var lukket, da vi skulle hjem. Vi måtte derfor kravle over gitteret. De andre klarede det flot, men jeg, da jeg endelig efter lang tids tøven - for jeg brød mig ikke om at komme højt op - sprang ned, hang jeg fast, uniformen blev flænget, jeg slog hul på knæet - et af de store gode, som man havde fornøjelse af længe, fordi det var dejligt at pille sårskorperne af. At ligge i telt som spejder En solskinssommerlejr, hvor blåmejserne sov på et loft, mens de store spejdere, som var med som hjælpere, fik lov til at sove i telt, meldte sig også. Det var ærgerligt med loftet, et telt ville have været mere spændende, men dengang skulle man være 'stor' spejder for at overnatte i et telt. Det kan jeg huske, jeg var lidt stødt over. Men telttiden kom også. Engang lå vi i lejr i Norge, en kæmpeoplevelse for det var kun de færreste, der tidligere havde set fjelde. Vi havde heller aldrig oplevet så mange myg. 26 myggestik i ansigtet blev det til. Ikke noget kønt syn, tror jeg, jeg så det dog ikke selv, for jeg havde ikke noget spejl. Men de andre fortalte det ganske klart. Spejderbevægelsen mangler medlemmer Spejdertiden ebbede ud, jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det gjorde den. Den næste generation blev dog også spejdere og havde mange oplevelser, men i dag er der ikke mange, som drømmer om at blive spejdere, og det er det problem, bogen 'Gode gerninger - en udfordring til Det Danske Spejderkorps' tager sit udgangspunkt i. For hvad er der i vejen med spejderbevægelsen? Hvorfor siger den ikke børn og unge noget i dag? Det er der mange ansatser til svar på i bogen. Et af dem går på, at det system, som var nyt og anderledes, nemlig patruljesystemet, hvor en seks-otte børn under ledelse af en næsten jævnaldrende fører, arbejdede sammen, den model bruges nu overalt i skolesystemet. Her hedder det blot ikke patruljer, men grupper. Og gruppearbejde har ethvert dansk barn haft rigeligt af lige fra børnehaven. Det er ikke noget, man behøver at blive spejder for at prøve. Er der brug for Det Danske Spejderkorps I de gode gamle spejderdage kunne patruljen f.eks. skaffe midler til lejre ved at samle papir og flasker, men i dag er der containere til den slags. Der er ikke så meget andet tilbage end uddeling af aftenskoleprogrammer og telefonbøger. Og hvem skal man hjælpe i dag? Det spørgsmål er også til diskussion. Andre emner er forholdet til religionen, er der plads til f.eks. muslimer? Og hvad skal spejderne overhovedet lave? Er det med at ligge i lejr ikke en anelse kedeligt, når alle mulige - og umulige - forlystelser findes i næsten hver eneste danske by. Kort sagt: Er der overhovedet brug for Det Danske Spejderkorps, som i dag huser både pige- og drengespejdere? Bogen giver ikke noget entydigt svar, men et svar må findes, for ellers vil der om få år ikke være nogen længere, der kan råbe et ordentligt {lsquo}tjekkelekker, tjekkelekker', binde et råbåndsknob eller synge: {lsquo}Er man spejder, er man spejder', og det ville være en skam. Jeg personligt ville også have undværet arret på mit venstre knæ - det er et rigtigt spejderar.