0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Udsat for eksistentialismen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvorfor forsvandt egentlig eksistentialismen? For det gjorde den vel engang i starten af 1960'erne efter at have været på mode i et par årtier i den vestlige verden, hvor det i toneangivende kredse handlede om at tage sin frihed på sig og 'vælge sig selv'.

Sådan lød slagordet, som man havde overtaget fra Søren Kierkegaard. At mennesket ikke er andet, end »hvad det gør sig selv til«, lancerede den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre som eksistentialismens grundprincip. Han gjorde - ligesom andre eksistentialister, Gabriel Marcel og Albert Camus for eksempel - opmærksom på uomgængelige vilkår, som hvert menneske måtte se i øjnene, hvis det ikke ville leve i enten fortvivlelse eller forstillelse.

En ny dansk bog om eksistentialisme med titlen 'Udsat' tager denne tråd op og udpeger en række elementære spørgsmål, enhver må tage stilling til: Hvem er jeg? Hvordan vil jeg bruge mit liv? Hvori består mit ansvar? osv.

I bogen er samlet godt 40 uddrag af tekster, fortrinsvis fiktionsprosa, der sætter disse spørgsmål på dagsordenen. Udvalget rækker så langt tilbage som til Pascals 'Tanker' (1670) og så langt frem som til et uddrag af Simon Fruelunds fremragende remake af Mogens Klitgaards 'Der sidder en Mand i en Sporvogn' (1937), 'Der sidder en mand i bussen', som udkom sidste år. Antologien er beregnet for undervisningen i dansk, filosofi og religion på ungdomsuddannelserne og seminariet.


Det er det befarne redaktørpar Johannes Fibiger og Gerd Lütken, der har valgt ud og indledt hvert uddrag med en optakt, der slår et eksistentialistisk tema an og giver nyttige oplysninger om tekstens og forfatterens baggrund. Det har de langt hen ad vejen gjort overbevisende. Teksterne er tankevækkende og præsenterer temaerne godt, selv om de selvfølgelig også lader sig læse ud fra mange andre perspektiver. Sådan er det med gode tekster.

Man kunne godt have ønsket sig en lidt mere organiseret præsentation af eksistentialismen og en nøjere historisk perspektivering af den, også af hensyn til den studerende, der får med bogen og dens lidt diffuse emne at gøre som eksamensstof. I stedet stikkes man til sidst et leksikon, der for det meste gentager de tidligere biografiske opslag om forfatterne.


Bogens indførende afsnit er pædagogiske og lette nok i formidlingsmæssig henseende. Alligevel virker mange af formuleringerne unødvendigt tyngede, som for eksempel når redaktørerne genbruger Heideggers metafor og fastslår, at vi alle »er kastet ind i en verden, vi ikke har valgt: uden at være spurgt, uden højere bestemmelse, uden mål og med«.

Det står ikke som et synspunkt, men som sandheden om den sag. Og jo vist, sådan kan man da godt tænke på det, hvis man vil, men der findes dog heldigvis alternative måder at forestille sig sin egen tilstedeværelse i verden på, end tanken om at man er smidt ind i den.

Denne side af sagen peger i retning af et muligt svar på det indledende spørgsmål: Hvorfor forsvandt eksistentialismen? Det gjorde den blandt andet, fordi sådanne udtryk som, at man er 'kastet ind i verden' og skal 'vælge sig selv' og 'gribe dagen', jo mørnes af tidens tand og bliver til floskler, der ikke kan præstere den alvor og inderlighed, som kræves af dem.

Eksistentialismen stiller særlig høje krav til autenticiteten i sproget; den betjener sig af dét, den tyske filosof Theodor W. Adorno betegnede som 'egentlighedens jargon'. De 'evige' spørgsmål, som hver generation må opdage og tage stilling til på egen hånd, må hele tiden stilles på ny og på nye måder.

Der ligger en stor udfordring i at formidle eksistentialismen til et ungt publikum uden brug af de gamle og slidte talemåder, ikke mindst nu hvor det snarere handler om 'at fyre den af' end om at vælge sig selv. Den opgave løser antologiens skønlitterære tekster bedre end de indførende afsnit.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce