Han var italiener og jøde, i den rækkefølge. Det var Mussolini først og siden Hitler, der påtvang Primo Levi (1919-1987) en delvis identitet som jøde. Og Auschwitz splittede ham professionelt: Han blev forfatter for at bære vidnesbyrd, men i bund og grund forblev han kemiker. I hovedværket 'Det periodiske system' går hans forfatter- og kemikerjeg op i en højere enhed, men allerede i de to bøger, der skabte hans verdensberømmelse - 'Hvis dette er et menneske' om opholdet i dødslejren, og 'Tøbruddet' om den lange fodrejse hjem derfra - er det en videnskabsmand, der skriver, nøgternt, nedtonet og med en egen mild og skeptisk humor. Nu kan Primo Levis forfatterskab genopleves i kort form. Hans danske forlag gennem alle årene, Forum, har netop udsendt en bog med samtaler og interview 1963-1987 i Jytte Lollesgaards oversættelse og med et kompetent forord af selv samme. De bedste af disse interview giver i et kort greb hele Levis liv og værk. Det gælder f.eks. udskriften af hans kommentarer under en togrejse tilbage til Auschwitz i 1982 sammen med et tv-hold. Han kan ikke lide at se godstogene: »En fem dages rejse indestængt i en plomberet kreaturvogn er en oplevelse, man aldrig glemmer«. Og lugtene vækker hans erindring: »... en kemiker er trænet i at identificere stoffer ud fra deres lugt. Der var dengang som nu, når man bevæger sig ind i Polen, eller ind i en polsk by i hvert fald, to særlige lugte, som man ikke finder i Italien: lugten af ristet malt og den lidt sure af brændende kul. Polen er et mineland, der er kul overalt, selv boligopvarmningen foregår med kul, hvorfor der forår og efterår, men især selvfølgelig om vinteren, hænger denne specielle syrlige lugt af brændende kul i luften. Den er sådan set ikke ubehagelig, men for os, eller for mig i hvert fald, er det lejrens lugt: Polens og koncentrationslejrens lugt«.