Den jungle, Stanley måtte forcere for at nå frem til Dr. Livingstone, som man anså for tabt for evigt, kan ikke have været mere uigennemtrængelig end de mængder af ufordøjede begreber, udokumenterede adjektiver og uanvendelige navne, der tårner sig op, hvis man vil følge med cand.mag. Kasper Støvring på opdagelse efter konservatismens kilder. Når forfatteren således præsenterer konservatisme som det, at den enkelte vedstår sin kulturelle, religiøse eller nationale arv, må denne anmelder med tak til Stanley udbryde: 'Formoder jeg!' Støvring afgrænser til den ene side det konservative værdigrundlag i forhold til en liberalisme, der opløser den gensidige mellemmenneskelige solidaritet og pukker på rettigheder, og til den anden en social radikalisme, der opfatter menneskets sind som en blank tavle, hvorpå politikere kan male deres egne yndlingsmotiver. Begge dele kaldes et angreb på menneskets værdighed. Går i rette med regeringen For både liberalisme og socialisme er identitet et politisk anliggende, mens konservatismen omvendt fastholder en sammenhængskraft og et værdifællesskab. Derfor burde konservative kunne føre kvalificeret kulturkamp, for kun de går ud fra et egentligt, medmenneskeligt værdigrundlag. Bogen 'Blivende værdier' går således i rette med den borgerlige regering og i særdeleshed med Det Konservative Folkeparti. Regeringen har forskrevet sig til liberalismen og glemt konservatismens kilder. Formoder jeg. For på den ene side er det svært at acceptere Støvrings karikatur af liberalisme og socialisme/kulturradikalisme, for slet ikke at tale om hans forsøg på at fremstille konservatismens privilegiefilosofi som særlig værdifuld. Og på den anden nytter det hele intet, hvis det ikke følges op af en dybtgående fremstilling af, hvad det er for værdier, vi taler om her, og hvad han helt præcist forstår ved begrebet liberalisme, der er ham så meget imod. Citatplukkeri Støvring har ikke forstået, at det må han gøre. Samtidig med, at han skoser Handelshøjskolens studerende og unge venstreløver for ikke at sætte sig ind i konservatismens klassikere, stiller han sig selv tilfreds med at citere dem fra et norsk tekstudvalg, det vil sige på anden hånd og uden at læse dem selv. Citatplukkeriet er til ingen verdens nytte. For citaterne taler naturligvis ikke for sig selv. De hakker teksten i stumper og stykker, og som om det ikke var nok, suppleres de med et katalog af kortfattede henvisninger til kronikker og anmeldelser i aviserne fra de seneste år. Forfatterens holdninger svinger af samme grund som et siv for vinden. På den ene side (side 62) hidser han sig op over, at kristendommen ikke skal nævnes i EU's planlagte forfatning. På den næste (side 63) citerer han med tilslutning til en fransk reaktionær ideolog for, »at det væsentligste, det dybest set konstitutionelle og i sandhed grundlæggende aldrig skrives ned«. Men det har den fordel, at alle kan finde en sentens i denne bog, som de kan tage til indtægt for deres holdning. Fejlagtige cítater Uvidenheden fejrer triumfer. Et stort afsnit om begrebet 'den blanke tavle' bygger på en uhistorisk henvisning i en ligegyldig popbog, som Støvring har læst en anmeldelse af. Det velkendte Terents-citat »Jeg anser intet menneskeligt for at være mig fremmed« tilskrives Seneca. Hobbes, Rousseau og Arendt får tillagt synspunkter, de aldrig har haft (Hobbes siger således intetsteds i sine store samfundspolitiske bøger, at mennesket er en ulv for mennesket; faktisk siger han det modsatte). Når man er færdig med denne bog, er man forvirret på et lavere plan. Er det konservatisme?