Overflødighedshorn af overflødig viden

Lyt til artiklen

Testikler hedder 'prairie oysters' på menukort i USA, 'hoden' i Tyskland og 'criadillas' i Spanien. På Savoy Hotel i London bliver trækatten Kasper, der er udskåret af Basil Ionides i 1926, placeret ved middagsbordet, hvis der ellers ville være 13 til bords. Det traditionelle matzah-brød, der spises til den jødiske påske, symboliserer flugten fra Egypten, hvor der ikke var tid til at lade brødet hæve. Og tror man, at Pimms No. 1 er den eneste Pimms, der findes, tager man fejl. Der er seks. No. 2 er whisky, No. 3 cognac, No. 4 rom, No. 5 rug og No. 6 vodka. No. 1, der er ginbaseret, er bare den mest populære. (Kun No. 1 og No. 6 produceres stadig, red.). Og hvor i alverden vil denne anmelder så hen med disse ganske blandede oplysninger? Ingen steder og alle steder, det er den slags sælsomme og pragtfuldt overflødige oplysninger, som Ben Schotts nye bog er fyldt med. Sidste år blev Schotts 'Miscellany' en surprise-bestseller, og nu forsøger han at gentage succesen, denne gang med en mere specialiseret bog om mad og drikke, der for tiden fylder de britiske boghandlere. Ligesom sidst er han bestemt ikke nøjeregnende eller unødigt ordentlig. Oplysningerne kommer hulter til bulter. Før forklaringen på det jødiske påskemåltid har vi et citat af lord Chesterfield om udskæringens ædle kunst, bagefter er vi ovre i en lingvistisk forklaring på udtrykket 'upper crust' for samfundets spidser, der igen fører videre til et digt om gåseleverpostej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her