En gåde: Hvad er det, der er lyshåret, har store bryster og bor på Tasmanien? Svar: Salman Rushdie! Da jorden virkelig brændte under fødderne på den engelsksprogede forfatter med indisk-muslimske rødder, havde et nyt navn, et andet udseende og en hemmelig bopælsadresse på en fjern egn af kloden ikke været nogen dårlig idé, sådan som den lille morsomhed antyder. Men selv om Salman Rushdie fra februar 1989 blev stræbt efter livet af muslimske fundamentalister på grund af sit omstridte værk 'De sataniske vers', skiftede han ikke identitet. Ingen tvivl om at de mange år omgivet af sikkerhedsfolk og i delvis skjul tærede på Rushdies sind og fysik, men han nægtede at lade sig kue. For Rushdie var valget enkelt: Ved at støje så meget som muligt kunne han byde det iranske præsteskab og dets proselytter trods og i øvrigt gøre alle andre, som måtte have glemt betydningen af ytringsfrihed, opmærksom på det umistelige i denne rettighed. Rushdie overlevede som sig selv, men hvordan den vanskelige situation påvirkede ham, og hvilke refleksioner den afstedkom, kan man nu læse i en samling af essays og kommentarer fra perioden 1992-2002 med titlen 'Gå over stregen'.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























