Der er krig, og der er fredelig kappestrid - og så er der fodbold. Verdens mest populære sportsgren er en kampsport, men kampens voldsomhed varierer unægtelig fra land til land. I Tyrkiet er det eksempelvis ikke ualmindeligt, at de mest fanatiske fans fra rivaliserende hold slås med knive mod hinanden. Det kan man læse i antologien 'Arvefjender', der har sat sig for at fortælle vigtige kapitler af fodboldens historie ved at zoome ind på klassiske arvefjendeopgør: Real Madrids evige kamp mod Barcelona, Romas mod Lazio, tyrkiske Galatasarays mod Fenerbahçe og Besiktas og mange andre. I ugen, hvor Thailands præsident købte en god bid af berømte Liverpool FC, blev man endnu en gang mindet om, at moderne fodboldklubber er forretninger. Varemærker, som konkurrerer mod andre varemærker - på stadion, tv og børser. Men under overfladen, også i en klub som Chelsea, der ejes af den russiske mogul Boris Abramovich, ligger stadig klubbernes historie og mere eller mindre udfoldede værdigrundlag, som de efterhånden har udviklet sig. Uransagelig fankultur Fankulturens veje er langt hen ad vejen uransagelige. Til de idiosynkratiske og helt personlige motivationer kommer dog en række hovedspor, og det er dem, 'Arvefjender' gør et smukt forsøg på at udpege. Engang var klubloyalitet og fankultur i høj grad udtryk for det, som litteraturforsker og AaB-fan Frederik Stjernfelt har kaldt områdepassion. Man placerede kort og godt sin loyalitet, sin passion, hos byens fodboldhold, der blev en vigtig ventil for energier, der ellers kunne være kommet til udtryk på anden vis. Hadet til nabobyen eller overklassen blev levet ud på stadion. Klassekamp eller geografisk begrundet tribalisme fandt en erstatning på grønsværen. Umuligt at slippe rødderne De fleste fodboldelskere kan nikke genkendende til det med områdepassionen. Hvorfor man stadig er Brønshøj- eller Unitedfan fortaber sig måske i barn- eller ungdommen. Måske er der blot tale om den første store kærlighed, der bare ikke vil forgå, fordi et vristspark af Peter Lorimer for en million år siden en gang for alle gjorde Leeds til kongeklubben. Måske er loyaliteten resultat af en rest hjemløs klassebevidsthed, som man stadig slæber rundt på. Selv om man for længst er blevet småborgerlig funktionær, kan man ikke slippe rødderne. Én gang Frem, altid Frem. Eller også kan man simpelthen ikke holde med andre end Barcelona, fordi man er catalonier, og enhver ved, at en sejr for Barcelona altid også er en sejr for Catalonien. Måske holder man ved sin klub, fordi man står vagt om en gammel oplevelse af autenticitet og fællesskab, man stadig har brug for. Fodbold er også politik Arvefjender' er fuld af fortællinger om, hvad det er, der gør, at nogle klubber bare må hade hinanden, fordi de ikke kan undslippe den urfortælling, de én gang for alle er en udløber af. Fra den mudrede grønsvær eller hujende langside til magtens korridorer, hvor en Franco, en Öcalan, en Mussolini eller en Lavrentija Beria trækker i trådene bag kulisserne. Fodbold er også politik, og det har både Henrik Jul Hansen, der skriver om Lazios rivaliseren med Roma, og Lasse Ellegaard, der er blevet en kender af tyrkisk fodbold, begge et fremragende blik for. Sporten er en prisme, som gør det muligt at stille skarpt på samfundsmæssige og historiske forhold - og omvendt. Træner sendt i fangelejr Men også andre skribenter i denne meget læseværdige bog leverer totalfodbold. For undertegnede er der nyt at erfare om forholdet mellem Dynamo og Spartak fra Moskva, og det forhold klubberne havde til hinanden i sovjettiden, hvor Dynamo var Magtens hold. Spartaks fantastiske træner blev sendt i fangelejr i tolv år på foranledning af sikkerhedschef Beria, der holdt med Dynamo! En fantastisk historie om nogle facetter af diktaturet, man ikke troede mulige. Også dramaet mellem centralmagtens Real Madrid og Barcelona i Spanien, som blev tilspidset både i forbindelse med legendariske di Stefano og i nyere tid med Figo, begge havnede i Real Madrid, er fodboldessayistik på højt plan. Det er der flere andre tekster, der også er i denne helflugter af en bog, der tilmed formår at tegne et billede af pissearrogante og reaktionære Franz Beckenbauer, så man sgu nærmest begynder at kunne li' ham. Godt gået, og sådan er det næsten hele vejen i 'Arvefjender', der bør være pligtlæsning ikke mindst for alle de ungdomstrænere i Fodbolddanmark, der gør livet så surt for mange unge, fordi de ikke formår at få leg og lyst og godt humør til at gå hånd i hånd med talentudvikling.