0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Almindelig og elsket

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem var Karl Stegger?

Han var skuespilleren, som altid var der - en uundværlig birolleskuespiller, der imidlertid også kunne spille hovedroller. Og så var han ydmyg, for opvæksten havde lært ham ikke at vente sig for meget. Hans far forlod hus og hjem, før han blev født, og hans mor døde af tuberkulose, da Karl kun var ti år gammel.

Han kom på børnehjem, og det elskede han ikke - hele vejen frem mod en skuespillerkarriere blev en march opad, som han kun klarede på sin råstyrke og sit almindelige udseende - han blev type-casted, mange år før begrebet vandt frem.

Journalist Peer Kaae har skrevet en bog om Karl Stegger, som blev en af de allermest anvendte danske filmskuespillere frem til sin død i 1980. Som Far til fire blev han populær, og han var vel også varmere og mere almenmenneskelig end Ib Schønberg - men sit egentlige kunstneriske gennembrud fik han, da man også fik øje på de sataniske sider af talentet, bedst i Gert Fredholm-filmen fra 1971, »Den forsvundne fuldmægtig«, hvor Karl Stegger spontant spiddede danskheden og ligusterfascismen. Det var noget rigtigt ved at tage hele Danmarks rare farmand - og gøre ham gemen og vulgær.

Selv om han var en stor mand, var det det lille menneske, han blev bedst til at portrættere - »lad os så gå ind og forgylde lortet«, var et af hans udsagn, som altid passede. Han havde respekt for sin metier - en respekt, som ikke gjorde ham prætentiøs - ofte nervøs, men altid omhyggelig. En anden af de helt gode roller havde han i 'Olsen-banden i Jylland' som en snu jysk skrothandler med tegnebogen velforseglet i inderlommen.

Privat var han åbenbart elskeligheden selv - usentimental og altid trofast over for sin kone, Rikke. Hende takkede han for sit livs lykke - at han stik imod så mange forventninger skulle blive en af dem, der formidler gåden om at være et menneske. Gemt - men slet ikke glemt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu