Først og sidst: manden skriver som en engel. En engel af udpræget hankøn. Det er med Johannes V. ligesom med Klaus Rifbjerg og Dan Turèll: den sproglige fantasi suger én ind, så man læser næsten alt, hvad de skriver, uanset hvad de skriver om, og uanset om man er enig, fordi sproget swinger. Som samme Turèll skrev om sin berømte hjemstavn: »Der var gennemgående godt tryk på i Vangede«. Det var der også hos Jensen, bortset fra at i fyrbødernes tid lød metaforen, at 'der var kul på'. Og bortset fra, at den globaliserede Jensens revir tidligt var hele verden - intet mindre. Dyrlægesønnen fra Farsø finansierede lægestudiet og sine første litterære forsøg ved at skrive knaldromaner. Fra 1898 blev han fanget ind af journalistikken, da Politikens redaktør Viggo Hørup øjnede hans potentialer og sendte ham på reportagerejse til Spanien, og i 1907 erklærede han, at »Journalistik er i Dag omtrent den eneste Haandtering, der sømmer sig for en Mand«, på linje med »Krig og Opdagelsesrejser«. Den fik aldrig for lidt med Jensen, men bravaden rummer den sandhed, at reportagen blev en del af hans livslange opdagelsesrejse og lyst til at bade sig i rå virkelighed.
Kul på med Jensen
Lyt til artiklen
