Portrætter fascinerer os - verdens kendteste maleri er et portræt: Leonardos 'kat, der har spist kanariefuglen' - Mona Lisa. Mennesket interesserer mennesket - det lagde Danmarks store kunsthistoriker Julius Lange til grund for sine prioriteter i kunstbetragtningen. Og selv om mennesket under det meste af det tyvende århundrede var »fordrevet fra kunsten«, ifølge den spanske filosof Ortega y Gassets formulering, kom den illuderende kunst tilbage for fuld kraft allerede i 1960'erne. Historikeren Steffen Heiberg har som en fødselsdagsgave til det museum, hvor han har arbejdet siden 1976, skrevet et kulturhistorisk værk om portrætmaleriet i Danmark, med hovedvægten på analyser af det repræsentative portrætmaleris funktion som propaganda for fyrsten, familien eller standssamfundet. En række kapitler giver hver sit kronologiske overblik over portrættets anvendelse i nationens liv eller i privatsfæren - ja, ud over dødens tærskel. Steffen Heiberg meddeler megen viden til læseren om de sociale konventioner, der ligger bag menneskets ønsker om selvfremstillingen og om de hierarkiske regler for takt og tone, med kunstkritikkens ord 'dekorum', der sætter dagsordenen for det repræsentative portræt. Man kunne lægge andre tværsnit ned igennem portrætmaleriets historie, anskue det som kunstnerens arbejde med maleriske problemer, som personlige udsagn om venskab og kærlighed eller som psykologiske udsagn om mødet imellem to temperamenter, portrættøren og den portrætterede. Heiberg vælger at skrive for den historisk interesserede, i ringere grad for den læser, der søger kundskab om billedkunstens æstetik og den sjæl, som kunstnerne af og til kan indfange. Bogen vidner om, at Steffen Heibergs kendskab til danmarkshistoriens persongalleri er suverænt, og han omgås de portrætterede med en viden om deres levned, som var det nære bekendte.