Nogle læsere erindrer måske, hvordan undertegnede anmelder for få år siden besværede sig vidt og bredt over 'Nyt psykologisk leksikon', som frembød en mildest talt generende blanding af unøjagtigheder, mangler og redaktionelt sløseri. Det er derfor med angst og bæven, at man nærmer sig konkurrentforlagets nyskrevne 'Psykologileksikon', men til alt held er nervøsiteten ubegrundet, for i modsætning til sin oversatte forgænger er dette værk soberheden selv - det er velskrevet og stringent og ligner et godt bud på en tidssvarende psykologfaglig encyklopædi. Bredt genstandsfelt Betragtet fra sidelinjen er psykologi et imponerende sammenrend af teoridannelser og kliniske praksisser, og det taler til fagets ære, at det i mere end et århundrede har kunnet holde akademisk fodslag og ikke for længst er blevet rendt over ende af grådige fætre som psykiatri, neurologi, filosofi og samfundsvidenskab. Der er mildt sagt et godt stykke vej fra den klassiske ottoman-freudianer til den resultatorienterede erhvervspsykolog, og den faglige identitet må nødvendigvis være rummelig, når genstandsfeltet strækker sig fra pottetræning til avanceret hjerneskanningsteknologi. Umoderne Freud Og det er da også et sært fascinerende patchwork, som springer i øjnene ved et hastigt blik ned over psykologileksikonets sider: Her står 'angst' over for 'androgener' og 'neurose' over for 'nikotin', og i spændingsfeltet mellem klassiske og nytilkomne psykologitermer introduceres læseren for et sandt væld af teori og metafysik, metoder og terapeutiske teknikker. Fader Freud må pænt tage til takke med en halv biografisk spalte, mens Michel Foucault symptomatisk nok boltrer sig over hele fire. Wilhelm Reich findes end ikke værdig til et selvstændigt opslagsord, hvorimod nyligt afdøde Alfred Lorenzer (berettiget) beæres med fem fulde spalter. Lødig og lærerig læsning Hertil kommer de obligatoriske leksikale pudseløjerligheder: Hvad skal vi (hånden på hjertet) med opslag om 'analsex', 'bigami', 'bøsse', 'hiv' og 'mobiltelefoner' - og er det mon udslag af en særlig indforstået psykologhumor, når læseren under opslaget 'Kloge-Hans' bliver gjort bekendt med en hest, som »omkring 1900-tallet (?) blev fremvist som værende i stand til at regne«? Når jeg opholder mig ved sådanne særheder, er det sandt at sige, fordi jeg i øvrigt har vanskeligt ved at sætte min krakilske anmelderfinger på fejl og afslørende lakuner - fraset ortografisk småsjusk og personlige idiosynkrasier er det højeste, jeg kan svinge mig op til, at 'unilateral neglekt' fejlagtigt er blevet opslugt af ordet 'ungdomspsykologi'. 'Gads psykologileksikon' er simpelt hen en fornøjelse at læse i, og man mærker, at det er kompetent sagkundskab, som lægger navn til hvert eneste opslag (selv det om den regneglade hest!). Værket er inspirerende og brugervenligt, og det indeholder - foruden centrale litteraturreferencer - en nyttig dansk-engelsk-tysk opslagsliste. Kort sagt: Det er lødig og lærerig læsning, og bogen fortjener flittig brug.