I kritikken af den amerikanske præsident, George W. Bush, fremhæves det igen og igen, at han og hans krigskabinet i særlig grad skulle have taget ved lære af filosoffen Leo Strauss, når det gælder om at fremme deres sag med strategiske løgne. Anklagen er forbløffende af to grunde. For det første behøver politikere næppe studere filosofi for at mestre kunsten at lyve, og for det andet har Leo Strauss aldrig skrevet en linje, der kunne berettige en sådan mistanke. Hvordan man siger sandheden uden at miste hovedet Leo Strauss slap i sidste øjeblik ud af Tyskland inden Hitlers magtovertagelse, og han endte sit liv (i 1973) som professor i politisk filosofi ved universitetet i Chicago. Undervejs mod USA skrev han en lille tekst 'Forfølgelse og kunsten at skrive', der siden af lutter ukyndighed er udlagt som en opskrift på kunsten at lyve. Det er i sin kerne på bare 15 sider, skrevet i 1941 med direkte henvisning til det totalitære barbari i Europa. Den handler da også om det stik modsatte af at lyve, nemlig om, hvordan tænkere og filosoffer kan sige sandheden uden at miste hovedet. Essayet blev genudgivet i 1952 forsynet med et forord, der især fremhæver den arabiske teolog og filosof Farabi (870-950) og tre små, afhandlinger om de jødiske megatænkere Maimonides (1135-1204), Yehuda Halevi (1085-1140) og Spinoza (1632-1677). Tilsammen fortæller teksten om, hvordan man, før ytringsfrihed blev almindeligt udbredt, ofte måtte dele sine tekster i en eksoterisk og esoterisk fremstilling. Altså i en ydre form, der bøjer sig for konventionerne og derved bliver et panser omkring en indre diskussion mellem dem, der med fare for deres liv søger en oprørende sandhed. Sandheden forekommer, ligesom Gud, aldrig i konkret form, og mindst af alt i religiøse tekster. Den må altid repræsenteres politisk, teologisk eller filosofisk, og derfor bliver denne lille bog en tænksom indføring i nødvendigheden af at fastholde det repræsentative i den politiske proces. Men med sine mange betragtninger over forskellen på kristen teologi på den ene side og jødisk og islamisk lovreligion på den anden er den også et nødvendigt redskab i fortolkningen af kulturer, der i dag er en uadskillelig del af vores egen civilisation. En af pointerne er således, at kristendommen i sin storhedstid altid anerkendte filosofien som teologiens tjenestepige, mens jødedom og islam har forvist filosofi til den strengt private sfære som et religionen fjendtligt tema. Strauss bruger Spinoza som eksempel på, at oplysningstidens filosofiske frigørelse fra teologiens kvælertag også kunne være problematisk, da filosofien i stedet stod i fare for nu at blive videnskabens tjenestepige: Det univers, der skulle åbne sig for tænkningen, kunne blive lukket igen af materialistiske dogmer. Den aldrig afsluttede samtale om sandhed og moral Omvendt viser han med Farabi, Maimonides og Halevi som eksempler, at det ved esoterisk skrivekunst er muligt i det mindste at hævde filosofi som netop det private moralske univers, der i en vis forstand gør al teologi til retsindighedens tjenestepige. Ved filosofiens hjælp opløses det, man fejlagtigt forestillede sig var absolutte trosdogmer og indiskutable love, i det, der er troens og filosofiens egentlige livsgrundlag, nemlig den aldrig afsluttede samtale om sandhed og moral. Ingen er nemlig fuldstændig i stand til at forklare de hemmeligheder, de religiøse tekster bærer på. Gud er almægtig og kan derfor aldrig antage en skrifts begrænsede skikkelse eller konkrete udformning. De, der venter på en islamisk oplysningstid, venter altså forgæves. Oplysning var et problem for en kristen kultur, hvor teologien havde opkastet sig til selveste videnskaben om sandheden, hvorved den blev de eksakte videnskabers fjende. Lovreligionerne har intet problem med videnskabelighed, de trives i den moderne verden. Men de må omvendt begribe, at teologi lige netop er en videnskab blandt mange. Den bæres således af en tekst, der bestandigt er åben for fortolkninger. Fundamentalister vil ikke kunne bemægtige sig den. Det filosofiske arbejde må forblive på private hænder. Bogen er en nydelse at læse, ikke mindst på grund af herlige sætninger som denne: »Rejsen til udødelighed kræver en ekstrem forsigtighed i udvælgelsen af sin bagage«.