Dansk natur er altid kulturlandskaber i et eller andet omfang. Skoleeksempler er græsningsbetingede overdrev med spredte træer og tornebeskyttede buske samt enge til høslæt. For ikke at glemme den lovpriste jyske hede, der opstod ved overgræsning af magre sandjorde, og som uden menneskets indgreb kun forekommer som en kortvarig fase efter skovbrand - samt naturligvis i bjergegne over trægrænsen, men da med en mere arktisk flora. Disse kulturlandskaber viser sig at være det mest oprindelige og artsrige, vi har hertillands, for de fleste skove består af plantede træer, mens de gamle egetræer på overdrevene er af den gamle stamme. Men derudover bevarer vi kulturmindesmærker af reliktkarakter såsom stendysser samt gammel bebyggelse såsom højskoler og kirker - for nu at være lidt smart i kæften. I de senere år har man imidlertid nok så meget interesseret sig for at bevare hele kulturmiljøer med fabriksbygninger, vandmøller og forvalterboliger. For selv om sådanne museale kuvøser ikke længere er økonomisk fungerende og således ikke kan sammenlignes med naturfredningens økosystemer, så smager de dog lidt af fugl - ligesom man undertiden på forskellig vis forsøger at holde lidt af den oprindelige beskæftigelse i hævd. Således opslår AF som bekendt jævnligt stillinger som stenaldermand, hvorunder arbejdsgiveren gerne understreger de tidssvarende transportforbindelser til den charmerende arbejdsplads i Lejre med landets bedste krisehjælp inden for rækkevidde, hvis man skulle få samarbejdsvanskeligheder.
Du fredsens
Lyt til artiklen
