0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den antikristne Kierkegaard

Det var snarere mødet med Goethes naturfromhed end med Hegels system for ånden, der blev udgangspunkt for Kierkegaards tænkning.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kierkegaard-industrien er et nationalklenodie, som enhver asylsøger bør være ajour med. Men det er ulige mere interessant, når en inspireret Goethe-forsker formår at kaste afgørende nyt lys over mesteren på en måde, der er både åndfuld og eksistentiel. Det gør idehistorikeren Preben Lilhav (født 1945) i en ypperlig lille studie, der er tænkt som første del af en føljeton - og som indgår i hans skriftrække 'Goethe-Platon-traditionen'.

Forfatteren søger at bevise, at Kierkegaards berømte 'jordrystelse' modsat den gængse opfattelse må ligge længe før faderens indvielse af ham i de 'syndige' misforhold, som han allerede længe havde anet. Lilhav sporer den til tiden for Kierkegaards allerførste journaloptegnelse i 1834 - jordrystelsen handler i så fald om et tab af gudstroen, der altså sætter hele forfatterskabet i gang.

Den ganske unge Kierkegaard vakte da også med stærkt respektløse udtalelser om kristendommen broderens og faderens bestyrtelse, og det skete faktisk kort efter hans berømte Gilleleje-optegnelser om at finde sit arkimediske punkt i den ide, for hvilken han vil leve og dø. Den unge Kierkegaard er tilsyneladende blevet overbevist om, at den ortodokse kristendom ikke står til troende.


I sin magisterafhandling om begrebet ironi sidestiller Kierkegaard senere Sokrates' ironi over for den affortryllede antikke religion med den moderne romantiske tids ironi i forholdet til overleveringen.

Det ejendommelige er blot, at han ikke bliver ateist, men udtrykkeligt kritiserer den moderne ironi for at blive stående i det negative - modsat Sokrates, der bundede i højere etiske fordringer om et indvendigt gudsforhold.

Men hvor andre har set Hegel og hans danske eftersnakker Heiberg som de vigtigste inspiratorer for Kierkegaards stræben efter syntesen i en 'højere umiddelbarhed' - så viser Lilhav, at Kierkegaard ligesom sine elskede lærere Sibbern og Poul Martin Møller tværtimod søgte tilbage til tiden før Hegel, til Goethe-traditionen.

For her finder man nemlig netop disse tanker om umiddelbarheden, ironiens oprør samt etikkens genindsættelse i det borgerlige liv. Af Poul Martin Møller lærte Kierkegaard tidligt at elske Goethe - samt at le ad Hegels absolutte og forrykte system.

Faktisk har forskere som Aage Lærke og Hans Aage Doktor for længe siden vist en parallel mellem Kierkegaards tale om valget af det etiske og Goethe-tidens overvindelse af ironiens splittelse i en eksistentiel ansvarlighed. Men Lilhav sporer med detektivisk omhu denne inspiration, og han går endda videre via den hermetiske tradition hos Paracelsus og alkymisterne til selve Platon.

Det er nemlig Platon-inspirationens ideer om det naturlige lys, om naturens og dermed vor egen iboende guddommelighed, der spøger hos den unge Søren - i modsætning til den pietistiske og lutherske kristendoms dualisme mellem ånd og natur: Mange tidlige skriftsteder viser det helt klart.


'Organismetanken' hos Ørsted, Goethe og P.M. Møller handlede netop om, at vi som dele af naturen har kimen til at erkende sandheden - hvilket nu i øvrigt let kan forlede til blind tro på enhver glad tanke som værende økologisk lurmærket og guddommelig.

Men Lilhav viser altså den unge Kierkegaard som en sådan fritænker, der ønsker at overvinde tidens udvendige gudsforhold med love, synd og straf for at finde sin iboende eksistentielle rod til guddommen.

Faderens pietistiske kristendom finder Lilhav derimod beslægtet med samtidens revolutionære spleen og fortvivlede ironi: For begge tilfælde beror på individets følelse af at være misforstået og alene i en åndløs og slet verden - og Lilhav gør den brandgode iagttagelse, at den kristne dualisme såvel som ironien kan spores tilbage til den gnostiske traditions søgen efter en anden og sandere virkelighed samt en ukendt Gud hinsides denne verden.

'Nyplatonikerne' omtolkede nemlig Platon således stik modsat hans egen kosmostanke og krav om troskab mod de jordiske vilkår; en linje, som Lilhav omvendt sporer tydeligt hos Paracelsus, Goethe, Poul Martin Møller - og den unge Søren. Vi taler her om Platon-Goethe-traditionens såkaldte 'naturfromhed', som også Karen Blixen på sin anderledes uborgerlige vis bekendte sig til.

Kierkegaards store optagethed af tvivleren Faust skyldes ikke blot genkendelsen af erkendetrangens jordskred, men nok så meget det opbyggelige i, at Faust modsat Djævlens forhåbninger trods alle naturlige fejltrin fastholder en stræben, der munder ud i syntesen af de to sjæle, der strider i hans bryst.

'Djævlen' må se sig reduceret til Guds redskab, for 'naturens lys' er stærkt nok til at finde vej: »Ein guter Mensch in seinem dunklen Drange ist sich des rechten Weges wohl bewusst«. Kierkegaards tale om »gentagelsen« og »uendelighedens dobbeltbevægelse«, altså om hverdagens daglige stræben efter at virkeliggøre det gode liv, havde Kierkegaard altså ikke fra fremmede.


Men i alt dette er der en gåde: For vi ved da, at Kierkegaard netop fastholdt »modsigelsens grundsætning« om det absolutte skel mellem ondt og godt og skarpt kritiserede Goethes harmoniserende overbærenhed med det onde. Og hans kristendom blev jo stedse mere ekstrem i sin forkastelse af hele det syndige jordeliv - men modsat gnostikernes hinsidighedstrang fastholdt han ganske rigtigt det umulige krav om her og nu at gå i Kristi fodspor.

Så fritænkeriet har pludselig taget en ende med forskrækkelse, og det kunne måske alligevel bero på en jordrystelse hinsides al naturfrom familieharmoni? Men det mener Lilhav altså ikke - i stedet ender han med at fortælle, at den unge antikristne Søren foråret 1836 i Goethes roman 'Wilhelm Meister' genfandt kristendommen på bunden af fritænkeriet. Hvorledes må vi vente med til næste nummer af den spændende skriftrække.

Det kan man kalde suspense, for der er rigtignok langt fra en jungsk-goethesk kristendomstolkning om naturens lys og alle menneskers guddommelige sønnestatus til Kierkegaards tale om Kristus som det absolutte (og absolut nødvendige) paradoks - samt umuligheden af frelse ved egen kraft.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce