I en lomme mellem Goethe og Heine, den aristokratiske humanist og den flanerende ironiker, befandt sig en række digtere, man førhen lidt nedladende kaldte for de små tyske romantikere. Lidt suspekte poeter hvis værker var indsvøbt af middelalderbegejstring, naturmystik og spirende nationalisme. For mange især venstreorienterede tænkere i tiden før og efter Anden Verdenskrig var deres værker fulde af det teutoniske muld og mørke, hvor nazismens kim lå i dvale for at spire 100 år senere. Den tidligere tyskstuderende, forfatteren Hans Scherfig, var således ikke i tvivl. Netop den del af den nordeuropæiske romantik var dybt reaktionær og besang en aftenverden, som stod i modsætning til oplysningstidens demokratiske 1700-tals humanisme. Scherfig var ikke alene om en sådan holdning. Moderne tænkere, Georg Lukacs i Europa, Bertrand Russell i England, kanoniserede denne attitude i mellemkrigstiden. Disse fordomme er heldigvis på retur, muligvis fordi personer, som skabte disse eller bragte dem til torvs, slet ikke havde læst på lektien eller slet og ret læst den med for firkantede ideologikritiske øjne. Det er der rådet bod på i de seneste tyve års moderne internationale romantikforskning. Og en af denne forsknings faneførere herhjemme, Marie-Louise Svane, har netop udsendt en aldeles fremragende bog 'Formationer i europæisk romantik'. Den handler om disse tyske kunstnere i perioden mellem 1800 og 1830 og inddrager deres disciple uden for Tyskland, der her hjemme såmænd også indbefatter vor egne to store, St.St. Blicher og H.C. Andersen. Den ser på deres tilhørsforhold til samtidig malerkunst, går ture med dem i deres besjælede landskaber, bestiger tyske bjerge og er ude på den jyske hede.