0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stierne mellem her og der

Marie-Louise Svanes vandringer i romantikkens bjerge og skove nuancerer blikket på perioden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I en lomme mellem Goethe og Heine, den aristokratiske humanist og den flanerende ironiker, befandt sig en række digtere, man førhen lidt nedladende kaldte for de små tyske romantikere. Lidt suspekte poeter hvis værker var indsvøbt af middelalderbegejstring, naturmystik og spirende nationalisme.

For mange især venstreorienterede tænkere i tiden før og efter Anden Verdenskrig var deres værker fulde af det teutoniske muld og mørke, hvor nazismens kim lå i dvale for at spire 100 år senere. Den tidligere tyskstuderende, forfatteren Hans Scherfig, var således ikke i tvivl.

Netop den del af den nordeuropæiske romantik var dybt reaktionær og besang en aftenverden, som stod i modsætning til oplysningstidens demokratiske 1700-tals humanisme. Scherfig var ikke alene om en sådan holdning. Moderne tænkere, Georg Lukacs i Europa, Bertrand Russell i England, kanoniserede denne attitude i mellemkrigstiden.

Disse fordomme er heldigvis på retur, muligvis fordi personer, som skabte disse eller bragte dem til torvs, slet ikke havde læst på lektien eller slet og ret læst den med for firkantede ideologikritiske øjne. Det er der rådet bod på i de seneste tyve års moderne internationale romantikforskning. Og en af denne forsknings faneførere herhjemme, Marie-Louise Svane, har netop udsendt en aldeles fremragende bog 'Formationer i europæisk romantik'.

Den handler om disse tyske kunstnere i perioden mellem 1800 og 1830 og inddrager deres disciple uden for Tyskland, der her hjemme såmænd også indbefatter vor egne to store, St.St. Blicher og H.C. Andersen. Den ser på deres tilhørsforhold til samtidig malerkunst, går ture med dem i deres besjælede landskaber, bestiger tyske bjerge og er ude på den jyske hede.


Svane er mestendels inspireret af den amerikanske romantikforskning med baggrund i Paul de Mans teorier om romantikkens symbolik og allegori og den tilsvarende franske forskning med Roland Barthes' tanker om den tidlige romantik som et opgør med 'betydningens tyranni'.

Hendes værk består af en række essays, skrevet i et personligt og smittende sprog, der på eksemplarisk vis formidler de labyrintiske og arabeske lag - den ikke så let tilgængelige filosofi, der findes nede i romantikkens billedverden. Tieck, Novalis, Eichendorf og den unge Heine er avantgarden, som begynder visuelt at indskrive sanserne i fiktionen på en ny måde.

Ikke for at dyrke det intuitive og irrationelle - anelsen - i sig selv, sådan som fordomme siger det, men for at artikulere lyrikkens skjulte grænseovergange mellem sprog og virkelighed, tanke og krop, ja de metaforiske stier mellem her og der, jeget og dets omverden, nær og fjern.

Metoden er nærmest en konstruktiv metaforanalyse, der tager sig af sproglige billeder som betydningsbærende koder, ser på 'blomstersproget', troperne, som langt mere og andet end lyrisk dekoration. På sæt og vis kommer Svane derved også på sporet af den oversete modernitet, som lå nede i den revolutionære romantik i de første årtier af 1800-tallet.

Et eksperimenterende udsyn på verden, faktisk så revolutionerende i sine konsekvenser, at disse nye indsigter må gå i en art indre eksil i teksterne. Erfaringerne blive bitre og må maskere sig som romantisk ironi og falsk naivitet, hos den ældre Heine i Paris og snart også hos vor egen omrejsende enegænger, H.C. Andersen.


Overordnet aspekt for alle bogens kapitler - med billeder - er, at man skal vare sig for alt for dansklæreragtigt at inddele litteratur og kunst i kasser med periodiske mærkater. Nok med en god pædagogisk vilje, men også tit en alt for hurtig reduktion.

Disse digtere var ikke autodidakte sværmere, der fløj rundt som spraglede sommerfugle i deres eget følsomme jeghus og blot ernærede sig af honning fra poesiens blå blomst. Tværtimod var der tale om intellektuelle mennesker som satte sig ind i og arbejdede tæt sammen med tidens videnskab, fysik og medicin, filosofi og politik.

Alligevel er min eneste anke over for denne inspirerende og informative bog, at historien mangler en anelse. Udviklingerne i europæisk romantik fra 1799 til 1830 hænger vel sammen med efterdønningerne fra 1789-revolutionen, Napoleons imperialistiske diktatur og den lange restaurationstid efter Waterloo, hvor kongehusene uniformerer sig ind i antidemokratiske regimer og mobiliserer den nye nationalstat til at sløre og tæmme dens sociale konflikter. Jeg tror, det er den geniale Heine, som omtrent skriver et sted, at frihedens stolte træ fra 1789 i 1830 bliver skåret ned til officerstandens pryglestok.

Men den udvikling kender vi jo så godt fra alle de andre bøger om epoken. Marie-Louise Svane har med sin bog fortalt en gammel historie på en ny måde, vist os åbne lysninger i de dunkle skove, vi troede, vi kendte så godt.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement