0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

O Roma

I efterfølgeren til sin bog om 'Peterskirken' har Mogens Nykjær kulegravet og kortlagt pavernes Rom og byens fornemste monumenter. 'Pavernes Rom' er en byvandring tilbage i tiden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I den sene middelalder var Rom blevet forvandlet til en ussel og hærget boplads, og sølle 17.000 mennesker var klumpet sammen omkring Tiberflodens mudrede vande. Det var alt, hvad der var tilbage af det romerske imperiums hovedstad.

Efter paveskismaet, hvor paver og modpaver på skift havde pralet af den samme høje værdighed, var kirken endelig i 1417 blevet enig om at samle kræfterne om én retmæssig pave, Martin V.

Han tog fat på at gøre det, som stort alle hans efterfølgere op til 1800-tallet også drømte om: at bidrage til Roms genrejsning som den største og smukkeste by i den kendte verden.

I disse fire hundrede år ville Roms vækst og kunstneriske forskønnelse ingen ende tage.

Bygningernes latente historie
Det er denne historie, som kunsthistorikeren lektor Mogens Nykjær har sat sig for at fortælle. Som den hærdede Romfarer, Nykjær er, ved han godt, at i den evige stad har hver en kirke, hvert et palads, ja, hver en søjle og hver en skulptur sin egen fortid og sin latente historie, hvis udfoldelse kun venter på en interesseret forfatter.

Han ved, at Roms historie ikke kan skrives færdig i én bog. Derfor har han på sin byvandring mellem nutid og fortid begrænset sig til enkelte væsentlige nedslag i den historiske forvandlingsproces.

Peterskirken har Mogens Nykjær behandlet i et tidligere værk, som både han - og udgiveren Gyldendal - har haft meget ære af. Det har ligget i luften, at dette gennemillustrerede kirkeværk krævede en opfølgning, hvor forfatteren kunne vende blikket ud mod den by, der omkranser kirken og er vokset med dens vækst.

Arkitektur som magtmiddel
Grundlæggende handler denne storladne bygge- og udsmykningsaktivitet om at bruge arkitektur som et udtryk for jordisk magt, dødsforagt og åndelig styrke. Den, der bygger, besætter ikke kun byrummet, han skaffer også sig selv og sit embede et varigt minde, hårdt som sten.

Hvad der strategisk og teologisk foregik i hovederne på disse indflydelsesrige og byggeivrige paver, er næppe udtrykt tydeligere end i Nikolaus V's testamente. »At den romerske Kirkes magt er den største og den højeste, det forstår kun de, der har læst i skrifterne om Kirkens oprindelse og udbredelse«.

»Men om folkets uvidende horder, som slet ikke har modtaget nogen undervisning gælder ... at hvis de ikke bliver slået af påfaldende og usædvanlige ting, så vil denne deres overbevisning, baseret som den er på svage og ubestandige fundamenter, med tiden og lidt efter lidt smuldre, så at den for det meste bliver til intet«.

Kun det skønne
Og Nikolaus fremturer: »Ligesom denne udødelige by agtes som større og værdigere end alle andre byer, og ligesom den mere end nogen anden hyldes og æres af alle de kristne folkeslag med den største hengivenhed, således har Vi i sandhed tænkt det påkrævet, at den udsmykkes og forsvares mere end alle disse andre, og i særlig grad eftersom det ikke må glemmes, at den høje paves evige sæde og hans hellighed pavens evige bolig blev oprettet her af Gud den Almægtige«.

Senrenæssancens og barokkens paver var næppe Guds bedste børn. De var magtsyge, stridslystne og politisk hensynsløse, og der har næppe været mange grader fromhed til forskel mellem f.eks. kejser Karl V og så Julius II. Om sidstnævnte skrev Erasmus af Rotterdam en satirisk epistel, hvor han lod paven erklære selve Himlen krig, fordi Sankt Peter havde nægtet at lukke ham ind i Paradisets Have.

Hvad der end kan siges om disse formyndere af Romerkirkens højeste embede, så ville ingen af dem dog have lagt navn til et stykke arkitektur som Busterminalen på Rådhuspladsen. For kun det skønne måtte sætte sig spor.

Fra pilgrimme til turister
Til gengæld byggede paverne - eller medlemmerne af deres nærmeste familie - fyrstelige paladser, som for eksempel Palazzo Farnese. Eller de lod anlægge store pladser, plaskende fontæner eller monumentale trappeanlæg som Den Spanske Trappe. Der var meget, blot ingen smalle steder.

Paverne brugte arkitekturen som et retorisk greb i byrummet, som noget, der kunne tiltrække et menneskes blik og føre dets krop mod et forudbestemt mål. At lede og føre var også at forføre, og kunsten såvel som billedkunsten var alene et redskab i en højere (pave)magts tjeneste. Modreformationen gjorde det ikke nemmere for dem, der som eksempelvis maleren Caravaggio ikke makkede ret.

Kirkens og pavemagtens indflydelse aftog, i takt med at oplysningstidens ideer vandt fodfæste, og at folkerejsningen begyndte at ulme. Byen Rom skiftede karakter, og pilgrimmenes flokke blev afløst af turismens langt større skarer. Fra at være pavemagtens rigt udsmykkede højborg blev byen et yndet rejsemål først for kunstnere, kendere og skønånder, siden for mennesker fra alle samfundslag.

Sprogets finere nuancer
Arkitektonisk og kunstnerisk har Rom selv ikke ændret sig synderligt siden. Uanset at Paris og New York hver især bedre repræsenterer en nyere tid, skal den begejstrede forfatter have det næstsidste ord: »Man kan fortsat opleve Rom som den storby i verden, hvis historiske bykerne, hvis gadebilleder og kunstneriske arv - og dermed hvis krop og sjæl - er rigest og mest levende intakt og som møder en besøgende med den største varme og kærlighed«.

Det er ingen overraskelse, at Mogens Nykjær igen har skrevet en god tekst. For han er i sjælden grad bevidst om sprogets finere nuancer, når han beskriver eller aflæser indholdet i en bygning eller et billede - og ikke mindst hensigten bag dem.

Bogens illustrationer er smukke, men ikke altid på samme niveau som teksten. Nogle farvebilleder er ikke så knivskarpe, som man er vant til, og udgivelsen rummer en del sort-hvide optagelser: Dateringen røbes